Menu Luk

Folk og røvere i Kardemomme by

De lister sig afsted på tå. Men bare rolig! De røver bare det, de må, og det de nu behøver. Børn og barnlige sjæle kan roligt begynde at glæde sig. Snart er det tid til at nynne med på Halfdan Rasmussens klassikere som både ‘Røvervise’ og ‘Papegøjen fra Amerika’, når de legendariske røvere Kasper, Jesper og Jonatan indtager landets biografer til vinterferien med premieren på den helt nye animationsfilm ‘Folk og røvere i Kardemomme by’.

Filmen får biografpremiere 9. februar 2023 og er baseret på den berømte børnebog af Thorbjørn Egner fra 1955, som også er blevet til en af de mest sete forestillinger i dansk teaterhistorie med tæt på 1 mio. solgte billetter.  I dag får publikum i alle aldre den første forsmag på filmen, hvor teasertraileren – og teaserposteren – er blevet offentliggjort. 

Historien

Kardemomme By er en hyggelig og travl lille by fuld af smilende mennesker, med egen sporvogn og verdens flinkeste politimand. En by, hvor alt ånder fred og idyl – hvis det altså ikke lige havde været for de tre røvere Kasper, Jesper og Jonatan. Røverne bor lige uden for den fredelige Kardemomme By, og når de har brug for noget, sniger de sig bare ind til byen og stjæler det. En dag bliver røverne arresteret og anbragt i byens fængsel. Men da en brand bryder ud, får trioen en ny chance for at bevise over for byen, at de er mere end bare røvere.

‘Folk og røvere i Kardemomme by’ er Thorbjørn Egners elskede fortælling om Kardemomme By i en varm og sjov animationsfilm for hele familien med alle de populære sange vi kender. Publikum i alle aldre kan glæde sig til at hoppe med ind i en hyggelig, nostalgisk og farverig verden befolket af alle de elskede karakterer mange af os er vokset op med.

Holdet bag

‘Folk og røvere i Kardemomme by’ er instrueret af Rasmus A. Sivertsen, der tidligere har stået bag filmatiseringen af bl.a. Dyrene i Hakkebakkeskoven, Måneskin i Bakkekøbing, Bakkekøbing – det store osteræs og Jul i Bakkekøbing.

Stemmerne til Kasper, Jesper og Jonatan leveres af Niels Olsen, Jon Lange og Frederik Cilius, og resten af castet offentliggøres senere på efteråret.

FOLK OG RØVERE I KARDEMOMME BY er produceret af Qvisten Animation og Copenhagen Bombay og distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution.

Kilde: Nordisk Film

Morten Kibsgaard

Udvikler og skribent