» En fremragende film med et uovertruffen håndværk

Midsommar ​- Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

For et års tid siden tog jeg en spontan beslutning og tog i biografen en torsdag aften. Filmen jeg endte med at se, var ’Hereditary’ – en psykologisk gyser om traumer og giftige familierelationer af den debuterende instruktør og manuskriptforfatter, Ari Aster. Det skulle vise sig at blive en af de mest hårrejsende filmoplevelser, jeg nogensinde havde haft og filmen endte på min klare førsteplads på listen over bedste film i 2018.
I forlængelse af dette var det ikke overraskende, at Ari Asters næste film, Midsommar, var at finde på min førsteplads over mest ventede film ved 2019s indledning – den er nu i de danske biografer og det bliver spændende at se om den indfrier mine skyhøje forventninger.

I filmen følger vi Dani og Christian – et amerikansk par, hvis forhold er på nippet til at falde fra hinanden. Da en grusom tragedie (grusom er et fattigt ord i denne sammenhæng) rammer Danis familie, tilbyder Christian hende at tage med til Sverige, hvor han og en håndfuld venner skal besøge deres svenske vens afsides liggende landsby, hvor en sjælden festival skal finde sted. Hvad der begynder som et uskyldigt besøg, udvikler sig hurtigt til et gruopvækkende syretrip, hvor chancen for overlevelse synes minimal.    

Lad mig starte med at sige, at Midsommar kommer til at fremmedgøre mange. Hvis man forventer en gyser der, ligesom filmene i The Conjuring-franchisen, beror sig på jumpscares, bliver man skuffet. Hvis ens idé af en god gyser derimod er langsomt opbyggende film som The Babadook, The VVitch og Hereditary, vil denne film formentlig være noget for dig.
Filmen er blevet beskrevet som en ”apokalyptisk break-up historie” og den beskrivelse er ganske præcis. Forholdet mellem Dani og Christian er omdrejningspunktet og det føles skræmmende ægte. Jack Reynor spiller rollen som den fraværende Christian virkelig godt. Han leverer sine replikker med empati, men formår med sit kropssprog og sin ansigtsmimik at formidle sine forsvindende følelser – han er ikke usympatisk, han har bare nået et punkt, hvor han ikke længere har hjertet med i forholdet. Den helt store skuespilsoplevelse er dog Florence Pugh, som spiller Dani. Hun leverer en oscarværdig præstation og formår til perfektion at formidle alle de følelser Dani går igennem; sorg, frygt, jalousi og endda lejlighedsvis håbefuldhed.
Netop stærke følelser, som sorg og jalousi, er centrale for historien og er allerede et kendetegn for instruktør, Ari Aster – Hvor Hereditary var en metafor for giftige familierelationer og hvad sorg kan gøre ved disse, er Midsommar en iskold og nådesløs metafor for giftige forhold og (igen) hvad sorg kan gøre ved et menneske, som ingen reel trøst får.
Ligesom det var tilfældet med Hereditary, er Midsommar ikke en gyser, som har travlt med at springe frem og råbe ”bøh”. Tværtimod tager den sig god tid til at opbygge et forhold til vores hovedpersoner og langsomt opbygge en krybende stemning af ubehag – og at se to velmenende og sympatiske karakterer styre langsomt mod deres uundgåelige undergang, er (for mit vedkommende) langt mere skræmmende end jump scares.

Udover vores hovedpersoner, fungerer bifigurerne (med en enkelt undtagelse) ligeledes virkelig godt. Især William Jackson Harper og Vilhelm Blomgren leverer enormt gode præstationer og tredimensionelle karakterer.
Som nævnt, er Midsommar ikke en traditionel gyser – men det betyder ikke, at der ikke er masser af blod (og mere til). De praktiske effekter er uovertrufne og næsten virker næsten ubærligt ægte. Midsommar indeholder mildest talt nogle af de mest forstyrrende, hjerteskærende og ubehagelige scener, jeg nogensinde har set.  

En anden grund til at Midsommar fungerer så godt, som den gør, er kombinationen af billeder og lyd – den visuelle side er helt i top, takket være filmfotograf Pawel Pogorzelskis dvælende og stilsikre billeder. Lydarbejdet, herunder især Bobby Krlics sælsomme og hjemsøgende score, bidrager ligeledes til den ubehagelige stemning.

Med alt det positive nævnt (og jeg kunne godt tilføje mere) er der desværre også enkelte ting, som generer mig i filmen. Will Poulter spiller Mark og den figur fungerer ikke for mig af et par grunde – dels fungerer han som comic relief, hvilket er fint i enkelte scener, men bliver anstrengende som filmen skrider frem. En film, som i høj grad beror sig på en stemning og ubehag, er ikke godt tjent med at punktere sine egne scener, med en skæv kommentar gentagende gange. Karakteren er desuden skrevet ret endimensionelt, hvilket står lidt i kontrast til alle de andre. Dermed ikke sagt, at Will Poulter ikke spiller godt, hans karakter virker blot malplaceret.  

Der er desuden enkelte scener, som ender med at føles som tomt fyld, uden at gøre det store for karakteropbygningen – eksempelvis en tidlig scene, som involverer svampe.

Men alt i alt er Midsommar en af årets helt store filmoplevelser. Den vil formentlig fremmedgøre det bredde publikum, da den på overfladen kan virke lidt speciel og måske endda rodet – men så snart man begynder at læse subteksten og forholde sig til dens tematikker, er det en af de mest velfortalte film, jeg nogensinde har set. Midsommar har en masse på hjerte og Ari Asters evne til at fremstille stærke følelser og få det til at virke ubeskriveligt ægte, er ikke til at benægte.
Midsommar får enorme 5/6 stjerner af mig (den er faretruende tæt på en lille 6’er) og jeg tør godt love, at den vil være at finde på min top 5 liste over 2019s bedste film, når året er omme.