» Filmens helt store problem er dog dens længde

Dragged Across Concrete – Anmeldt af Rasmus Ølholm

Navnet S. Craig Zahler vækker formentlig ikke genklang hos det bredde filmpublikum – og det er der ikke noget at sige til. Manden er ganske enkelt kriminelt overset i Danmark. I 2015 fik han sin instruktørdebut med den mararidtsagtige western/gyser, Bone Tomahawk. Der skulle gå i omegnen af to år fra dens amerikanske præmiere, før den fik dansk præmiere – dog kun på VOD og DVD. Næsten ligeså lang var ventetiden med Zahlers næste film, Brawl in Cell Block 99, som udkom i 2017, men først i 2018 fik dansk VOD release. I hovedrollen var Vince Vaughn, som også er med i Zahlers nyeste film; Dragged Across Concrete, som nu (godt og vel et halvt år efter sin amerikanske præmiere) er tilgængelig på VOD i Danmark.

Zahlers to første film var unikke i deres blanding af karakterdrevet, menneskeligt drama og deres kompromisløse vold, som mildt sagt var ualmindeligt vellavet og brutal. Spørgsmålet er nu om Dragged Across Concrete, ligesom Zahlers sidste to film, er ventetiden værd.

Filmen tager udgangspunkt i to betjente (spillet af Mel Gibson og Vince Vaughn), som bliver suspenderet efter en video med dem under en voldelig arrestation bliver delt. De to betjente tvinges nu ud i en dyster nedstigning til den kriminelle underverden, for at kunne forsørge deres familier – et relativt simpelt setup.

Gibson og Vaughn i de to hovedroller er eminente, men Tory Kittles, som spiller en tredje central rolle (hvilket ikke kan uddybes mere uden at spoile) er virkelig god også. De formår hver især at spille deres roller nuanceret, hvor man både hader dem og hepper på dem – og netop disse nuancer er en af grundene til at denne film fungerer. Den kaster sig over et af de mest følsomme emner, nemlig politivold og raceforhold i USA, men den gør det uden at lægge ord i munden på seeren. Den konstaterer blot hvad der foregår og fortæller en historie ud fra det – ingen af parterne bliver portrætteret som gode eller onde.

Ligesom det var tilfældet med Zahlers seneste film, indeholder Dragged Across Concrete scener med yderst grafisk indhold. Dog er den ekstremt kompromisløse vold nedtonet en smule, om end ikke fjernet helt. Effekterne er som vanligt vellavede og får det til at vende sig i én.

Filmens helt store problem er dog dens længde. Med en spilletid på to og en halv time, når filmen at køre en smule i tomgang efter en times tid. Jeg sad med en klar fornemmelse af, at man sagtens kunne have skåret 20 minutter fra spilletiden.
Dragged Across Concrete er desuden en smule rodet fortalt og mange karakterer, såvel som handlingstråde, introduceres – og selvom der kommer forløsning på mange af disse handlingstråde, kommer filmen faretruende tæt på at tabe mig undervejs – også selvom den aldrig bliver decideret kedelig.

Jennifer Carpenter, som spillede en central rolle i Brawl in Cell Block 99, ses i en birolle. Hun ender desværre med at overspille og hele subplottet omkring hende ender med blot at blive en henkastet bemærkning, som ikke rigtig er relevant for historien.

Men alt i alt virker det menneskelige drama så godt, at jeg sagtens kan se igennem fingre med filmens fejl.  Selvom den er for lang, bliver den aldrig decideret kedelig og i de perioder hvor filmen fungerer, er den noget af det mest spændende jeg har set i år. Skuespillet fra vores hovedpersoner er i top og så er det forfriskende med en film, som tør tage et yderst følsomt emne op uden at blive prædikende eller nedladende.
For at svare på det indledende spørgsmål, er Dragged Across Concrete ventetiden værd – den er ikke S. Craig Zahlers bedste film, men den er stadig en af de bedste film jeg har set i år. Den får 4/6 stjerner herfra.

[TheChamp-FB-Comments]

Dragged Across Concrete

Instruktør: S. Craig Zahler

Medvirkende: Mel Gibson, Vince Vaughn, Tory Kittles, Michael Jai White, Jennifer Carpenter

Spilletid: 2 t. 39 min.

Premiere: 20. maj 2019 (VOD)

Hvad synes du om filmen? 

[ratingwidget]

 

Trailer