» Jeg fik et ærligt indblik i det Shia LaBeouf ville fortælle om

Honey Boy – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Skriv, om det du kender!

Skriv, hvad du har på hjertet!

Historien i filmen Honey Boy er netop en sådan historie, hvor manuskriptforfatteren Shia LaBeouf har skrevet om det han kender, og hvad han har på hjertet.  Det kan i en historie vise sig at være både en styrke og svaghed.

Honey Boy er en selvbiografisk fim. Det har uden tvivl været vigtigt for Shia LaBeouf at være igennem skriveprocessen til denne historie, og også at filme denne film. Det er fortællingen om, hvordan han blev opmuntret til at skrive i et terapiforløb, han har været igennem. Honey Boy er resultatet. Ifølge denne filmseer er det bestemt blevet en historie, som er værd at fortælle.

Vi er i det solrige Californien. Vi møder den 22 årige Otis (Lucas Hedges) som er ved at optage film. Hans psykiske helbred og eller tilstand har set bedre dage. Det gør det ikke bedre, han åbenbart har hang til at drikke mere alkohol, end hvad godt er. Efter en bilulykke bliver han beordret et terapiforløb. Det består bland andet af at bruge ord og skrive. Otis gør, som der bliver sagt. Skriveprocessen er i gang, og historien får liv. I flashback ser vi, hvordan den 12-årige Otis (Noah Jupe) i tidlig alder arbejder som skuespiller, og betaler sin far James Lort (Shia LaBeouf) for at tage sig af ting og sager. Deres forhold er turbulent. Det er ikke let for en ung teenagerdreng, at skulle takle en far der mangler det basale omsorgsgen, drikker og slår.  De bor i noget, der ligner et faldefærdigt motel, hvor naboerne råber og skriger af hinanden. Men Otis gør, hvad han kan. Otis svarer og forsvarer sig, så godt han kan. Det er hans historie.

Filmen fungerer rigtig godt med scenerne, der skrifter fra tiden i barndommen til tiden i terapiforløbet. Det er for mig en passende måde at fortælle denne type historie på. Det ville tabe det terapeutiske islæt, hvis den blev fortalt anderledes. Det kan sikkert for nogen synes at være for meget med alt dette terapi noget. Dog, finder denne filmseer aldrig et moment i filmen, hvor det bliver til selvmedlidenhed og navlepilleri med ”jeg er et offer attitude.” Tværtimod. Det viser den måde Otis handler på – hvad han siger i og mener om terapiforløbet, viser det også. Jeg tænker også her især på scenen, hvor far lærer søn at ryge joint. Scenen er virkelig gribende på en særlig måde. Tydeligvis, ønsker Otis at forstå faderen og hans handlinger. Otis ønsker at vide, hvor han kommer fra og forstå dette. Han må se det i øjnene. Hans familie består af en række generationer, der har været alkoholikere. Det er hans familiearv.

Farvepaletten er mørk, og den passer fint til historiens drama og tunge mørke side. Derfor bliver det så flot med for eksempel motorcykelscenerne, hvor sollyset får en særlig glød og et poetisk udtryk. Poetisk og mere kunstnerisk bliver det også med mime- og klovnescenerne. 

For mig er skuespillet glimrende og velfungerende. Shia LaBeouf fungerer flot og solidt som sin far. Som den 22-årige Otis spiller Lucas Hedges også overbevisende. Noah Jupe som den purunge Otis fungerer også aldeles glimrende. Det er noget skridsikkert og autentisk over skuepillet. Han rammer plet, med sin måde at fortolke og sige dialog på.

Nogle vil påpege, at vi i Honey Boy ikke lige kommer omkring, omtaler og dealer med de skandaler Shia LaBeouf nu som voksen er indblandet i.  Den historie hører til i en anden film. Samtidig vil det gøre filmen unødig lang og ufokuseret, som jeg ser det. 

Det varierede musikvalg fungerer godt til scenerne. Den blide musik, sange, det up-beat musik, rap passer alt sammen rigtig godt. 

Skulle jeg omtale et sted, hvor jeg synes der er rum for forbedringer i filmen, så skulle det da være, at jeg kunne tænke mig lidt mere baggrundshistorie om faderen.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente af denne film. Det viser sig, den fangede mig på den gode måde. Jeg fik et ærligt indblik i det Shia LaBeouf ville fortælle om, og ville dele med sit publikum omkring sig selv og sin livshistorie. Netop filmens ærlighed, ikke selvmedlidenhed og dermed mod til at blive voksen blev fortalt på en hensigtsmæssig måde. Filmen er meget seværdig. Derfor giver jeg Honey Boy filmen 5 ud af seks mulige stjerner.