After The Wedding - Genindspilning til Susanne Biers kæmpehit 'Efter Brylluppet'

 – Skrevet af Martin Riis Larsen

I 2007 blev Susanne Biers Efter brylluppet nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og selvom der er gået 12 år, så har amerikanerne ikke glemt den – første trailer til en genindspilning er nemlig landet – Se den her.

‘After The Wedding’ følger ligesom originalen en socialarbejder, som skal forhandle et tilskud til et børnehjem i Indien fra en velhavende velgører. De to mødes ved et bryllup i New York, hvor en hemmelighed truer med at ødelægge det hele.

Men hvor originalen havde to mænd i hovedrollerne, nemlig Mads Mikkelsen og Rolf Lassgård, så er de her overtaget af to kvinder – i skikkelse af ingen ringere end Michelle Williams og Julianne Moore.

Filmen er baseret på Bier og Anders Thomas Jensens originale manuskript, men det er Bart Freundlich, der også instruerer, som har opdateret historien og bragt flere moderne og feministiske undertone ind. 

Genindspilningen blev vist på Sundance Filmfestival, hvor den fik ros, især de to hovedroller fik flere pæne ord med på vejen.

‘After The Wedding’ får premiere den 9. august i USA, men vi håber den også vil ramme de danske biografer på et tidspunkt.