» Jeg blev så rørt over sangen i den sidste scene

Judy – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Der er skabt Oscar-hype i det seneste. To skuespillere har brilleret med deres skuespil, som i den grad er brændt i gennem det store biograflærred. Den ene er Joaquin Phoenix med sin præstation som Joker i filmen Joker. Den anden er Rene Zellweger for sit portræt af Judy Garland i filmen Judy. Ifølge denne filmseer fortjener de begge anerkendelse og som minimum en Oscarnominering. Det viser sig, at begge film giver et portræt af en karakter, et menneske, der ikke har det nemt, og derfor er endt et sted langt nede i dybet af dem selv. Lad os bare sige, de oplever sider af dem selv og livet, de har svært ved at takle. De gennemgår ikke nødvendigvis en transformation fra det dårlige til det bedre. Vi ser mere, hvordan alt dette påvirker dem selv, deres omgivelser og deres liv, og hvordan de vælger at agere.

Når jeg ser en sådan film, så forventer jeg et portræt der giver indblik, forståelse for, og billede af hovedpersonen. 

Det indfriede filmen Judy ganske så fint.  

Lad os se nærmere på denne biografiske film. 

Judy (Rene Zellweger) er ikke længere America’s Sweetheart bedårende barnestjerne med kæmpe sangtalent, og som ikke er i Kansas mere. Hun er nu voksen med tre børn. Den ene er voksen, de to andre er i skolealderen. Kærligheden er det så som så med. Karrieren skal der gøres noget ved, hvis familien skal forsørges og total falliterklæring skal undgås. Mad og fornødne ting skal kunne købes. Judy ender derfor i London, hvor hun er hovedattraktionen på et teater. Dette er både skidt og godt for Judy og hendes liv. Realiteten er, at nogle aftner er bedre end andre. Nogle gange spiller musikken og sangen synges muntert og med glimt i øjet. Der afstedkommer også aftner med nogle uheldige verbale udbrud mod publikum, og derfor ikke altid succesfulde sceneoptrædener med efterfølgende kritik i aviser. Privatlivet er noget rod, og Judy kan ikke rigtig finde fodfæste. Hun kæmper med sig selv og barndomsminder, manglende selvtillid, sin karrieres fallerende succes, kærlighed med mere. Alt dette udspiller sig i Judys sidste leveår.

Rene Zellweger er fantastisk som Judy Garland. Det ene øjeblik ser hun glad og ubekymret ud. Det næste øjeblik trist og uforstående over for det der sker. Ligesom Judy er hun en smule foroverbøjet og petite med hængende skuldre. Når hun synger og bruger fagter, virker de naturlige og ligner meget Judy Garlands.  Det fungerer. Det overgøres aldrig. Jeg kan ikke lade være med at nævne, hvor smuk en fortolkning vi får af en af Judy Garlands mest kendte og skattede sange. Det er rørende og hjertefølt hele vejen over regnbuen.

Selve historien er fortalt med tilbageblik på visse ting der sker for Judy i ungdomsårene. Der er en streng mor, en krævende filmproducer, akavet forhold til mad, spirende mulig kærlighed. Alt sammen er med til på en eller anden måde at skabe forvirring og tvivl hos Judy. Tydeligvis er det svært at være hende, og den hun er.  For denne filmseer giver det fint mening, når disse tilbageblik kommer. I den sidste ende er det med til at fortælle, hvad der formede og hvem Judy Garland var.

Jeg sad bjergtaget i biografen og så denne film. Skuespillet var blændende og formidabelt overbevisende. Jeg følte med Judy, smilede og lo, var forhåbningsfuld og trist. Jeg var underholdt med sang og musik. Jeg fik et større indblik i Judy Garland som person og artist. Jeg blev så rørt over sangen i den sidste scene. Derfor kan jeg ikke andet end at give denne film 5 funklende guldstjerner.

Judy

InstruktørRupert Goold

MedvirkendeJessie BuckleyRenée ZellwegerRufus SewellMichael GambonFinn Wittrock

Genre: Musikfilm, Drama

Spilletid: 1 t. 58 min.

Premiere: 24. oktober 2019

 

Trailer