Tredje sæson af Forhøret
Hvem står bag mordet på Christina? Tredje sæson indledes med en video, der vender op og ned på forretningsmanden Holger Langs verden. På skærmen ser han optagelser af mordet på sin protegé og udtænkte arvtager Christina, hvis død indtil nu fejlagtigt har været afskrevet som selvmord. I otte intense konfrontationer står Holger Lang (Lars Mikkelsen) ansigt til ansigt med familie, venner og fjender i jagten på sandheden. En intens og følelsesladet rejse, som kulminerer med afsløringen af gerningsmanden bag det hele. I de foregående sæsoner forsøgte Bjørn (Ulrich Thomsen) og Susanne (Trine Dyrholm) at finde svar på, hvorfor de måtte lægge deres datter i graven. Seerne mødte Holger Lang allerede i første sæson, hvor Bjørn havde udset ham som potentiel morder. Nu foldes Holger Langs historie ud.
International Emmy-vinder Lars Mikkelsen (RIGET EXODUS, Drømmeren – Karen Blixen bliver til, Herrens veje) spiller seriens gennemgående hovedrolle. Han får selskab af Pilou Asbæk (Game of Thrones, Samaritan, Borgen), Evin Ahmad (Viaplays Max Anger – With One Eye Open, The Rain, Snabba Cash), Nicolas Bro (RIGET EXODUS, Smagen af sult, Retfærdighedens ryttere), Josephine Park (Skruk, Doggystyle, Venuseffekten), Jakob Oftebro (Viaplays Made in Oslo, Krudttønden, Hamilton), Lene Maria Christensen (Undtagelsen, Fred til Lands, Friheden), Solbjørg Højfeldt (Viaplays Drømmeren – Karen Blixen bliver til, Darkness: Den som Dræber sæson 2), International Emmy-nominerede Sverrir Gudnason (Viaplays Elsk mig, Diorama, Kongens hemmelige elsker), Søren Malling (Forhøret sæson 1 og 2, Lykkelige omstændigheder, Borgen) og Lars Brygmann (Fædre & Mødre, Retfærdighedens ryttere, Krudttønden).
– Endelig kan vi med tredje sæson give svar på, hvem der stod bag mordet på Christina. Det har jeg glædet mig til – ikke mindst fordi det sker i samspil med forrygende Lars Mikkelsen og et overflødighedshorn af dygtige spillere, der laver et brag af en finale, siger instruktør Christoffer Boe.
De første to sæsoner af Forhøret er tilgængelige på Viaplay. Tredje sæson af Forhøret har premiere 19. februar.
Tredje sæson af Forhøret har premiere 19. februar på Viaplay. Se den første teaser her
Kilde: Viaplay Group Denmark