Dette er et betydeligt højaktuelt og vovet værk, der er pakket ind i en historielektion

Kammerater – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Denne filmanmeldelse ville blive meget lang, hvis anmelder skulle finde kilder og redegøre i detaljer for den politiske situation i Rusland den gang og nu for derefter at drage paralleller med videre. Måske skal man være russisk med indgående politisk viden og sans for film, for at kunne give en retmæssig anmeldelse. Derfor lader vi det politiske komme lidt i baggrunden, og ser mere på historien i sig selv, det visuelle og skuespillet.

Kammerater beretter om en virkelig hændelse, som skete i efterkrigstiden (1962), hvor det politiske klima er ustabilt og utrygt i det enkelte land og verden over.

Vi er i byen Novocherkassk i den Russiske Føderation. Der bor Ljuda (Julia Vysotskaya) sammen med sin far og datter. Hun er en del af det lokale kommunistparti, hvor hun sidder med til møder sammen med de høje herrer, der bestemmer. Hun tror fuldt og fast på de kommunistiske idéer, og fremstår meget glad for Stalin, og det han stod for. Dem der går imod dette, har hun ikke meget tilovers for.   

Den 1. og 2. juni 1962 strejker byens fabriksarbejdere. Deres arbejdsnedlæggelse er forårsaget af fortsat lavt lønniveau, mens priserne på fødevarer stiger. Det eskalerer, og hæren og KGB bliver tilkaldt. De sættes efter forlydende ind for at få skik og orden på folk og situationen. Det ender voldeligt og blodigt. Ljuda som er vidne til dette på tæt hold, ser hvad der sker, og hvordan det egentlig hænger sammen. Samtidig er hendes datter forsvundet. Det giver bekymringer, og som mor tager hun affære.  Som en skakbrik må hun bevæge sig fremad med snilde og omhu. Hun opdager forskellige ting, som ikke skal afsløres her. Den indre rejse hun kommer ud på, giver anledning til at revurdere politisk og personligt ståsted.

De statslige myndigheder holder hændelsen hemmeligt. Ikke blot ved hemmeligstemplede dokumenter med efterretninger. De overlevende skal også skrive under på, at de vil fortie om det de så og oplevede. Dette bliver vist i en meget sigende og stærk scene. Og så bliver der helt konkret lagt ny asfalt i byen, der skal dække over blodet i gaderne, der ikke vil vaskes væk. Man ønsker at fjerne alle spor, at skjule hvor mange der er egentlig døde og alt andet, hvad militæret og snigskytterne fra KGB gjorde mod byens borgere. Der blev først åbnet op for undersøgelse af begivenhedernes gang i 1992.

I filmen Kammerater er det lykkes at fortælle om en skæbnesvanger begivenhed, og hvordan det må have set ud, når man stod midt i det. På den måde viser man respekt og anerkender, hvor svært det må være at se sine idéer og holdninger få en brat opvågning fra, hvordan det i virkeligheden er. Samtidig viser man også, at intet er sort og hvidt – hverken når det gælder politisk ideologi eller livet i sig selv. Det sætter det hele i et større perspektiv, og giver bredere viden, som er vigtig at have med sig. Især, hvis man er interesseret det politiske landskab i verden efter Anden Verdenskrig.  På den måde giver filmen en vis indsigt og almendannelse, hvilket jeg som filmseer sætter stor pris på. Det er flot gået.

Det har sikkert også krævet en vis portion mod at lave filmen generelt, trods åbenhed om hvad der skete i Novocherkassk.  Filmen virker således til at være godkendt af de russiske myndigheder. Jeg mener, er man velbevandret i Ruslands nuværende politiske situation, kan man sikkert drage paralleller og kommentere skarpt. Dette må filmen gøre på en meget subtil måde, gætter jeg på.

Ydermere fandt jeg historien mere lystig i starten – i midten var det lidt mere stereotypt og statisk- til slut var det mere intenst og dramatisk. Jeg lagde blot mærke til det, og lader det op til enkelte at danne sig en mening med dette.

Kammerater er filmet i sort og hvid og i et 1.33 format. Med dette er det instruktørens ønske at lave en film, om det var almindeligt for den omtalte tid i Rusland. Samtidig har man gjort meget ud af setting skal være tro mod, hvordan det reelt har set ud i omtalte by og sted. Det har ikke været helt let, da bygningen på torvet hvor de strejkende arbejdere befandt sig, åbenbart har gennemgået en ombygning. Man har været vidt omkring for at finde passende lokationer i regionen fra Moskva til Tula i øst. Nogle indendørs scener er skudt med flere kameraer på samme tid. Dette giver en vis følelse af, at vi er live. Visse scener er stærke og kameraet har også fanget nogle fine og smukke billeder.  

Man har også gjort meget ud af at finde skuespillere til fremtrædende roller, for eksempel partiledelsen, der ligner de rigtige personer så meget som overhovedet muligt. Alt sammen er gennemført, og tilfører det hele en realisme, som klæder filmen, historien og karaktererne. Det er virkelig flot, hvilket giver mange plus i bogen.

Den eneste velkendte skuespiller fra og i Rusland man har brugt i filmen, er Julia Vysotskaya, som spiller protagonisten. De andre er fundet på diverse teatre og på gaden. Det har man gjort for at være på linje med det at skabe historie om en mørklagt begivenhed samt ukendte personer. Julias skuespil er intenst, og kraftfuldt og absolut usentimentalt. Alligevel føler jeg karakterens ståsted meget tydeligt som kommunist og som mor. Frygten, vreden og forandringen er til klar skue.

Kammerater er oplysende film med en vigtig historie i min optik. Skuespillet er klart og intenst hos protagonisten, der tydeligvis gennemgår en indre rejse. Formatet og det visuelle i gråt og hvidt giver noget til det hele. Af den grund kan jeg kun give denne film en kæmpe anbefaling, og den får derfor 5 flotte stjerner ud af 6 mulige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kammerater

[rating=5]

Instruktører: Andrei Konchalovsky

Medvirkende: Julia Vysotskaya, Vladislav Komarov,Yuliya Burova, Sergei Erlish blandt flere. 

Genre: Historisk drama

Spilletid: 2t  1min

Premiere: 15. juli 2021