» Filmens højaktuelle og vigtige tema fortjener stort plus og høje karakterer

Honningland – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Nutidens enigma – hvordan kan et menneske uden at miste en del af sig selv leve i kapitalismens skygge i pagt med naturen? Er der en grund til, at vi mennesker glemmer, hvad naturen giver og tilbyder os mennesker af mad, drikke og skønhed? Jeg skal ikke kunne sige det entydigt. Filmen denne anmeldelse drejer sig om, den er meget aktuelt og vigtig i det henseende, som jeg ser det. Honningland sætter i hvert fald et klart spotlys op derpå. 

Hatidze Muratova lever sit noget ensomme, stille og usete liv i sin lille hjemmelandsby i Makedonien. Hun bor i et lerhus med katten, hunden og moderen. Der er ingen elektricitet. Aftenenes lyskilde er et enkelt eller to stearinlys. Vandet skal hentes ved brønden, og om vinteren er det sneen der smeltes i kasserollerne på det lille komfur. Hun passer sin syge og sengeliggende mor. Hun skal have mad og være ren. Relationen kan være noget anstrengt. Modsat. Samtalerne de har, er meget vigtige. Selv om moderen er syg og hører dårligt, er hun i stand til at svare og opmuntre sin midaldrende datter. Samtidig må Hatidze passe sine bistader. De er placeret forskellige steder i området. Det er hendes levebrød og daglige rutine. Bistaderne er ikke nødvendigvis bygget på traditionel måde, som man kender og har set. Hatidze Muratova lever på den måde meget i pagt med naturen. Hun går meget lange gåture i området, når hun skal hente honning og tilse bistaderne. Den måde hun omgås bierne på, den er enestående. Man kan kalde hende en bi-hvisker. Hun bruger sin stemme, og med den messer eller synger hun bierne toner og ord. De stikker hende aldrig. Samtidig ved hun, at hun skal give for at kunne tage. Derfor levner hun altid halvdelen af honningen, så bierne kan nyde godt af den. Hun tager turene ind til Skopje for at sælge sin honning og tjene sine penge.  På markedet, hvor hun sælger honningen, er de enige om, at honningen er god. Den er økologisk, renset uden tilsat sødemidler. Kvaliteten er sublim og upåklagelig. På markedet er hun vellidt, og man betaler gerne mange penge for denne honning.

Alt er således i harmoni, stille fredeligt og roligt.

Men dette skal åbenbart udfordres i denne tids tempo og fokus på at lukrere – i denne tid hvor alt skal udnyttes og drives frem ad til noget større og større.

Intet varer ved.

Alt skal og vil partout forandres.

En dag melder nogle nye naboer sin ankomst. De er nomader. Det er en familie bestående af mor, far og syv børn. Det giver i første omgang larm og uro. Det er ungerne, maskinerne og de mange kreaturer. Hatidze er åben og venlig. Hun tager imod de disse mennesker. Hun lærer biavlens ædle kunst fra sig. Det både til familiens far og store søn.

Nu er det, at der pludselig en dag opstår uenigheder. Det ender ikke godt. Hatidze må nu se sit livsværk blive ødelagt. Hvordan hun takler det, og hvordan det udvikler sig. Det skal man selv opleve ved at se filmen.

Da jeg så filmen, var det en ting som slog mig, og et spørgsmål jeg stillede mig selv. Hvor meget er dette en reel dokumentar eller biografisk fortælling? Hvor meget i denne film er ren iscenesættelse? 

I hvert fald er det svært at skelne som filmseer. Det gør filmen yderst interessant. Det gør filmen en større analyse værdlig, om man vil. For så er klipningen af denne film usædvanlig godt eksekveret. Ydermere er timingen med at dokumentere lige præcis denne hændelse i Hatidze Muratovas liv usædvanlig heldig. 

Filmen er utrolig flot filmet. Scenerne om aften i stearinlysets skær i lerhuset ligner malerier fra den mørke middelalder. Der er close ups, så vi ser den naturlige og usminkede Hatidze Muratova. Det er smukt og grimt på samme tid. Det omkringliggende landskab rustikke og grå bliver vist uden pynt. Der er mange billeder, der er som stillbilleder med små historier i sig selv.

Jeg har et ønske til rum for forbedringer til filmen. Der er, da nomade familien tager af sted og videre på deres færd. Jeg spørger mig selv. Er det, fordi de er nomader, fordi de på en måde ser, hvad de er skyld i og flygter fra deres ansvar, eller fordi de af autoriter (muligvis er der visse ting publikum ikke må eller behøver at vide) er blevet beordret at makke ret, og derfor drager de videre uden en form for slags samvittighed? Det er ligegyldigt, hvor virkeligt eller ikke virkeligt det hele er. Det måtte godt stå lidt tydeligere.

Traditionen tro skal jeg uddele filmen stjerner i en sådan her anmeldelse. Filmens højaktuelle og vigtige tema fortjener stort plus og høje karakterer. Filmmagermes måde at filme på og skrue en historie sammen på – dokumentere på fortjener ros og anerkendelse. Mine fem stjerner ud af seks mulige er derfor yderst velfortjente til denne meget seværdige film.

Honningland

Instruktøre: Tamara KotevskaLjubomir Stefanov

Medvirkende: Hatidze Muratova

Genre: Dokumentar

Spilletid: 1 t. 27 min.

Premiere: 21. november 2019

 

Trailer