Trioen; Instruktøren Scott Frank, musikkomponisten Carlos Rafael Rivera og filmfotografen Steven Meizler er altså igen nominerede og allerede vindere af forskellige priser for deres arbejde

–  Skrevet af Ellen-Karin Myklebust

 

Trioen gør det igen

Film er ikke kun romantiske (ungdoms) film, MCU-film eller serier. Det er ikke heller kun  action, franske og tyske dybdeborende nichefilm – krimifilm, krigsfilm, skøre og fjollede film eller lignede fra Danmark, fantasy eller eventyrfilm og så videre.

Derfor leder jeg efter noget andet godt at se i disse coronatider.

På Netflix finder jeg to miniserier, jeg synes er interessante. De er af vidt forskellig karakter. Og dog. Det viser sig, at holdet bag disse består af samme trio. Hvem kommer jeg ind på senere.

Den første er miniserien The Queen’s Gambit (2020). Man kan finde og læse min anmeldelse på filmsiden.dk. I den kan man finde frem til, hvilke kvaliteter jeg finder den består af også videre.

Den anden er miniserien Godless. Det er en western. Den vil jeg i højere grad nævne, fordi den er artiklens motivation og udgangspunkt. Det i kombination med at der for tiden kommer frem, hvilke film og serier der er nomineret til de forskellige priser, filmverden har at byde på.  

I efteråret finder miniserien The Queen’s Gambit, og jeg bingewatcher den. Den viser sig at nå uanede højder. Det vil sige, at miniserien lå på top 10 over det mest populære og sete på Netflix den 28. oktober 2020.  En måneds til senere kunne man i pressen læse, at miniserien kunne være stolt af at være set af 62 millioner husstande. Den beholdt sin plads og popularitet i flere uger, kan man forstå ifølge Nielsen Media Research. Den rates også 8.6 på IMDb. Ydermere kan man læse, at den allerede har vundet to flotte priser. Den ene er AFI Awards, USA som årets tv-program. Den anden er Hollywood Music In Media Awards (HMMA), hvor filmkomponisten vandt prisen i kategorien Outstanding Score – TV Show/Limited Series.

I januar 2021 var jeg i humør til at se en god western. Der skal noget til efter at have set Lonesome Dove. På Netflix finder jeg miniserien Godless (2017). Den fanger mig efter første blik på dens flotte intro – og ikke mindst musikken. Miniserien med de 7 episoder opdager jeg også har mange andre fine kvaliteter. Det kommer vi tilbage til. Jeg læser på IMDb, den rates 8,3. Serien har vundet 8 priser og har 27 flotte nomineringer. De tæller blandt andre Hollywood Music In Media Awards (HMMA) for Best Main Title Theme – TV Show/Limited Series. Man anerkender blandt andet miniserien med en flot Emmypris for både skuespil, den flotte musik og det filmiske er nomineret i kategorien Outstanding Cinematography for a Limited Series or Movie. Ikke mindst vandt den en pris for Best Fictional Drama hos Western Heritage Awards.

Der er ikke skrevet meget om westerns på Filmsiden. Som jeg kan mindes, er det kun blevet til den westernagtige og inspirerede musik-koncertfilm af Bruce Springsteen Western Stars og til filmen The Sisters Brothers med Joaquin Phoenix og John C. Reilly i hovedrollerne.

Lad os se nærmere på det.  

I det næste kan der forekomme afsløringer. Så ønsker man ikke det, så se Godless først og læs bagefter.

Godless foregår i 1884. Vi er i staten New Mexico i det sydvestlige USA. Landskabet består af den støvede prærie, men er også omgivet af bjerge og skove. Her må hver mand beskytte sig selv med sit gevær, pistol, kniv eller de bare næver. Man kommer frem og rundt på sin hest, da vi stadig er i jernbanehistoriens forholdsvis spæde begyndelse.

I minebyen La Belle har der været en ulykke, hvori de fleste mænd døde. Derfor må kvinderne nu selv ordne, beslutte og tage affære med hensyn til alt. Byen må de beskytte med alt, hvad de har af visdom, muskelkraft (de bygger selv kirken) og evner ud i at skyde med våben.  

I området rider forbryderen og den grusomme Frank Griffin (Jeff Daniels) rundt med sine hårdkogte mænd. Han leder efter Roy Goode (Jack O’Connell), som er stukket af fra slænget og sin ”mentor”.

Frank erklærer, at enhver der holder Roy skjult, vil lide den sikre død med en kugle for panden eller det som er værre.

Frank og Roy mødte hinanden for mange år siden, og Frank lærte ham op – opdrog ham…

Roy er nu en voksen mand, og han ønsker ikke længere at være en del af, eller leve denne forbryderiske livsbane, hvor man dræber og stjæler for et godt ord. Han ender udmattet, træt og såret på en gård, som ligger uden for La Belle.

Alice Fletcher (Michelle Dockery) ejer stedet, og bor der sammen med sin indianske svigermor og halvblods søn. Den lille familie giver nu Roy ro og tid til at restituere.

Det er ingen let sag at drive en gård. Her skal de mange vilde eller opkøbte heste passes og dresseres. Brønden skal graves, man skal på jagt, maden skal laves og så videre. Sønnen er så småt ved at lære om det hele, men han mangler en mandlig/faderlig figur at se op til. Alt dette fornemmer og forstår Roy. Sønnen opdager, at Roy er dygtig med heste. Han ved, hvordan man behandler heste  pænt med respekt. Han mestrer det at få dem til at samarbejde samt vænne sig til et menneske.

Nu kunne jeg gå i detaljer med alt hvad der sker i historien. Det er ikke meningen. Der er mange facetter, og i det vilde sydvestlige USA er det ikke let at støde på hinanden på denne tid.  Det er ikke let at finde hinanden, når man skjuler sig, og ikke vil findes. Det er ganske enkelt med at finde sine allierede og stå sammen. Finder man dem, så er man godt på vej i livet. Det hjælper også, man selv er en mand, der kender sin modstanders tankegang, og er som en frygtløs høg.

Her skal slutningen have mange rosende ord med på vejen. Jeg mener, det er ikke helt til at vide, hvad Roy beslutter, finder på, eller hvordan det går. Dette vises på en meget smuk og stilfærdig måde, som en ensom vandrer – men fuldt ud styrket. Man kan altså selv gætte eller fortsætte historien. På denne måde undgår historien at blive sentimental, banal og uoriginal. Vi skal huske på, det er en historie om overlevelse og frelse.

Som man har gættet, er der ikke få scener med kampe, med karakterer der skal finde fodfæste og karakterer der skal finde hinanden. Der er måske nogle karakterer, man ønsker at vide mere om. Personligt er jeg tilfreds med det, som vi får at vide om de forskellige. Det man får at vide og ser, er nok, som filmseer – ellers ville det trække historien i langdrag, og det ville sikkert ikke tilføre historien mere signifikant dybde og spænding eller så.

Jeg må og skal nævne; historien fortæller også om byen med disse stærke som svage kvinder der må rejse/klare sig efter nævnte mineulykke. To af kvinderne finder endda hinanden. Det får nogen til at tale om, hvordan kvinder ellers portrætteres i mandsdominerede westerns. Det tema og den vinkel må vente til en eventuel anden artikel, hvor man undersøger dette nærmere. For nu skal det blot nævnes, det er der, og at kvinderne på ingen måde er glemt i Godless

Der er nogle meget smukke scener, som viser det sydvestlige USA på den smukkeste måde. Det er serien igennem. Ser man introen, får man en idé om det visuelle og historien generelt. Se den første scene. Det er også nogle meget stærke scener. Her brillerer det visuelle også på mange måder. Se blot scenen, hvor Frank rider ind i kirken, midt under en gudstjeneste i La Belle. Se også scenen med spædbarnet og klapperslangen. Se støvskyen fra de ridende forbrydere idet de vil indtage og ødelægge La Belle. Se kvinderne indtage position for at beskytte deres få tilbagelevende mænd, byen og hinanden. Der er mange flere. Det er støvet, regnen, mudderet, dagens varme sol og nattens kulde. Det er western på den gode måde. Det skal man selv opleve ved at se miniserien. Det er meget flot kunstnerisk arbejde af filmfotografen Steven Meizler. Det visuelle fortjener mange flotte stjerner.

Skuespillet må nævnes. Jeff Daniels fungerer, gør en flot figur og imponerer som Frank. Denne mand som kan tale om Gud og ære det ene øjeblik, og som er den værste forbryder i næste. Se og hør blot, hvordan han leverer sine replikker, og viser karakteren i diverse close ups. Der er noget i øjnene. Jeg forstår nomineringerne, og at han vundet priser for sin præstation i Godless.

Filmkomponisten Carlos Rafael Rivera gør mest brug af guitar og cello i sit score til Godless. Det fungerer smukt, fremhæver og gør det hele meget westernagtigt i mine ører. Allerede musikken i introen kan man nynne med på. Igen, jeg forstår godt hans musik er nomineret, og har vundet priser.

Trioen; Instruktøren Scott Frank, musikkomponisten Carlos Rafael Rivera og filmfotografen Steven Meizler er altså igen nominerede og allerede vindere af forskellige priser for deres arbejde. Så vidt jeg kan se, er det anden gang de arbejder sammen, og begge gange høster de flotte anerkendelser. Det er flot og beundringsværdigt. 

Gad vide, hvad trioen finder på at lave næste gang de skal samarbejde om et filmprojekt eller en miniserie.  Det bliver spændende at finde ud af.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust.