» Netflix’ All The Bright Places føles som venstrehåndsarbejde

All The Bright Places – Anmeldt af Lucas Bisgaard

Anmeldelse

All the Bright Places lægger ud med et løfte. Et løfte til os seere. Et løfte om, at vi skal dykke ned under overfladen. Filmens første scene foregår på en bro, hvor vores hovedperson, en ung lyshåret pige, står klar til at tage sit eget liv, må man formode, før hun bliver overtalt til at komme ned af den jævnaldrende Finch.

Psykisk sårbarhed, sorg og traumer blandt unge. Det er den overflade, vi skal dykke ned under, og der er dybt under den overflade. Meget dybt. Vi lever i en tid, hvor unge kender flere diagnoser end filmstjerner, hvor vi skal håndtere det mere end nogen af generationerne før os. Jeg har selv været der. Jeg har selv kæmpet med angst i syv år. Jeg er kun 18 år gammel. Jeg har venner med mindst et dusin forskelige diagnoser. Jeg siddet med dem i mine hænder, når de har forsøgt at kradse sig selv til blods, når de har haft selvmordstanker, når de har haft så voldsomme angstanfald, at de besvimede. Jeg har haft relationer tættere end venskab med flere piger med temmelig dybe traumer. Jeg er ikke exceptionel. Det er en relativ normal historie, hvis man lytter til den såkaldte “Gen Z”.

Vi ved, hvad det her er. Vi er nærmest en form for eksperter. Så når man som filmskaber sætter sig til manustasterne for at fortælle sådanne historier, skal man i mine øjne stå tidligere op end en underbetalt pædagog. Ja, jeg forventer faktisk ret meget, når emnet er så tungt, relevant og stikker så dybt for rigtig mange. Jeg forventer også rigtig meget, fordi jeg har set The Perks of Being a Wallflower, Short Term 12 og Inside Out, der alle tre tager sig af bearbejdelse af traumer og psykisk sårbarhed for både den, der står med det i sine hænder, såvel som dennes omgangskreds, der ligeledes bliver påvirket. De tre førnævnte film er blandt mine absolutte yndlingsfilm. Det er den direkte vej til mine tårekanaler. Fælles for dem alle – udover de i øvrigt alle er fra det forgangne årti, interessant nok – er en imponerende forståelse for menneskers følelsesliv og håndteringen af det. Samtidig med en oprigtighed, der gør, at de alle føles som om, de lige så godt kunne være skabt på baggrund af hver enkelt filmskabers personlige dagbog.

Jeg føler netop ikke, at det kan siges for All the Bright Places på Netflix. I stedet for at dykke ned i det dybe hav af nuancer, vi mennesker og vores psyke rummer. I stedet for at udfordre sig selv, og gå rigtig ned i alt det hårde, der ved gud er, når man enten selv er psykisk sårbar eller pårørende, eller som i denne films historie sågar indgår i en intim relation mellem to personer, der begge ramt, føles alt bare i stedet så utrolig nemt. Det er for nemt. Alt udvikling i All the Bright Places er så satans nemt. Det føles som en Hollywood film mere end noget andet, hvor vi kun lige får kradset i overfladen af de tematikker, filmen sætter op inden for de første fem minutter, før vi hurtigt er videre til næste plotpunkt, der bliver tvunget igennem af en guds hånd, der kommer ind og sætter skub i tingene fremfor for naturlig, flydenende historieudvikling.

Vi får samtidig konstant fortalt, hvordan vores to hovedkarakterer er, fremfor blot at vise os det gennem deres handlinger. Det føles helt ærligt dovent. Det gør, at de ikke føles virkelige – ligesom fortællingen heller ikke gør. Det føles kunstigt. Som lavet mere efter en Netflix algoritme end hjerteblod i filmform.  Noget der til gengæld føles knapt så dovent og kunstigt er, den faktisk ganske fornemme præstation af vores kvindelige hovedrolle Elle Fanning, der meget fint formidler hendes karakter, pigen Violet Markey, der for nyligt har mistet sin søster, og hendes sindstilstand igennem filmen. Her i blandt en meget underspillet (men helt rigtig version) af angst, når hun forsøger at overbevise sin mor om, at hun ikke bør deltage i en ny skoleopgave, der skal løses med en partner fra klassen. Man kan virkelig mærke den indre stopklods, der er så svær at hoppe over, og hvordan alt inde i hende bare skriger nej.

Den udadvendte og måske i sidste ende også lidt temperamentsfulde Theodore Finch, spillet af Justice Smith, der blev introduceret på broen, bliver Violets partner i den førnævnte skoleopgave, hvor de sammen skal vandre. Vandre ud for at se to bemærkelsværdige steder i Indiana. En vandring der bliver en længere rejse for Violet om at komme videre, eller noget i den stil, er den noget tonedøve og mildt sagt temmelig overfladiske fortælling, der ender på skærmen i stedet for at skære rigtig dybt, og virkelig jonglere med nuancer og følelser, der faktisk kunne virke reelle.

All the Bright Places føles som en ligegyldig simplificering af emner, jeg har set så meget bedre behandlet. Jeg føler, jeg får serveret en kold færdigret, hvor man har taget alle ingredienserne fra alverdens sick-flicks og så blot tvistet den minimalt ved at bytte en kræftsygdom eller lignende ud med psykiske problemer. Hvilket vel er ganske fint ud fra, at somatiske og psykiske lidelser bør tages lige alvorligt og ligestilles, men er der ét sted, hvor jeg godt kunne undvære den ligestilling, er det nok her.

Det betyder ikke, All the Bright Places nødvendigvis er en decideret dårlig film. Jeg var rigtig glad, for at se portrætteringen af flirt via beskeder, der er en essentiel del af alt kommunikation i dag, og selvfølgelig især flirting. Ja, den del føles faktisk ægte. Det føles faktisk som to ægte teenageres måde at flirte med hinanden på. Som taget ud af mit eget liv. Det er en flot observation at få rigtig, når man tænker på, at manusforfatter næppe selv er decideret ung.

Og jo mere fokus på psykisk sårbarhed, jo bedre. Rulleteksterne byder da også på en hjemmeside, man kan gå til, hvis har brug for hjælp, Hvis den her film hjælper nogen, vil jeg slet ikke forklejne den oplevelse, men jeg synes ikke, All The Bright Places lever op til det løfte, den stikker mig i dens åbningscene.

Vi kommer aldrig under overfladen, og det skuffede mig, for det er jo som bekendt kun Jesus, der kan gå på vandoverfladen. Men det kan Netflix ny coming-of-age fortælling All the Bright Place ikke.

All The Bright Places

Instruktør: Brett Haley

Medvirkende: Elle FanningJustice SmithAlexandra Shipp

Genre: Drama, Romatik

Spilletid: 1 t. 47 min.

Premiere: 28. februar 2020

 

Trailer