Love Actually in concert

I juletiden er der mange med interesse i film, der taler om, hvilken julefilm der er deres favorit.  I årenes løb er der lavet utallige. Hallmark er storproducent af romantiske julefilm. Desværre er der mange, som ikke kan lide disse af forskellige grunde. Hvorfor, behøver vi ikke at komme ind på her. Som et modstykke (i min verden) siger mange, ‘Die Hard’ uden diskussion er en julefilm. Der imellem har vi film som ‘Klaus’, ‘Home Alone’, ‘Last Christmas’, ‘Its a Wonderful Life’, ‘Nightmare before Christmas’. Selv ‘Guardians of the Galaxy Holiday Special’ har gjort sig fortjent til en tolvte plads på listen over de bedste julefilm på Rotten Tomatos. Ikke at forglemme ‘Love Actually’ som er en absolut favorit blandt mange.

‘Love Actually’ er kort fortalt en film, som består af flere forskellige menneskers historie. Historierne kan man genkende fra det virkelige liv. I filmen hænger de på en eller anden måde sammen, og er flettet ind i hinanden. Alt sammen har en bagvedliggende historie om kærlighed på den ene eller anden måde. Vi har romantisk kærlighed, hvad enten det er gengældt eller ej. Platonisk kærlighed er med. Vi ser spirende kærlighed, og et ægtepar det højst sandsynlig oplever utroskab også videre. Vi møder alt fra familier, singler eller kærestepar. Alle karakterer vi møder i filmen, kommer fra forskellige samfundslag – alt fra Premierministeren til arbejderen til den kunstneriske sjæl. Filmen indeholder morsomme, hjerteskærende og rørende scener såvel som skøre og absurde scener.

‘Love Actually’ er i min optik, efter at have set utrolige mange dårlige som gode julefilm, julefilmen som appellerer bredest. Det gør den ud af nogle enkle grunde, jeg finder værd at nævne. Jeg er vild med, at det er alt fra det harmoniske til det fjollede. Hvilket bliver fortalt og vist, så alle kan relatere. Musikken er er genkendelig, og alle kan synge med på de enkelte sange, hvis de vil. Men den vigtigste grund til, hvorfor filmen ramte mig, og siden hen er blevet en af mine absolut julefavoritfilm, er lufthavnsscenen i starten og slutningen af filmen. Det tilføjer filmen en vis poesi. Scenen er ikonisk, og viser pointen om at kærlighed, det at holde af og venlighed kan ses og findes hvor som helst. Det finder man blandt brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner eller blandt venner og så videre. Man skal blot åbne sine øjne, og se hvordan folk viser sin kærlighed og venlighed til sin nærmeste og næste. Dette er for mig et meget skarp visuelt billede på julens grundide om tro, håb, mod, samt forsoning og næstekærlighed.

Når det er sagt, kan man glæde sig over man i Danmark i byer som Aarhus, Aalborg, Odense og København kan opleve ‘Love Actually in concert’.  Det er den perfekte adventsgave til en selv, og mulighed for en særlig oplevelse med familie, kæreste eller venner. Her kan du se ‘Love Actually’ på storskærmen, mens et live symfoniorkester, Stockholm Concert Orcestra, spiller filmens musik under ledelse af dirigenten Julian Bigg. Symfoniorkesteret består af dygtige håndplukkede skandinaviske musikere.

Det var en oplevelse at opleve filmen med live musik. Publikum klappede begejstrede dirigenten ind, og klappede spontant efter orkestret spillede Universals kendingsmelodi. Når filmen var færdig og sidste tone, fadede ud, rejste folk sig op fra stolene og klappede entusiastisk og imponerede over dirigent og musikerne. Salen summede af publikum, der var glade og fornøjede hele filmen igennem. Det gjorde det hele meget specielt og glædesfyldt at opleve. Folk grinede, reagerede og kommenterede på de forskellige scener. Det var meget festligt.

Lyden var som den skulle være. Man kunne sagtens høre en vis forskel på filmens lydspor, og det lydspor, der blev skabt, når symfoniorkestret spillede med. Den var ikke stor og gjorde mig ikke noget. Det var imponerende, at man under filmen praktisk talt ikke lagde mærke til og glemte musikerne og dirigenten. Det skal forstås på den måde, at billede og lyd var flot integreret. Det virkede også upåklagelig, når symfoniorkestret akkompagnerede sang i filmen. Et sted var lydniveauet en tand for højt i forhold til scenen og dens dialog. Men det glemte man hurtigt. Det var underholdende og juleagtigt, når man lavede et nedtonet lysshow på væggene under en af sangen. Det peppede det hele op, og var et overraskede påhit.

I den sidste ende var den en fornøjelig aften med god film og musik. Det var en filmisk og lydelig oplevelse at se ‘Love Actually’ på denne måde. Jeg håber, andre film kan blive vist på denne måde. Måske en ‘Top Gun’ eller ‘Harry Potter in concert’ kunne være noget. Hvem ved?