» Vidunderligt filmet – ryster op i standpunkter – poetisk

A Hidden Life – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Der har de seneste år været en del krigsfilm. Det er film som Hacksaw Ridge, Dunkirk, 1917, og også den norske Den 12. mand. Disse film fortæller mestendels historien set ud fra en soldats perspektiv og oplevelser.  Så har vi fra Danmark film som Over Sundet, 9. april, De Forbandede År og ikke mindst Under Sandet. De handler blandt andet om, det som sker under og efter 2. Verdenskrig.

Noget tyder på, at verdenskrigene stadig giver grobund for at skrive en historie inspireret af virkelige hændelser.   

Filmen A Hidden Life har et andet tempo, stemning og andet perspektiv en de andre ovennævnte film. Den tager og giver et filosofisk – religiøst perspektiv.  Det er et valg mellem Kristus eller Hitler. 

Vi er i Østrig og landsbyen Radegund og møder bjergbonden Franz Jägerstätter (August Diehl).  Han lever sammen med sine døtre og elskede hustru Franziska Jägerstätter (Valerie Pachner). Det er hårdt arbejde at drive en gård. Hos ægteparret er kærligheden stor. De er glade for hinanden, og det liv de lever. De nyder markerne, skoven bjergene de er omringet af.  Det lader også til, at der er gode naborelationer.  En dag flyver tyske krigsflyvere over landsbyen. De larmer og varsler ufred.  Livet bliver mere kompliceret. 

Naboerne og Franz er uenige, hvordan det med besættelsesmagten skal takles. Det skaber skærmydsler. Franz er ikke et sekund i tvivl om, hvor han står i forhold til det. Han nægter at heile, og han vil ikke erhverves som soldat. Desværre trækker han det korte strå. Han må følge med. Men hans antipati og ingen samarbejdsvillighed overfor de tyske soldater gør, at han bliver fængslet.  Dette til trods nægter han, at afstå fra troen på sin egen indre stemme og samvittighed. For som protagonisten så klart ytrer i løbet af filmen, så han kan ikke gøre noget, som er forkert ifølge hans overbevisning.  

Filmens location er et uendeligt smukt sted. Det giver kameraet mulighed for at fange virkelige smukke og betagende landskabsbilleder. Bjerge, marker, dramatiske skyer også videre. Det gør filmen smuk og poetisk. Det understøtter og giver historien en et særligt fint præg. Især sammen med den valgte musik. Det er klassisk musik og til tider bliver det nærmest meditativt.

Der er mange close ups. Det giver karaktererne liv, i det de ikke taler. I denne film er der ingen overdreven snak. Når de taler er det mere spot on – de stiller måske hinanden tankevækkende spørgsmål – kommenterer eller giver udtryk for holdninger.  Jeg synes, det var en fin balance mellem dialog og ingen dialog. Kameraet bruger også frøperspektivet. Det giver helt klar en stemning og fornemmelse af det filosofiske og religiøse aspekt, jeg finder i filmen. 

Skal jeg nævne noget mindre godt ved A Hidden Life, må det være dens længde og tempo. Jeg er sikker på, at filmen for mange kan virke langtrukken og alt for rolig grundet dens ofte meditative stemning. Jeg indrømmer, at tre timer i biografen er lang tid.  Jeg er sikker på visse dele af historien, de kunne være vist i et hurtigere tempo. På den anden side så ville det filosofiske, åndelige og religiøse aspekt måske tabes lidt. Så jeg er helt med på den ved nærmere eftertanke.

Selve historiens akkuratesse vil jeg ikke komme ind på. De som går op i det, må selv lægge til og fra og danne sin egen mening. Jeg vil blot sige, historie er smukt fortalt, som viser, hvor vigtigt et menneskes handlinger kan være for en selv og omverden.  Derfor savnede jeg faktisk et originalbillede (i dette tilfælde af Franz Jägerstätter) der til sidst, som det så ofte kommer før eller efter rulletekster.

Skuespillerne, der spiller ægteparret Jägerstätter, har en fin kemi. Man fornemmer tydeligt deres kærlighed og deres forståelse for hinanden.

Filmen har noget på hjertet, en historie at fortælle som er inspirerende og tankevækkende krydret med naturens poesi i uendelig smukke billeder. 

A Hidden Life fortjener derfor 5 strålende stjerner.