» Filmen viser noget smukt og på samme tid ubehageligt

Harpiks – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Forkvaklet verdenssyn. 
Det er ordene, jeg tænker på i forbindelse med filmen Harpiks.
Godt og vel inde i filmen, tager et par af biografgængerne sine ting og går.
Viser filmen en livsanskuelse, der er alt for fremmed.
Måske!?
Blev historien og filmens billedsprog for meget.  
Hvem ved!?

Det er ikke altid let, at skulle se en film med et for nogle særpræget tema – det er ikke let, som inkarneret byboer at skulle forholde sig til naturens vildskab, nøgne sandhed og til tider beskidte og blodige ulækkerhed.

Filmen Harpiks er baseret på bogen af Ane Riel med samme navn. Jeg har ikke læst bogen. Derfor, hvis læsere og biografgængere kan tilføje og se noget jeg ikke kan, så er det berettiget.

Vi befinder os på en ø. Her er et lille samfund, hvor alle kender alle så at sige. Landpostbuddet må og skal aflevere post til en familie, der bor isoleret i deres faldefærdige hus langt inde i skoven. De bor der, så familien kan være sammen. Forældreparret er erklæret ikke egnet til at tage sig af deres barn. Så ingen udefrakommende er velkommen.  Myndighederne skal ikke tage deres datter fra dem.

Så nu møder vi altså Liv (Vivelill Søgaard Holm) der bor med sin far Jens (Peter Plaugborg) og sin mor Maria (Sofie Gråbøl). De lever med, hvad naturen kan give dem af mad. For eksempel går Liv og Jens på jagt. Jens lærer fra sig, hvordan man flår en kanin. Der tales om harpiks, og hvad det kan bruges til. Der tales om bloster og træernes navne. Den smukke skov og sø giver frihed. Alligevel er ikke alt, som det skal være. Maria, der i de seneste år er blevet meget og alt for overvægtig, er gravid. Hun er sengeliggende, og kan ikke komme op. Derfor må Jens og Liv passe på hende, så godt de kan, og med det de har af muligheder. Det er her harpiksen blandt andet kommer ind. En dag for de besøg af farmor (Githa Nørby). Det ender ikke lige så lykkeligt. Liv, som er teenager, er også ude på opdagelse i nærliggende by og dens kro om natten. I takt med Marias helbredssituation forværres, så sker der også noget i relationen mellem Jens og Liv. Ergo sker der også noget med selve livsbetingelserne og i omstændighederne. Det er her Liv må se sin fars sande jeg (forkvaklede verdenssyn) i øjnene.

Jeg må et kort øjeblik nævne filmen Captain Fantastic. Som jeg husker, var den film både morsom og dramatisk. Et spørgsmål vi diskuterede efter filmen, var noget med, hvem er egentlig utilpas og svagelig syg, det enkelte menneske eller samfundet? Der er ingen komedie over filmen Harpiks. Det forlanger jeg heller ikke. Dog må jeg sige, det ville måske klæde historien med en lettere og lysere scene eller to. Men ret skal være ret. Filmen får thriller som genrebetegnelse. Ikke engang det er (i hvert fald i min verden) heller ikke helt rammende. For mig mangler der mere suspense, hvis jeg skal være med på den. Samtidig også en anden brug og type af musik. Dog, forstår jeg så absolut genrebetegnelsen. Harpiks er for mig et drama – et familiedrama. For det er her, jeg ser historiens kerne. Jens har et ikke helt sundt og realistisk syn på sin og sin families situation. Han kan ikke se, hvor det er, han trænger hjælp. Han kan ikke se, hvor han kommer til kort og har begrænsede muligheder samt kundskaber. Måden, han gebærder sig på og takler det hele på, er ikke hensigtsmæssigt. Derfor bliver han for mig en usympatisk mand med et forkvaklet verdenssyn.

Filmens billedsprog passer glimrende til historien. Disse sekvenser, hvor vi ser, sådan som foregår hos dyrene og i naturen, de er for mig smukke og ubehagelige på samme tid. Ligesom livet og historien Harpiks. Jeg må nævne scenen, jeg vil kalde sommerfuglekronescenen.

Jeg har ikke så meget at sige om skuespillet. Jeg kan ikke påpege hverken noget meget negativt eller meget positivt. Jeg synes, alle fungerer fint i deres roller.

Nu er tiden kommet til at give denne film stjerner. Den får fire solide stjerner ud af seks mulige af mig. Det gør den, fordi jeg synes, filmen viser noget smukt og på samme tid ubehageligt på en glimrende og nok så fængede måde.