» The Conjurings univers er efterhånden gysergenrens svar på MCU

Annabelle Comes Home – Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

I 2013 udkom gyseren, The Conjuring. En film som omhandlede de (angiveligt) sande sager om Warren-ægteparret, Ed og Lorraine (fremragende spillet af Patrick Wilson og Vera Farmiga), som efterforskede overnaturlige sager i 1960’erne og helt frem til 1990’erne.
Filmen blev et hit og selvom den spillede på alle gysergenrens klichéer, var håndværket bag så mesterligt, at man snildt kunne se igennem fingre med disse. I filmen stiftede vi også bekendtskab med dukken, Annabelle. En dukke, som angiveligt havde været besat og nu blev opbevaret i Warren-ægteparets private ”bibliotek”. 
En spinoff om dukken kom hurtigt på tegnebrættet og allerede i 2014, kom den første stand-alone film om Annabelle. Den var overraskende vellykket og fik en prequel, Annabelle: Creation, i 2017.  Udover de nævnte Annabelle-spinoffs, har The Conjuring franchisen ligeledes blevet udvidet med The Conjuring 2, The Nun og The Curse of La Llarona – med svingende kvalitet. Desuden er The Conjuring 3 på vej, samt en spin-off om ”The Crooked Man” fra 2’eren. Med andre ord synes The Conjurings univers efterhånden at være gysergenrens svar på MCU.

Men hvor om alt er; Annabelle Comes Home, en fortsættelse til den første Annabelle film, er nu i de danske biografer.

I filmen møder vi Ed og Lorraine, som er i færd med at bringe Annabelle hjem til deres samling af overnaturlige objekter – ægteparret tager dog udenbys kort efter og i stedet fokuserer filmen på deres datter, Judy, og hendes barnepige, Mary Ellen. Herfra begynder mystiske ting at ske i hjemmet, som alt sammen synes at hænge sammen med den titulære dukkes tilstedeværelse.

Annebelle Comes Home starter faktisk rigtig fornuftigt. De første 45 minutter foregår i et relativt dvælende tempo, som tillader os at lære vores hovedpersoner at kende. De spilles af henholdsvis Mckenna Grace og Madison Iseman – de er begge virkeligt gode og leverer sympatiske og tredimensionelle figurer. Uhyggen er desuden relativt underspillet og ikke nær så højlydt, som vi er vant til i disse film. Relationerne mellem figurerne virker ægte og handlingen er karakterdreven og virker ganske troværdig. Filmens visuelle side er desuden virkelig flot og stilsikker.

Desværre smider filmen den gode indledning overbord den sidste time. Her introduceres en række sekundære karakterer, som fuldstændig ødelægger det naturlige flow. Blandt andet møder vi Mary Ellens veninde, Daniela, hvis eneste funktion er at skubbe filmens handling frem med sine ubegavede handlinger. Allerværst er dog Mary Ellens kærlighedsinteresse, Bob, som formår at være den mest irriterende og overspillede bifigur siden Justice Smith i Jurassic World: Fallen Kingdom.
 I det hele taget knækker manuskriptet under sin egen vægt og alt hvad der virkede underspillet og troværdigt er nu helt væk. I stedet er dialogen nu forceret og ekspositionstung, figurernes handlinger er utroværdige og i visse tilfælde decideret ubegavede – og så er der jumpscares. Mange af dem. Jeg talte intet mindre end 23 i løbet af filmen. 3 af dem var effektive. Ikke just en imponerende statistik.
Det eneste positive ved filmens sidste time er en enkelt scene, som omhandler et par af Warren-ægteparrets andre sager. Her nævnes sagen om ”the Southend Werewolf”, som angiveligt bliver omdrejningspunktet for The Conjuring 3 – så om ikke andet, kan jeg glæde mig til den.

Alt i alt ender Annebelle Comes Home med at være en klichéfyldt film, som slet ikke får udnyttet sin effektive første akt. De centrale skuespillere er gode og den er flot filmet – men manuskriptet, bifigurerne og dens overdrevne brug af billige jumpscares gør den sidste time til en ren pinsel at komme igennem. Dog glæder jeg mig til The Conjuring 3 efter at have set denne.

Hvis din idé om en god gyser er masser af jumpscares, kan nu snildt smide et par ekstra stjerner oven i hatten. Men den får store 2/6 stjerner herfra.