» Charmerende da den ikke er prætentiøs

Amanda ​- Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Frasen Elvis has left the building bliver betydningsfuld. Hvordan, det kan man se i den sidste scene.

Amanda er et drama, hvor omdrejningspunktet er skolepigen Amanda (Isaure Multrier) og hendes onkel David (Vincent Lacoste). Deres historie starter let og sorgfrit, hvor de i Paris lever et helt normalt liv. Amandas mor er der også. Hun er den samlende kraft. En dag spørger Amanda til en bog der hedder Elvis has left the building. For hvad betyder dog det, vil hun vide. Hun får nu historien om Horace Logan der gik op på scenen efter en Elvis-koncert i Louisiana, og som tog mikrofonen og sagde til det tilstedeværende publikum, at Elvis var taget videre efter koncerten. Derfor var der ingen mulighed for et ekstra glimt af ham eller at få høre et ekstranummer. På den måde ville han skabe ro og orden blandt de begejstrede fans. Senere er frasen blevet en talemåde som er brugt adskillige gange i forskellige sammenhænge. En betydning kan være ret konkret en slags udgang eller også døden. Dette dog holder ikke Amanda og hendes mor fra at spille Elvismusik og danse glade og sorgløse i stuen.

En dag, hvor de voksne skal mødes til en komsammen i en park, bliver det vendt op og ned på det hele.

David møder et blodigt syn i parken. Han er forfærdet. Et terrorangreb er en realitet. Han skal nu efter dette være budbringer med den triste nyhed til Amanda. Moderen er gået bort. Amanda og David skal nu finde ud af det sammen. Det gælder det praktiske og også relationen.

Der er småting, der hen ad vejen som skal justeres. Uden tvivl er de begge rørte og påvirkede af situationen.  David som nybagt værge skal finde sin plads som forældre til Amanda og finde sit liv nu. Hun skal forstå, hvad der er sket og således komme videre i livet.

Det jeg finder charmerende ved denne film, er, at den ikke er prætentiøs.  På den billedelige side er der meget lidt kunstfærdigt. Det skal forstås sådan, stuen er stuen – gaden er gaden – bygningen er bygningen også videre. Det vil sige, det visuelle er realistisk og ikke pyntet. Det synes, jeg klæder filmen og temaet.

Amanda og David bliver spillet overbevisende og flot. Man mærker, hvordan de har det, og hvad de mener.

Filmen giver ingen svulmende fordømmelse af terror, af religiøst ståsted eller baggrundt for et terrorangreb – eller en stærk kommentar til sådant. Den viser heller ikke i detaljer selve angrebet. Vi forstår det blot, da vi ser, hvilket syn David møder, når han ankommer til parken. Filmen fokuserer på, hvad der kan ske, og hvad man kan vælge at gøre for at leve videre. For uanset går både ens eget liv og verden i sig selv videre.

Jeg giver gerne denne film 4 stjerner, da jeg synes temaet er behandlet sobert og dybt nok – og ikke på en sentimental og alt for tårepersende måde. I hvert fald ikke i min optik. Netop, derfor er det, det giver mening med frasen Elvis has left the builidng.