» Filmen bød på alt fra latter til gråd

Mandskoret ​​- Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Der er noget over fællesskabet i et kor. Det være sig i et almindeligt blandet kor – i et rent kvindekor eller mandskor. Sjovt nok, er der mig bekendt kun lavet film eller dokumentar om mandskor. Jeg tænker på den norske dokumentar om mandskoret fra Berlevåg i filmen Heftig og begejstret fra 2001, og nu i år har den engelske Fisherman´s Friends haft premiere, og nu også den norske film Mandskoret.  Er der andre film, har jeg ganske enkelt ikke fået dem set.

Mandskoret handler om disse øl-bællende mænd, som bander og svovler som nogle værre havnearbejdere. Den får ikke for lidt. Deres sprog er råt og uden filter. De er nogle hårde drenge fyldt med testosteron. Sådan har de det internt, og også med publikum. Der er en let og munter stemning – masser humor og glæde ved koret, sangene, kammeratskabet. Hver tirsdag så er det skæg og ballade. Koret er for mændene et frirum – deres egen hule. Det gør dem glade at være og synge sammen. Deres dirigent Ivar Krogh Hovd har et fint tag på gutterne. Han er vellidt, samtidig er han musikalsk og også i fælleskabet en drivende kraft. Han evner at få dem med på (for udenforstående ser det måske lidt underligt ud)sjove sangopvarmningsøvelser og rockede sange. Teksterne er ikke altid for sarte ører. Han får endda også gutterne med på at synge skønsang til sidst. Gutterne er kommet godt ind på hinanden i løbet af det sidste årti, og de kender derfor hinanden vældig godt. Dog, noget er ikke, som det skal være. Ivar er syg. Kroppen må give efter for kræftsygdom. Dette betyder et i filmen brat stemningsskift. Gutterne lovede hinanden lidt i sjov, da man dannede koret, og de skrev i korets vedtægter, at de skulle synge til hinandens begravelse. Nu står den virkelighed og banker på. Der sker noget med kammeratskabet i koret. De synger videre til festivalen Tons of Rock, hvor de er booket som et opvarmnings-kor inden Black Sabbath.

Nu vil jeg helst undgå at sammenligne. Dog vil jeg nævne, at persongalleriet i Heftig og Begejstret er mere detaljeret, og man lærer hvert enkelt kormedlem mere at kende. Der er også smukke betagende billeder af den barske omkringliggende natur. Det sker ikke i denne film. Her er det mere selve kammeratskabet, og den måde de taler til hinanden på. Samtidig som gutterne i koret i den grad respekterer hinanden og holder af hinanden. Det bliver der sagt, og det ser man. Ivar Krogh Hovd lader sin historie komme ud uden omsvøb, og lader kammeraet og dermed os publikum komme tæt på. Vi ser, og får lov til at følge ham på hans sidste rejse. Det er rørende.

Så alt i alt kan man ikke sige, det er sangen eller koristerne som er i fokus. Nej, det er hvad, kordirigenten har gjort for dem i årens løb. Hvilken betydning han har for koret, trods det tog lang tid for ham at blive en del af koret, som nogle kormedlemmer fortæller. Han evner, at få dem til at synge med alt hvad de har. Han har ingen skrupler i plenum (også til koncert) at sige højt, hvis den eller den synger forkert. Han stopper gerne og starter en sang igen, indtil han er tilfreds med lyd, tempo og koristernes sangindsats. Koret synger ganske fint, og som en samlet helhed. Gutterne holder af at synge. Det ser, og hører man.

Filmen bød på alt fra latter til gråd. Under filmen lo jeg hjerteligt. Gutterne fremstår sympatiske og meget humoristiske. Der var en god stemning og lethed over deres kammeratskab. Jeg blev rørt til tårer. Ivar Krogh Hoved var en musikalsk bastion og klippe samt en god kammerat til det sidste.

Jeg giver denne film 4 stjerner. Det fortjener den med denne ærlige upolerede historie og sjove sange. Filmen er hjertevarm om et stærkt kammeratskab mellem korister og deres dirigent.