Afspil video

En storslået og imponerende film der fuldkommen tryllebinder seeren

Demon Slayer: Mugen Train – Anmeldt af Ida Marie Skou

Den japanske anime sensation “Demon Slayer: Mugen Train” følger op på manga- og anime-serien “Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba”. Filmen er blevet den bedst sælgende biograffilm på tværs af alle genrer i Japan, hvor den dermed har overgået klassikere som “Akira” og “Chihiro og Heksene”.

I selve serien “Demon Slayer: Kimetsu no Yaiba”, som filmen er en fortsættelse til, følger man den unge Tanjiro, hvis familie en dag bliver massakreret af en dæmon i området, hvor kun han selv og et enkelt familiemedlem overlever. Det viser sig, at hans søster Nezuko som overlevede, er ramt af en forfærdelig forbandelse, der langsomt forvandler hende til dæmon. Efter det store tab på sin familie vælger Tanjiro at træne sig op til at blive en såkaldt ‘Demon Slayer’, hvis job er at jage og dræbe dæmoner. Han drager ud på et hævntogt, og samtidig prøver han desperat at finde en kur mod dæmon-sygdommen, der har taget i hans søster.

I den nye film “Demon Slayer: Mugen Train”, venter en ny mission på Mugen-toget, og Tanijro og hans venner må stå overfor en ny og skrækindjagende dæmon, der dræber folk gennem deres drømme. Toget bærer på lunefulde og uhyggelige hemmeligheder, og samtidig med at de skal beskytte de omkring 200 passagerer om bord, må de også stå ansigt til ansigt med deres hidtil største udfordring.

Filmen er imponerende på rigtig mange punkter. Det første jeg bed mærke i, var hvor flot den er lavet. Jeg har altid været fan af animations-stilen i serien, men filmen bringer det til helt nye højder. Jeg er så inderligt glad for, at jeg fik muligheden for at opleve filmen i biografen. For det var episk og smukt, og jeg tog mig selv i at måbe op til flere gange. Derudover spiller underlægningsmusikken fænomenalt sammen med animationen og plottet, og der er skabt en harmoni, der fuldkommen tryllebinder seeren. Man har ikke lyst til at gå glip af et eneste øjeblik, og dertil må jeg indrømme, at jeg helt glemte at drikke min cola – og det må altså være første gang nogensinde. Filmen giver en utroligt visuelt imponerende oplevelse, som jeg af hele mit hjerte ville ønske, at jeg kunne opleve igen.

Det gennemtænkte og nervepirrende plot er endnu et punkt, hvor filmen imponerer. Ærligt talt havde jeg svært ved at se, hvordan man ville gøre en to timer lang film om et mysterie på et tog særligt spændende. Når man har set Demon Slayer-serien, ved man jo, at det er dæmoner, det handler om, så det kommer ikke som en overraskelse. Men jeg skal da love for, at jeg fik både action og en følelsesladet rutsjebanetur for alle pengene. For udover at byde på neglebidende spænding, leveres der også sjove humoristiske indslag og adskillige følelsesladede øjeblikke.

Man har formået at skildre fortællingen realistisk og åndeløst spændende. Det jeg især er forbløffet over, er hvordan man aldrig kan regne ud, hvad der kommer til at ske i plottet. Filmen fanger seeren i sin hule hånd, og netop som man tror, at man ved hvordan det hele vil udspille sig, bliver man godt og grundigt rystet igennem. Den oplevelse havde jeg op til flere gange. Det er jeg virkelig imponeret over. Som jeg nævnte tidligere, forstod jeg ikke helt, hvordan man kunne gøre en handling, der foregår på et tog synderligt spændende. Det er fordi, mysterier på toge er blevet brugt så mange gange i film før. Hvordan kommer man lige med en ny god idé, som ikke er set før i denne sammenhæng? Det var mit store spørgsmål. Og filmen lader da også seeren tro, at det blot bliver en omgang ‘vi-slås-med-dæmoner-på-toget’, som alle har set komme. Men sådan skulle det altså ikke være, og jeg blev i den grad overrasket positivt.

Det hele bliver tilrettelagt på en realistisk måde, sådan man ikke føler, at en karakter måske er lidt for kraftfuld i en kampscene for eksempel. I anime synes jeg nemlig, at episke kampscener hurtigt kan blive urealistiske ved, at en karakter måske er en tand for stærk. I denne film har man formået at lave det sådan, at det hele giver mening i forhold til, hvilken karakter der er tale om, og på den måde skabe den realisme, som jeg synes, er så central for kampscener.

Man knytter et bånd til karaktererne gennem serien, og derfor påvirker alt det de går igennem filmseeren. Man kender deres baggrund og personlighed, og jeg tror, det er derfor, at filmen rammer plet på så mange punkter. Dertil giver det mest mening at se filmen, hvis man enten har set anime-serien eller læst mangaen. Ellers vil man nok blive mere forvirret end begejstret for filmen. Karaktererne er, som man kender dem, og er sjove, søde og charmerende som altid. Karakterudviklingen fylder meget, især hos hovedpersonen Tanjiro, da han må igennem en umådeligt svær og personlig opgave. Det giver øjeblikke, hvor jeg tænker, de fleste med et hjerte vil fælde nogle tårer.

Filmen får seks store stjerner ud af seks fra min side. Alle elementer går op i en helhed, der harmonerer, og indkapsler seeren i et fantastisk eventyr. Jeg havde en vild filmoplevelse, hvor jeg både lo og græd og sad målløs og åndeløs. Der er nogle utroligt flotte kampscener, der fik hårene til at rejse sig på mine arme og ben, og frembragte behagelige små gys undervejs. Jeg sad med alle følelserne uden på tøjet gennem filmen, og det er virkelig en fed oplevelse.