Kontemplativ og dyb og en fremragende måde at vise historien Drive My Car på

Drive My Car  – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse af  Drive My Car

Filmen ‘Drive My Car’ er en film af den japanske instruktør Ryusuke Hamaguchi. I Danmark kender mange ham sikkert fra filmen med den danske titel ‘Japanske fortællinger’.  Filmen er baseret på den japanske forfatter Haruki Murakamis novelle ‘Drive My Car’, som man finder i novellesamlingen ‘Mænd uden kvinder’. Det er god ide at læse novellen i forbindelse med filmen.

 

Filmen varer 3 timer. Det skal man være forberedt på, inden man går ind og ser den. Man skal også være klar over, filmen er meget japansk. Derved mener jeg, høfligheden er ikke til at tage fejl af – man siger De til hinanden, bukker stilfærdigt og yder på den måde respekt og værdighed for det menneske man står overfor. Ikke mindst ser vi flotte billeder fra det japanske bylandskab og også få landskabsbilleder. Vi opdager også for eksempel, man i Japan kører i venstre side som i England, dog sidder rattet i venstre side af bilen, som i lande med højreside kørsel. Et faktum, jeg ikke vidste og var sjovt at opdage.

 

Når ovenstående er på plads, så er filmen som sagt baseret på Murakamis novelle. Da jeg læste novellen, var det meget slående, at man som filmmager havde fået skrevet og filmet en tre timers lang film.  Det tyder på, novellens stemning, dialog og historie har givet anledning til at udvide og fortælle videre på historien. Så derfor er det nogle letgenkendelige passager i filmen, og også andre som er forskellig fra novellen. Jeg skal ikke trætte med en analyse om bilens farve er bedre som gul eller rød, eller om en persons baggrundshistorie fungerer bedre i novellen eller filmen. Der er også byttet rundt på historiens kronologi. Jeg opdagede disse forskelligheder, og de gjorde mig intet, da essensen og stemningen i film og novelle er på linje med hinanden. Det anser jeg som det vigtigste. Hvilket, jeg mener, er lykkes til fulde. Man evner at finde en eftertænksom, sørgmodig stemning og i den grad kontemplativ, der giver anledning til samtale og menneskelig granskning og opdagelse.

 

Meget kort handler historien om instruktøren, skuespilleren og skuespilcoachen Yusuke Kafuku ( Hidetoshi Nishijima). Han får diagnosticeret grøn stær. Det betyder, han har et blindpunkt i sit synsfelt, så lægen tillader ham ikke længere at køre bil.  Men han har brug for at komme rundt. Han bliver introduceret for den unge kvindelige chauffør   Misaki Watari (Tôko Miura). Hun er en yderst dygtig chauffør, der evner at skifte gear umærkeligt og lave bløde opbremsninger.  I bilen, udgår de ikke via deres dialog at komme tæt på hinanden, og opdager en fælles platform og nødvendig dialog med hensyn til sorg og død – ikke af forglemme, hvem de rent personligt er med mere. 

 

Instruktøren nævner selv, at en karakter i historien under en samtale udtaler; “If we hope to truly see another person, we have to start by looking within ourselves”. Dette påvirker vores protagonist Ysuke Kafukus indre liv, hvilket ses tydeligt i filmen. Derfor argumenterer han også, at denne sandhed påvirker protagonisten i en så aldeles høj grad, og er en del, vi ikke læser om i novellen. Dette var en interessant del for instruktøren, og følte denne måtte beskrives og vises, som så bliver til nærværende film. Han nævner også han kender til en skuespillers kvaler med hele tiden at skulle være en anden end sig selv. Dette ville han også udforske. Hvilket jeg han i den grad gør.

 

Han udtaler også:

 

“When I began working on the filmization of this short story filled with such fascinating elements, my aim was to let these questions and answers unfold as a chain of “voices” containing truth, as depicted in the story, to arrive at Kafuku’s final answer. This was also about creating an experience for the audience that allows them to continuously, intuitively sense the truth through the fiction that is acting.”

 

Med denne udtalelse forstår jeg meget vel, hvorfor teater, instruktør og skuespildelen spiller en så stor rolle i filmen, hvilket ikke får særlig meget plads i novellen. Selve teaterstykket i novellen er ‘Onkel Vanja’ skrevet af Anton Tjekhov. Den skal vores protagonist instruere og få på benene. Det særlige ved det er, at skuespillerne taler forskellige sprog såsom mandarin, japansk engelsk og koreansk, da de kommer fra forskellige lande. En af de kvindelige skuespillere udtrykker sig endda via tegnsprog. Dette giver noget til pointen om, at man som skuespiller kan være i en usund og ustabil mentale tilstand, hvilket kan give splittet opfattelse og svært at se sin indre personlige og sjæls kerne. Ydermere, giver denne del noget til det om hvordan vi mennesker kommunikerer, og udtrykker og os selv vores indre emotioner.  Altså hvem man er, på et dybt plan. Dette synes jeg er velskrevet og velfilmet. Det er en interessant del, som jeg virkelig godt kan lide. Samtidig giver det en dramatisk effekt, som fungerer glimrende.

 

Skal jeg endelig komme med noget, jeg ønsker anderledes i filmen, er det længden, og jeg fandt en sekvens meget lang. Den kunne være kortere eller vist som hurtigere kollage i min optik. Men det er et valg, hvilket jeg fuldt ud respekterer. Det gør ikke filmen dårlig, da det giver noget til filmens eftertænksomhed og dybde, men noget langtækkelig.  

Min endelige beslutning bliver at give denne film 5 store og flotte stjerner som lyser over land by, da den evner at komme dybt ind i et menneskes psyke.

Drive My Car

Instruktør: Ryûsuke Hamaguchi

Skuespillere: Hidetoshi Nishijima, Tôko Miura. Reika Kirishima Masaki Okada, med flere.

Genre: Drama 

Spilletid: 2 t  og  59 min

Premiere:  31. marts  2022