Menu Luk

Deadpool & Wolverine

Den nye Deadpool-film har også fået sin officielle titel, der er Deadpool & Wolverine. Traileren viser da også kortvarigt de to superhelte i samme sekvens, men der lægges mest vægt på, at Deadpool hives fra sit eget univers ind i Marvels filmiske univers (MCU), og – som han selv udtrykker det – vil ændre det for altid.

“I am Marvel Jesus”, som han så højtideligt siger, inden der går totalt action (inkl. et lille f*ck og en del blod) i den. Afslutningsvist ser vi skyggen af Wolverine, der vist også ser ud til at have et horn i siden på Deadpool.

TVA, det mystiske firma fra tv-serien ‘Loki’, ser også ud til at spille en fremtrædende rolle i filmen, hvor Succession-stjernen Matthew Macfadyen agerer højtstående agent for tidslinjemonitorerne.

Ryan Reynolds er tilbage i titelrollen som “The Merc with a Mouth” fra Deadpool og Deadpool 2.

Hugh Jackman, der egentlig havde lagt kløerne på hylden i Logan, gentager ligeledes rollen som mutanten fra X-Men-universet.

Begge er nu en del af MCU, hvilket vil sige, at de kan møde Spider-Man, Captain America, Hulk og de andre Avengers.

‘Deadpool & Wolverine’ får biografpremiere den 25. juli.