Alt i alt føles ’Ammonite’ som en film, der kunne og burde have været langt mere engagerende end den er endt med

Ammonite – Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

Instruktør og manuskriptforfatter Francis Lee trådte ind på spillefilmscenen i 2017 i stor stil med sin anmelderroste debutfilm ’God’s Own Country’. Med den succes i bagagen og med et cast bestående af blandt andre Kate Winslet, Saoirse Ronan og Fiona Shaw, var forventningerne til Lees nyeste film, ’Ammonite’, selvsagt betragtelige. Efter en moderat positiv modtagelse i 2020 i England og USA er ’Ammonite’ nu tilgængelig i de danske biografer.
Spørgsmålet er nu, om den er det dybfølte kærlighedsdrama, som dens største støtter påstår – eller om den i virkeligheden blot er en fattigmandsudgave af 2019’s ’Portræt af en Kvinde i Flammer’, som dens største kritikere mener.

I 1840’ernes sydlige England arbejder den anderkendte palæontolog, Mary Anning, i en lille kystby. Hendes største opdagelser ligger bag hende og forretningen går alt andet end strygende.

En dag ankommer turisten, Roderick Murcheson, til byen med sin syge hustru, Charlotte. Roderick er stor beundrer af Annings arbejde og udtrykker stor interesse i at samarbejde med hende. Dog først efter han har været bortrejst – i mellemtiden tilbyder han at betale hende for at passe hans syge hustru. Modvilligt, men drevet en presset økonomi, tager hun imod opgaven. Men hvad der begynder som en sur pligt, udvikler lige så stille til en romance imellem de to kvinder. En romance som vil ændre deres liv for altid.

Det skal ikke være en hemmelighed, at mine forventninger på forhånd var betragtelige. Kate Winslet er altid en fornøjelse og Saoirse Ronan har for længst cementeret sin status, som en af fremtidens helt store stjerner. Tanken om et drama centreret om to så talentfulde kvinder virkede næsten for godt til at være sandt – og det viste sig desværre også at være tilfældet for mit vedkommende.

Winslet og Ronan begge viser begge overlegen skærmpressence, men kemien imellem dem føles kunstig og forceret. Deres romance føles overfladisk og konsekvensløs.

Lee udtaler selv, at klasse- og kønskamp er vigtige inspirationskilder for ham og med det in mente, virker det mystisk at den eneste modstand de to kvinder møder, er i form af deres egen forfængelighed. Det ender med at føles ufarligt og frustrerende. Plottet med Roderick Murchesons forudstående samarbejde med Anning er desuden rodet fortalt og man får aldrig helt en fornemmelse af, hvad det egentlig indebærer. 

De negative ting til trods, er ’Ammonite’ bestemt ikke uden meritter heller. Rent teknisk er den langt over middel. Filmfotograf Stéphane Fontaine leverer imponerende og medfortællende billeder, som både fanger de billedskønne omgivelser ved kysten, men også dvæler ved vores hovedpersoner og illustrerer deres følelser og tanker. Billederne akkompagneres af en livagtig og medrivende lydside, som i den grad også bidrager til stemningen i det kolde, våde og trøstesløse kystområde.

Selvom kemien mellem Ronan og Winslet er skuffende, er skuespillet i store træk godt over hele linjen – især formår Fiona Shaw at stjæle samtlige scener hun er med i. Det er lidt af en bedrift at spille de to yderst talentfulde hovedrolleindehavere under bordet på den måde.

Men alt i alt føles ’Ammonite’ som en film, der kunne og burde have været langt mere engagerende end den er endt med. Kærlighedshistorier hvor romancen ikke føles ægte, er nu engang ikke så interessante og på netop det punkt føles den desværre som en fattigmands udgave af ’Portræt af en Kvinde i Flammer’. Men imponerende teknisk håndværk og solide skuespilspræstationer gør, at den alligevel er en tur i biografen værd og lad os lige være ærlige – vi har alle savnet at gå i biografen! ’Ammonite’ får 3/6 stjerner og en moderat anbefaling herfra.