Trine Dyrholm er nomineret til Europas svar på en Oscar

– Skrevet af Martin Riis Larsen

Filmen har allerede modtaget flere internationale priser, og nu er Trine Dyrholm nomineret til prisen som bedste kvindelige skuespiller ved European Film Awards for sin hovedrolle i “Dronningen”.

I filmen spiller Trine Dyrholm advokaten Anne, der sætter hele sin tilværelse på spil ved at indlede en affære med sin 17-årige stedsøn. Om Trine Dyrholm får prisen, bliver offentliggjort, når European Film Awards 2019 afholdes i Berlin 7. december.

“Dronningen” har været en af sæsonens største filmsucceser herhjemme med gode anmeldelser og mere end 320.000 solgte billetter.

Vi har set – Dronningen

Bag “Dronningen” står filminstruktør May el-Toukhy.

Så sent som i slutningen af oktober modtog filmen Nordisk Råds Filmpris, og tidligere på året blev den blandt andet hædret ved den amerikanske filmfestival Sundance med publikumsprisen.

Filmen er desuden valgt som Danmarks officielle bud på en Oscar og er således med i kampen om at blive nomineret til kategorien “bedste internationale film” ved næste års oscar-uddeling.

Filmen Dronningen bliver dansk Oscar-kandidat

European Film Awards er en årlig prisuddeling, der er blevet afholdt af European Film Academy siden 1988. Priserne er fordelt på i alt 24 kategorier. Prisuddelingen foregår hvert andet år i Berlin og hvert andet år i en ny europæisk storby. I år finder den sted i Berlin.

Hvis det lykkes Trine Dyrholm at vinde, er det ikke første gang, at en dansker hædres ved filmfestivalen, der er Europas svar på Oscaruddelingen.
Af andre kan nævnes:

Claes Bang modtog i 2017 prisen som bedste mandlige skuespiller for sin rolle i “The Square”.
Susanne Biers film “Den skaldede frisør” fik prisen som bedste komedie i 2013. Hun blev selv kåret som bedste instruktør for “Hævnen” i 2011.
Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm delte prisen som bedste manuskriptforfatter for “Jagten” i 2012.
Lars von Trier blev bedste instruktør for “Dogville” i 2003. Hans film “Melancholia”, “Dancer in the Dark” og “Breaking the Waves” blev kåret som bedste film i henholdsvis 2011, 2000 og 1996.​