Tre bud på dansk Oscar-bidrag

Mandag blev tre danske film udvalgt som mulige bud på Danmarks kandidat til den kommende Oscar-uddeling i kategorien for bedste internationale spillefilm. De tre film er ‘En helt almindelig familie’ af Malou Reymann, ‘Druk’ af Thomas Vinterberg og ‘Shorta’ af Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid.

Den endelige kandidat udpeges den 18. november.

Om de tre film
’En helt almindelig familie’ havde verdenspremiere på Rotterdam Filmfestivalen i februar. Ud over varme anbefalinger fra internationale kritikere modtog filmen festivalens Big Screen Award, der sikrede dramaet hollandsk distribution. Reymann har både skrevet og instrueret sin spillefilmdebut, der er løst baseret på hendes egen opvækst med en transkønnet far. I den kommende måned skal filmen deltage i festivalerne i Lübeck og Thessaloniki. Filmen fik herhjemme en flot modtagelse af de danske anmeldere ved premieren 20. februar. Reymann har en baggrund som filmskuespiller og har instrueret en række roste kortfilm. Producere er Matilda Appelin og René Ezra for Nordisk Film.

Billesalg: 49.745

Læs vores anmeldelse her

‘Shorta’ fik verdenspremiere på Venedig Filmfestivalen i filmkritikernes konkurrence, Critics’ Week, og her var der anmelderros til de to debuterende instruktører for deres “medrivende” og “intelligente” actiondrama fra en dansk ghetto med Jacob Hauberg Lohmann, Simon Sears og spillefilmdebutanten Tarek Zayat i de bærende roller. Flere festivaler har haft bud efter filmen, der snart rejser til blandt andet Busan i Sydkorea og Thessaloniki i Grækenland. Ved den danske premiere 8. oktober var der også stor ros til filmen som en kompromisløs fortælling om Danmarks skyggesider. Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid har selv skrevet filmen, der er produceret af Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen for Toolbox Film.

Billesalg: 69.587 stk

Læs vores anmeldelse her

‘Druk’ var udtaget til Cannes Festivalen og vandt den franske Art House Cinema-pris i en pulje af 12 titler fra netop Cannes’ program. Dramaet om fire gymnasielærere, der eksperimenterer med alkoholens frisættende potentiale, havde sin fysiske verdenspremiere på Toronto Filmfestivalen. Siden vandt Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe prisen for bedste mandlige skuespiller på festivalen i San Sebastian, og søndag blev det til Bedste Film valgt af publikum på London Filmfestivalen. Også publikum herhjemme har taget varmt imod filmen, der har solgt 540.000 billetter siden premieren 24. september. Thomas Vinterberg har skrevet manuskript med Tobias Lindholm, der også var medforfatter på Vinterbergs Oscar-nominerede ‘Jagten’. Producere er Kasper Dissing og Sisse Graum Jørgensen for Zentropa.

Billesalg: 540.053 stk

Læs vores anmeldelse her

Billetsalget er pr. pr. 10. oktober 2020 / kilde dfi.dk