Afspil video

Nakkehårene vil med garanti rejse sig, når sandheden afsløres i denne anderledes og dystopiske historie

Chaos Walking – Anmeldt af Ida Marie Skou

ENDELIG rullede den længe ventede “Chaos Walking” over biograferne. Filmen skulle have haft premiere i 2019, men blev desværre udskudt, da der skulle tages en lang række nye optagelser, der krævede en omfattende planlægning.

“Chaos Walking” er en filmatisering af første bog “The Knife of Never Letting Go” i Patrick Ness succesfulde young-adult trilogi “Chaos Walking” – som filmen er også er navngivet.

Handlingen finder sted i en fjern fremtid på en planet kaldet New World, hvor kvinder ikke eksisterer, og mændene kan høre hinandens tanker. Tanker kan være meget larmende, og især når man konstant bliver bombarderet med dem fra alle sider. Fænomenet bliver derfor meget passende kaldet ‘Støj’. Den unge Todd Hewitt (Tom Holland) er født og opvokset i Prentisstown i New World, og derfor har ‘Støj’ altid været en del af hans hverdag. Men da han en dag støder på en pige ude i skoven, tager hans opfattelse af virkeligheden en drastisk drejning. For ikke nok med at han aldrig før har set en kvinde, så er hun indbegrebet af en fuldkommen stilhed. Han kan ikke høre hendes tanker. Men i Prentisstown er stilhed ikke normalt, og før han ved af det må han flygte for at overleve.

Filmen deler vandene blandt fans og anmeldere. Personligt synes jeg faktisk, at den er vellykket og flot lavet, omend der er nogle plothuller hist og her. Jeg kan dog alligevel godt forstå kritikken af filmen, der blandt andet lyder på, at filmen er kedelig, har en dårlig komposition og en alt for enkel handling. For ja, hvis man ikke har læst bøgerne, hvor man får alle svarene i sidste ende, vil filmen plante ubesvarede spørgsmål i hovedet på seeren. Den har plothuller, og man kan godt mærke, at filmen har haft modvind i produktionsfasen (og optagelsesfasen).

Men som en der har læst første bog i trilogien, var jeg faktisk godt tilfreds med filmen. Den følger plottet i bogen meget konsekvent, hvor man naturligvis har foretaget ændringer, så historien egner sig bedre på lærredet. Det kan dog ikke undgås, at filmen kommer til at mangle den dybde, som bogen har. I bogen står der nøjagtigt, hvad hovedpersonen Todd tænker, og også hvad alle andre tænker omkring ham. Det er visuelt svært at genskabe en så kaotisk og unik tilstand, og selvom det ikke helt er den samme oplevelse man får i bogen, er det lykkedes at formidle ‘Støjen’ overbevisende i filmen. Jeg kan forestille mig, at det har krævet en særlig forsigtighed og omtanke at producere den, netop fordi bogen er så enormt kaotisk. Alligevel har man formået at skabe en sammenhængende film, der faktisk visualiserer ‘Støj’ meget præcist. Og desuden formår man bestemt flette bogens essentielle pointer og karakteristikker ind i filmen.

Jeg har kun ros tilovers for skuespillet i filmen. Tom Holland er den perfekte Todd Hewitt, og han indkapsler perfekt Todds karisma og charme, og formår at skabe alle de gode humoristiske indslag. Daisy Ridley er også et godt valg som Viola, selvom jeg synes, at man giver hende mere personlighed i filmen. I bogen er hun mere reserveret og mystisk, men da Daisy Ridley er så indlevende en skuespiller, formår hun flot at gøre karakteren til sin, og derfor har jeg egentlig ikke noget at brokke mig over. Generelt synes jeg, at castet til filmen er rigtig godt. Mads Mikkelsen må ultimativt være kronen på værket. Han er simpelthen dygtig. Rollen som borgmester Prentiss klarer han helt udførligt. Han er troværdig og er mindst lige så karismatisk som Holland, hvis ikke mere. Han fanger hele essensen af karakteren Prentiss, og man kan tydeligt læse følelserne og tankerne i hans blik.

Filmen er desuden rigtig flot lavet med henblik på cinematografien. Det skal den også have ros for. Jeg tror virkelig, at det har givet pote at skyde nærmest halvdelen af filmen om. Derudover spiller kostumerne rigtig godt med settet, og giver den tidsløse stemning, som bogen også er indbegrebet af.

Jeg vil mene, både ved at have bogen in mente og ikke, at det er en-god science-fiction film, som både har sine op- og nedture. Ikke den bedste film i genren, men bestemt heller ikke den dårligste. Den ligger i samme genre som “The Maze Runner” ved at være en science-fiction dystopi, og jeg synes faktisk, at man har skudt endnu mere ved siden af med “The Maze Runner” end med “Chaos Walking”. “The Maze Runner” mister points ved ikke at læne sig tæt nok op ad bogen, hvor jeg samtidig kan påpege andre ting, der kalder på forbedringer ved filmen. Og denne følelse får jeg slet ikke med “Chaos Walking”.

Som jeg nævnte tidligere lyder kritikken på, at “Chaos Walking” simpelthen er dødkedelig. Og jeg tror, at dem der konkluderer dette, ikke rigtig forstår den. Ja, filmen har ganske vist en ret enkel handling, der går ud på, at Todd må flygte gennem skovene med Viola. Det er præcis det samme, som bogen handler om, og den er forrygende alligevel. Det hele vender tilbage til produktionen af filmen. Det er ikke selve plottet den er gal med, men selve fremstillingen af filmen. Jeg var selv spændt på at se, hvordan man ville få ‘Støjen’ op på lærredet, og hvordan man ville skabe den samme nervepirrende og mystiske atmosfære. Desværre synes jeg ikke, at det lykkedes at gøre filmen nervepirrende. Den var allerhøjst spændende. Den mangler mystikken, som er helt fundamentalt for plottet. Jeg havde i hvert fald en oplevelse af, at plottet i filmen var lidt for forudsigeligt, men det er selvfølgelig også nemt at sige, når man har læst bogen.

Filmen er bestemt ikke kedelig. Jeg var underholdt og nød at være tilbage i biografens mørke. På trods af nogle plothuller og måske en haltende karakterudvikling af visse biroller, synes jeg, at det er en udmærket YA-film (young-adult), som sagtens kan være på bølgelængde med andre i genren. Filmen får derfor fire solide stjerner ud af seks.