» I det hele taget er ’Crawl’ en af 2019’s helt store positive overraskelser

Crawl ​- Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

Gyserfilm med dyr som den primære antagonist er imidlertid ingen nyhed – det er blevet gjort i adskillige år med større og mindre held. Den bedste indenfor denne subgenre er utvivlsomt Steven Spielbergs mesterværk, ’Jaws’ fra 1975, hvor den helt igennem tåkrummende ’Sharknado’ fra 2013 formentlig må betegnes som den værste.
Det nyeste skud på stammen indenfor dyregys er ’Crawl’, som er instrueret af Alexander Aja, som tidligere blandt andet har instrueret genindspilningen af ’The Hills have Eyes’. 
Kan ’Crawl’ mon give ’Jaws’ kamp til stregen eller er vi mon ude i en ny ’Sharknado’?

Vi møder Haley, en universitetsstuderende svømmer, som er på vej hjem fra stævne. Hun bliver gjort opmærksom på, at en orkan nærmer sig byen, hvor hendes far bor og da han ikke besvarer hendes opkald, beslutter hun at tage ned og hente ham – det viser sig dog hurtigt, at stormen ikke bliver hendes eneste udfordring. En mere skarptandet gæst ligger nemlig på lur lige under vandoverfladen. 

Svaret på det indledende spørgsmål er; Ingen af delene – men den er heldigvis markant tættere på ’Jaws’ end på ’Sharknado’. På baggrund af de forfilm der er blevet udgivet op til præmieren, havde jeg forventet en klassisk b-gyser, som måske var charmerende, men samtidig dårlig på – jeg blev positivt overrasket. 
Først og fremmest er ’Crawl’ ganske velspillet. I filmens hovedrolle har vi Kaya Scodelario og hun spiller rigtig fint. Hendes far spilles af Barry Pepper, som også leverer en god præstation. Deres samspil er ligeledes ganske troværdigt og virker oprigtigt – man føler med og for deres anstrengte far/datter forhold.
’Crawls’ visuelle side er ligeledes forbavsende god. Fotograf, Maxime Alexandre, som ellers stod bag kammeraet i en af sidste års værste film, ’The Nun’, leverer her dynamiske og levende billeder, som bidrager til den klaustrofobiske stemning.
Netop stemningen er også ganske vellykket i den første 3/4 af filmen. Den beror sig i høj grad på en krybende stemning af ubehag og klaustrofobi – og selvom der er en lille håndfuld jumpscares, er det ikke et dominerende element. Endelig er filmen dejligt blodig og selvom der er langt imellem dem, skal man ikke frygte; der er rigeligt med blodige alligatorangreb, som nok skal tilfredsstille den mest garvede splatterfan.

Filmen er dog ikke uden sine begrænsninger. Den største af disse begrænsninger er, ironisk nok, selve alligatorerne. De er computeranimerede og føles desværre ikke troværdige. Som et produkt af dette, fungerer gyset bedst i de scener hvor alligatorenes tilstedeværelse blot er indikeret, men ikke bekræftet.
Dialogen halter ligeledes efter i visse scener. Selvom forholdet mellem Haley og hendes far er troværdigt, er der enkelte af de store følelsesladede scener, som bliver en anelse for storladne – dette giver en tonmæssig dissonans, da resten af filmen er ganske afdæmpet. 
Et lignende problem er gældende i filmens tredje akt. Hvor filmen indtil da har fungeret som et far/datter drama med gyserelementer, er tredje akt rent monster-extravaganza, hvilket på sin vis er ganske underholdende, men samtidig virker mærkeligt i forhold til den resterende films tone. Men man kan omvendt argumentere for at filmen, med sin langsomme opbygning, gør sig fortjent til sin vilde afslutning.

I det hele taget er ’Crawl’ en af 2019’s helt store positive overraskelser for mit vedkommende. Den er velspillet, stemningsfuld og flot skudt. CGI-alligatorerne er ikke min kop thé og og filmens tredje akt taber mig en smule, men jeg var alligevel forbavsende godt underholdt igennem filmens 90 minutter. 

’Crawl’ kravler lige op på 4 stjerner fra mig