» Der er i det hele taget ikke meget positivt

Child’s Play ​- Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

I 1988 udkom ’Child’s Play’ – en blodig slasherfilm om drengen Andy, der får foræret en ”Good-Guy” dukke af sin mor i fødselsdagsgave. Det viser sig dog hurtigt at dukken ikke blot er et uskyldigt stykke legetøj. Tværtimod. Dukken er nemlig besat af sjælen af netop afdøde Charles Lee Ray, eller Chucky – en skruppeløs morder. Dette bliver startskuddet til et blodbad af et eventyr for den lille familie.
’Childs Play’ (anno 1988) var en god blanding af regulært gys og campy splatter. Den var især båret af Brad Dourif, som lagde stemme til Chucky – en grovkornet og ekstraordinært underholdende pragtpræstation. Filmen fik to efterfølgere samt en række spinoffs. Uhyggen blev gradvist nedtonet og blev erstattet af ”over-the-top” camp – til sidst i en sådan grad, at de nærmest blev parodier på sig selv.

Men nu er dræberdukken tilbage – dog i en ny inkarnation med selveste Mark Hamill som stemme. ’Childs Play’ anno 2019 er nu i de danske biografer.

Filmen kan bedst beskrives som et ”soft reboot” af klassikeren fra 1988 – med en markant anderledes handling. I den nye inkarnation er Chucky ikke besat af en morders sjæl, men er derimod blot en ”fejlindstillet” dukke. Andy er desuden en teenager og ikke et barn og Chucky er nu en ”Buddi” og ikke en ”Good-Guy”.

Det er ganske populært at genoplive gamle klassikere (Ja Disney, jeg snakker også om jer) – og med god grund; man er sikker på at lokke en enorm mængde mennesker ind, desuagtet om produktet er noget værd. I dette tilfælde synes jeg desværre ikke, at produktet når sit oplæg til sokkeholderne og det er der mange årsager til.
Skuespillet er en central årsag. Gabriel Bateman, som Andy, og Aubrey Plaza, som hans mor, er ganske anonyme i deres roller – det kan naturligvis ligeledes skyldes et tyndt manuskript, men de mangler begge den følelsesmæssige dybde, man burde kunne forvente af et forhold mellem en enlig mor og søn.
Man kan med lidt god vilje aflæse en del samfundskritiske undertoner af filmen – dårlige arbejdsforhold, konsumerisme og vores afhængighed af teknologi. Disse ender dog med at føles halvhjertede og endda en smule prædikende. Desuden virker hele konceptet med en ”buddi” dukke, som det nyeste ”smartphone” produkt, en smule forceret. Det ender med at føles som om at instruktøren har haft en masse gode idéer, som død og pine skal hives ned over Childs Play-franchisen.
Tidligt i filmen indikeres det, at Andys far enten har forladt familien eller er død – det bruges ikke til en pind efterfølgende.
Mark Hamill er udmærket som Chucky, men hans præstation bærer desværre præg af, at han spiller en kunstig intelligens og ikke et menneske. Hvor Brad Dourif tillagde dukken en masse personlighed, føles Hamill mere som en morderisk og rødhåret udgave af Hal 9000 fra Stanley Kubricks ´Rumrejsen: 2001´. Det er en skam, da Hamill er en mesterlig stemmeskuespiller og med sikkerhed kunne give Dourif konkurrence, hvis materialet havde tilladt det.

Men min to helt store problemer med ’Child’s Play’ anno 2019 er dog, at den hverken er sjov eller uhyggelig. I originalen fungerede humoren i kraft af Dourifs spil, imens verden rundt om virkede ganske virkelighedstro – i den nye udgave føles det som om, at alle (og jeg mener virkelig alle) prøver at være comic relief og det ender med at blive utroligt anstrengende. Gyset filmen bringer er desuden udelukkende baseret på jumpscares – det føles billigt og dovent.

Der er i det hele taget ikke meget positivt, jeg tager med mig fra denne. Men hvis noget skal nævnes, synes jeg, at Brian Tyree Henry, som spiller rollen som politibetjenten, Mike, er god. Han formår også som den eneste at formidle noget, der føles som reelle følelser. Ligeledes skal filmen roses for sin kompromisløshed, når det kommer til vold – der er tonsvis af blod, knogler og lidt mere blod.

Det gør oprigtigt ondt at skrive denne anmeldelse – film som Child’s Play (anno 1988) er blandt årsagerne til, at jeg elsker film så meget, som jeg gør. Men hvor den originale version osede af personlighed, passion og charme, føles ´Child’s Play´ anno 2019 som et billigt forsøg på at lokke folk i biografen ved at bruge et brand, man ved, de kender.
Øv bøv. 2/6 herfra.