God, af en katastrofefilm at være, men desværre også meget klichepræget med alt for mange plothuller.

Greenland – Anmeldt af Ida Marie Skou

Anmeldelse

Den biografaktuelle ”Greenland” visualiserer frygten for omfattende og altødelæggende meteornedslag på jorden.

Vi ved, at der i dag er stor fokus på aktivitet i rummet, og dette gælder naturligvis også kometernes baner, tætliggende asteroider og eventuelle meteornedslag. Dertil kommer frygten for en kollision med et af disse kosmiske elementer, der kan få gruelige konsekvenser for livet på jorden. Dette frygtscenarie skildres i denne nye katastrofefilm.

En planetknusende komet sætter bane omkring jorden. For sent opdager man, at fragmenter fra kometen vil få altødelæggende konsekvenser. Hvordan takler man lige denne situation?

Kometen Clarke sætter bane tæt omkring jorden, hvilket skulle få små fragmenter til at nå jordens atmosfære. Ganske sensationelt, men ikke noget farligt. Tror man altså. For efter det første nedslag vil det vise sig, at NASA har taget grueligt galt. Og hvad stiller man lige op mod en altødelæggende (og ligefrem planetknusende) storm af kometfragmenter? Helvede bryder løs på nul komma fem, så man nærmest skulle tro, det var covid-19 filmen handlede om og ikke en planetdræbende komet.

Umiddelbart lyder det lidt som en kliché, og helt sikkert noget man har set fra andre katastrofefilm: Helvede bryder løs. Det går rigtig galt for hovedpersonerne. Pinslerne og ødelæggelserne får ingen ende. Derfor var jeg også mest interesseret i at se, hvilket twist man har givet filmen for at gøre den bedre end alle andre naturkatastrofefilm.

I filmen følger man byggeingeniøren John Garrity og hans kone og søn, der modtager besked om at melde sig på en militærbase for at blive evakueret til et sikkert sted. På militærbasen bliver John dog skilt fra sin familie, og alt går ned ad bakke derfra. John skal nu kæmpe for at finde sin familie og sikre deres overlevelse i den grusomme naturkatastrofe. 

Selvom jeg synes, at plottet virkede ret gennemskueligt, og at filmen til tider var meget klichepræget, var jeg faktisk underholdt gennem hele filmen. Det var bestemt en meget intens og til dels nervepirrende affære, trods det nok primært skyldes, at filmen blev oplevet i biografens mulm og mørke. Jeg tror ikke, den vil være helt så intens, hvis man ikke oplever den på det store lærred.  

Til dette kan jeg dog tilføje, at jeg er meget positivt stemt overfor vinklingen af filmen, der netop har skabt den meget autentiske og intense oplevelse. Filmen fokuserer hovedsageligt på den lille familie og deres interne drama, hvilket bringer seeren helt tæt på karakterens oplevelse af denne forfærdelige katastrofe. Det giver især plottet en emotionel dybde, der bidrager meget til autenticiteten.

Rent visuelt er filmen ligeledes imponerende, og der er skabt mange smukke (men rædselsvækkende) billeder. Der kunne dog spottes steder, hvor landskabet så utroligt computergeneret ud, hvilket også svækkede filmmagien.

Med dette sagt, synes jeg, at filmen besad en del mangler, for at kunne kaldes smadder-god. En god vinkel og udmærket CGI kan ikke få filmen op på de 6 stjerner. Plottet besad efter min mening en del mangler. Handlingen skrider til tider meget hurtigt frem, og inddrager ikke væsentlige detaljer, der ville fuldende filmoplevelsen. Plothullerne gør filmen urealistisk, og det er bare så ærgerligt. Det pustede altså bare luften ud af ballonen for mig, da jeg ofte sad og beklagede mig indvendigt over udeladelse af vigtige ting. Dette kunne (uden at løfte sløret for meget) være at man f.eks. ikke har lagt vægt på noget så væsentligt som udtalelser fra regeringen, eller hvordan andre lande reagerer på ulykkelighederne.

Den får 3 ud af 6 stjerner herfra. God, af en katastrofefilm at være, men desværre også meget klichepræget med alt for mange plothuller.