» Mon Dieu! Godt, man kan skrive og lave en film, så det bliver en surprise.

De Særlige – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Mon Dieu! Godt, man kan skrive og lave en film, så det bliver en surprise.

Hertil skal der siges, at jeg bestemt fandt instruktørerne Olivier Nakache og Éric Toledanos forrige film Intouchables ganske underholdende og let fordøjelig som fornøjelig. Den gav mig en udmærket og fin filmoplevelse. Jeg vil ikke være smagsdommer og sige entydigt, hvilken film der er bedre end den anden. Efter min mening er der visse lighedspunkter. Alligevel har begge film sin egen historie og hver sin berettigelse. Og denne filmseer var rørt, men ikke til tårer ved begge film. 

Allerførst vil jeg lige tage fat i filmens titel. Hors norms. Det betyder noget i retning af uden for normen. Jeg skal derfor lige tænke kreativt, hvorfor det bliver til den danske titel De Særlige. Jeg synes originaltitlen favner bredere, og den rammer derfor filmens historie og tematikker bedre end den danske. Oversættelsen fanger ikke filmens essens ifølge denne filmseer. Men den kan da gå an. Måske er der tænkt på, hvilken betydning de autistiske børn har for vores to hovedpersoner. Man må sige børnene, de har da i hvert fald en særlig plads i deres liv og levned. Måske er der med titlen De Særlige tænkt på filmens multikulturalisme og hovepersonernes evne til at være noget for andre.

I Paris hvor Malik (Reda Kateb)og Bruno (Vincent Cassel) residerer, arbejder de med unge børn og teenagere med megen svær autisme. Malik er muslim, og Bruno er jøde. Det er et slags usædvanligt venskab. Det stopper dem ikke i, at tage sig af disse unge som har behov for hjælp af en person ad gangen.  Disse unge autister er så hårdt ramt, at medicinering og pasning nu er opgivet af de autoriserede myndigheder.

Derfor kan men ned rette kalde Malik og Bruno ildsjæle. De er faktisk, de eneste som gider, har overskud og tør påtage sig en sådan opgave. Det handler om børn og unge opgivet af autoriserede myndigheder, grundet utilnærmelighed og aggressivitet eksempelvis. Malik og Bruno bliver så spurgt, om de ikke kan tage over. For man ved dybest set, der skal andre boller på suppen, hvis en vis helbredelse og fremskridt skal ske. Der må tænkes anderledes, og ting må takles og gøres, lad os sige på en uortodoks måde. For hvordan lærer man en autist at tage Metro alene, uden at trække i nødbremsen? Hvordan trænger man igennem til en som må gå med beskyttelses hjelm, da han hele tiden vil slå hovedet ind i væggen og flygter? Der må altså tænkes kreativt, uden omsvøb samtidig med venlighed, empati og forståelse. Dette bliver ikke nødvendigvis set på med positive øjne fra selv samme omtalte myndigheders side.

Stedet og dets alternative arbejdsmetoder og ikke autoriseret uddannede personale bliver lagt under hård kritik og analyse. Dagene er hårde med mange situationer der skal takles. Trods disse hårde odds og trussel om nedlukning med mere, så mener Bruno som han siger utallige gange, at der er en løsning. Hvis man skal vide hvilken, må man selv se filmen.

Mine lattermuskler vågnede grundet filmens usentimentale og visse absolut morsomme og glædesfyldte scener. Kan man ikke se det komiske og smile bare lidt, er man blottet for humor og evne til at se lyst på tingene. Trods alvor. Den svære og hårde situation for alle betyder ikke, at man ikke kan finde en slags lethed og håb, og have næsen rettet mod det, som er næste skridt og være glad for det. Som man ser i filmen – ildsjæle giver bare ikke op. Det giver håb.

Skuespillerne gør det fint. Jeg vil blot sige, at de fleste af dem er amatørskuespillere med kendskab til autisme på den ene eller anden måde.  Hovedpersonerne har en flot og komplementær skuespillerkemi. Den ene lidt mere goofy, genert blød med hjertet på rette sted. Den anden mere lige på og hård i filten der uden omsvøb siger, hvad der er behov for i den enkelte situation.

Musikken var passende blid, med fremdrift og rytmisk orienteret der skabte stemning.  To scener er meget smukke. Dansescenen og den slørede scene, vil jeg kalde dem. Disse fanger og illuderer autismen vældig fint.

Historien var en fin blanding af alvor og humor. Den favnede et bredt spektrum af arbejdsliv med de autistiske børn, samtidig med plads til scener, som fortalte om hovedpersonernes private liv.  Musikken kunne jeg lide. Jeg lo og var underholdt. Det var en fin film og en god tur i biografen, hvor filmen aldrig blev kedelig grundet dens fremadrettethed og stemning af håb. Derfor får den 5 stjerner af mig.