Miniserien fanger, da protagonisten og historien viser nørdet skakspil på en fortryllende interessant og cool måde

Dronninggambit – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Miniserien Dronninggambit er baseret/inspireret af bogen The Queen’s Gambit skrevet af Walter Tevis. Hvilket er en bog, jeg nu kunne tænke mig at læse.

Titlen referer til en anerkendt åbning af et skakspil. De som spiller og ved alt om det, kan i detaljer forklare dette. Men i skaksprog flytter man altså, som jeg har forstået det, dronningens bonde for at åbne vejen for dronningen. Damen, et navn hun også går under, er skakspillets stærkeste brik. Den kan bevæge sig frit på brættet med undtagelse af at hoppe over andre brikker. Så begynder man således, skulle det derfra besværliggøre et følgende parti skak komplekst og interessant.

Om denne titel – denne skakåbning forklarer og har en dybere mening for historien, må man selv afgøre hvordan og hvorledes ved at se miniserien på Netflix.

I hvert fald er Dronninggambit en coming of age historie. Vi følger Beth Harmon (Anya Taylor-Joy) fra barn til voksen. Samtidig er der en historie som foregår i 50erne og 60erne.

Som barn kommer Beth på en skole for forældreløse efter en bilulykke, hvori hun mister sin mor. Faren er fraværende. Nu på skolen, bliver hun præsenteret for livet – og det lige på. Det er af betydning for, hvordan hun takler og møder livet senere. På skolen bliver hun præsenteret for afslappende piller og et nok så ufint sprog. Hun møder forskellige mennesker – ikke mindst Mr. Shaibel (Bill Camp), som er skolens pedel. Beth keder sig i kortimer og andre fag, der ikke er matematiske orienteret. Derfor flygter hun ned i kælderen. Der lærer Mr. Shaibel hende at spille skak – træk for træk.  

En dag kommer der et ægtepar til skolen.

De adopterer Beth. Nu begynder tiden i nyt hus og på ny skole. Nu i teenageårene udvikler hun sig til en usædvanlig dygtig skakspiller. Hun spiller turneringer og vinder priser og over andre dygtige mandlige skakspillere. Årtiet taget i betragtning er det unikt. Hun vinder en vis status og anerkendelse, og også venner på den konto – skal det vise sig.

En dag forlader herren i huset, kone og Beth.

Det styrker båndet mellem Beth og hendes adoptivmor.

Nu oplever Beth også sine første oplevelser med det andet køn med mere. Ikke at forglemme alkohol og fjolletobak.

Det gør det ikke nemmere, adoptivmoren selv har hang til vinflasken og fyldte cocktailglas.

Som voksen er det, hvordan Beth skal takle hangen til alkohol og afslappende piller og succesen som skakspiller – eller rettere vejen til, hvem hun er som menneske og som succesfuld skakspiller.

Nu skal styling, setting og musikken man har valgt til miniserien have klapsalver. Det er alt sammen flot og passende. Bilerne, kjolerne, make-up, indretning i hjemmet er præcis, som det var den gang. Det er flot og gennemført. Musikken er jeg glad for, da den indeholder kendte som ukendte sange fra den gang, og passende stemningsskabende klavermusik. Ifølge mig afrunder det det hele, og giver et sammenhængende helhedsindtryk.

Selve historien er karakterdrevet. Vi følger Beth livet igennem. Hun er allerede et vidunderbarn, der spiller skak på et niveau, som få kan følge med på. Vi følger hendes vej til at blive dygtigere og dygtigere, samt hændelser i hendes personlige liv af afgørende betydning. Dette skal hun lære at balancere, samt erkende, hvem, der er der for hende.

Skuespillerinden Anya Taylor-Joy har nogle meget fremtrædende øjne med et gennemtrængende blik. Så jeg forventer meget af skuespillet skal lyse ud af øjnene, så at sige. Det gør det mange steder. Jeg synes, hun gør en flot indsats. Måske kan det visse steder blive for meget med kameraet close up og fokus på øjnenes blik. I hvert fald er det med til at styrke hendes karakters stille eftertænksomhed og fascination af og måde at arbejde med skakspillet på. Det funger ganske glimrende. Især i de scener hvor hun ser et skakspil for sig i loftet. Det er filmteknisk flot lavet, i min verden. Det understreger også, skakspillet har fart, noget intellektuelt, intuitivt og fængslende over sig.

Det jeg synes mindre om, er miniseriens slutning. Det hele tager en drejning, jeg ikke helt forstår, hvorfor. Det skal forstås på den måde, at jeg pludselig synes, karakteren og skakspillet pludselig får noget politisk over sig. Måske er der en spion gemt i det hele. Det klæder hverken karakteren eller historien. Fokus, skulle være på karakterens udvikling og hvorfor, samt selve skakspillet. Det viser man på sin vis også. Alligevel synes jeg, det skal fremstå tydeligere med mindre undertoner af alt det der Rusland versus supermagten Amerika noget. Jeg ved ikke, hvordan det er i bogen. Måske er det sådan, fordi tiden var sådan.

Jeg rater denne miniserie ganske højt. Det er flot lavet. Skuespillet er helt fint, stærkt og solidt. Kostumer med mere er lige på kornet. Derfor må jeg flytte min dronning-skakbrik hen at stå på 5 stjerner ud af de 6 mulige.