Surrealistisk på den gode måde

18 gaver (18 regali)  – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Filmen er inspireret af Elisa Girotto og hendes historie. Ideen med de 18 gaver fandt hun på, mens hun var gravid, fordi hun var dødeligt syg og aldrig ville opleve sin datters barndom og voksne liv. 

Blot fordi en films baggrundshistorie er taget fra det virkelige liv, gør den ikke automatisk til fantastisk flot og super god. Det handler naturligvis om, hvordan det hele fremstår – hvordan man har evnet at fortælle historien. Både visuelt og fortællerteknisk. Den italienske film 18 gaver, som man kan streame på Netflix, er interessant at se i det lys.

Filmen handler om et par. De skal have en baby. Elisa (Vittoria Puccini) er spændt og glæder sig. Det samme gør hendes kæreste/mand Alessio (Edoardo Leo).  Desværre er det således, Elisa får dårlige nyheder om fremtiden. Der viser sig, hun har en tumor, som ikke kan behandles. Dette er et faktum og livsvilkår, de må leve med. Elisa når at føde sin baby. Det er en datter, som får navnet Anna (Benedetta Porcaroli). Nu står Alessio alene med ansvaret og de 18 gaver, som Elisa har planlagt, han skal give Anna én for hvert år på hendes fødselsdag. Som sagt så gjort. På et tidspunkt i folkeskolealderen forstår Anna, at mor er død. Det gør hende ked af det. Derefter begynder teenagetrodsen at vise sine klør. De kradser hårdt. Hun flygter derfor fra sin 18-års fødselsdag.  Det går OK, indtil hun løber fra en bar og en af sine fars bekendte. På vejen bliver hun kørt ned. Det bliver til et længere ophold på hospitalet.

Nu er det, at historien begynder at tage en smule fart.

Hæng på!

For det er Elisa, som kører Anna ned og tager hende med til det velkendte barndomshjem. Er dette en tidsrejse eller lignende? Anna bliver hos sin mor og far, som øjensynligt ikke ved, hvem hun er. Nu sker der en masse ting i familien. Så springer vi frem ad i historien. Elisa dør. Anna vågner atter efter ulykken. Hvad hun har lært, hvordan hun takler situationen og livet nu, det ser vi et meget lille glimt af.

Selve historien er altså fortalt på en surrealistisk måde. Det er for eksempel aldeles usandsynligt, at Anna skal møde sin døde mor og tilbringe tid sammen med hende. Det gør hun ikke desto mindre. Der gør hun som følge af bilulykken. Så alt det som sker, er jo da noget, som Anna oplever i sit indre, mens hun ligger på hospitalet i en koma – og Elisa vel sagtens under sin graviditet. Jeg finder det ganske kreativt fundet på. Det tillader historien større spillerum og drama. Ellers er der ikke meget at koge suppe på, hvis dette ikke var med. Det giver også således et indblik i, hvordan mor og datter, som aldrig får mulighed for at mødes, forestiller sig – drømmer om, hvordan det vil være at tilbringe tid sammen og lære hinanden at kende.

De surrealistiske momenter er visuelt ganske smukt fortalt. Se blot scenen efter ulykken, hvor det regner. Det er foran selvsamme tunnel, hvor hendes mor engang stoppede bilen for at være alene med sine tanker om fremtiden. Det er også via tunnelen, vi forstår Elisa går bort – og på den måde tillader det historien at springe frem ad. Det er også smukt fortalt, da vi kommer tilbage til Annas tid. Her ser vi først, Elisa er ved at føde. Babyen som toner frem, giver et indtryk af, at Anna på en måde bliver født på ny – altså nu er en person med ny og større erkendelse om det hele.   

Skuespillet er udmærket og for det meste solidt. Det er for mig fint overbevisende, samt helt fint realistisk nedtonet skuespil de fleste steder. Der er ikke så meget at komme efter, og det fungerer uden de store armbevægelser og kritikpunkter.

Der det halter for mig, er hvordan personerne bliver fremstillet. Altså, jeg vil gerne forstå mere af, hvorfor Alessio har svært ved at tale med Anna om morens død. Jeg vil gerne forstå, hvorfor Anna har denne trodsige attitude og uvilje mod de 18 gaver. Hvorfor har hun svært ved at takle hele denne situation? Hun har jo regnet det meste ud. Så generelt kom jeg ikke helt så dybt i persongalleriet, som jeg kunne ønske. Skal det med, så ville det måske gøre filmen længere eller anderledes – både med hensyn til dialog og fortællingen i sig selv. Hvem ved? Derfor var det lidt svært at blive dybt rørt, der man tydeligvis skulle blive rørt igennem denne film. Skuespillerne gjorde, hvad de kunne. Dermed ikke sagt jeg som filmseer ikke mærkede det. Det gjorde jeg. Ved andre film har jeg dog oplevet at være dybere og meget rørt.

Alt i alt synes jeg, filmen havde nogle smukke visuelle øjeblikke. Jeg fandt det surrealistiske gav drama og fremdrift i historien, samtidig gav det en bredere mulighed for at fortælle historien. Jeg nød det smukke italienske sprog. Det solide skuespil var helt OK.

Jeg ender på tre store, flotte og varmt lysende stjerner ud af seks mulige.

18 gaver

Instruktør: Francesco Amato

Medvirkende: Vittoria PucciniBenedetta PorcaroliEdoardo Leo

Genre: Drama

Spilletid: 1 t. 55 min.

Premiere: 8. maj 2020

 

Trailer