Milla er en smuk, livsbekræftende og rørende film

– Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Filmens originale titel er Babyteeth. Om det har en dybere betydning, eller hvad det muligvis indikerer, må man selv tænke sig frem til. Skal denne filmseer komme med et bud, bliver det måske noget med at gå fra barn til mere voksen – måske noget med et ungt og smukt smil. Måske er det et Australsk udtryk.

Personligt er jeg gladere for titlen Milla, da det mere præcist rammer vendepunktet for protagonisten, filmens øvrige karakterer og coming of age historie. Blot navnet Milla giver også en større vibe af en historie der handler om en person. Jeg mener, det vores hovedperson gennemgår grundet livsskæbne og vilkår. Der er jo netop Milla, hendes historie, og hvordan dét påvirker hendes nærmeste, vi oplever filmen igennem.

Milla (Eliza Scanlen), en teenage -pige på de 15 år, er igennem er meget alvorligt og terminalt sygdomsforløb. Vi møder hende, der hun står for sig selv på en togperron. Tydeligvis befinder hun sig i sin egen verden. Det er svært at sætte ord på hendes sindstilstand – men udtryk i øjne og ansigt samt  kropsholdningen er som en vulkan, der hvornår som helst i et udbrud vil kaste sine flammer ud over det hele. Hun får en brat opvågning, da en ung mand vælter ind i hende – ret så voldsomt. Heldigvis sker der ikke noget (grav)alvorligt. Af en eller anden grund er det heller ikke noget, Milla bliver særlig vred over.

De unge mennesker taler sammen. Der er en udefinerbar tiltrækning og kemi imellem dem. 

Millas forældre møder nu også den unge mand, hvis navn er Moses (Toby Wallace). De er bestemt ikke glade for Millas nye bekendtskab. Moses viser sig at være småkriminel, og har hang til stærke stoffer også videre. Han er altså en skidt fyr. Alligevel. De to unge mennesker finder hinanden mere og mere, så at sige, og begynder at tilbringe mere tid sammen. De kan faktisk ikke undvære hinanden.

Man kan sige, mødet med Moses bliver et vendepunkt for Milla – og også for hendes forældre. Det at Moses møder Milla og familie, bliver på en måde et vendepunkt i livet for ham. 

Alt i alt er dette en god og smukt filmet film, som har en meget dyb og original historie, der langt hen ad vejen virker uforfalsket og ægte. 

Det er blandt andet takket være de dygtige skuespilleres fortolkning og evne til at formidle deres karakter. Ikke nok med det. Historien lyder også, at hovedrolleindehaveren slet og ret klippede sig skaldet.  Det var for at få større fornemmelse og forståelse for, hvad karakteren gennemgår. Eliza Scanlen yder også sin karakter respekt og stor empati med sin måde at spille på. Jeg synes, hun viser karakterens skrøbelighed, styrke og livskraft på allerbedste vis. Det er ganske enkelt flot skuespil. Se blandt andet det jeg vil kalde for pudescenen.

De andre skuespillere, synes jeg også, står stærkt. De har erfaring fra både teater, tv-serier og andre filmproduktioner. Ikke alt skal nævnes her. Ben Mendelhsoon, som spiller faren Henry, har et cv der fortæller han har været med i Rogue One: A Star Wars Story, Spider-Man: Far from Home, Ready Player One, The King, og Darkest Hour for nu at namedroppe bare en smule. Essie Davis, som spiller moren, har været med i Matrix film, Australia og Game of Thrones blandt andet. Disse skuespillere får familiens dysfunktionalitet frem på en fremragende måde.

Noget jeg mindre kunne lide ved filmen, var disse overskrifter på nogle af scenerne. Nogle forklarede alt for meget – andre var fint medvirkende til at skabe forståelse for, hvad der sker i filmen – eller som en slags nedbryder af den fjerde væg, som er den usynlige væg mellem skuespiller og publikum. De, som var alt for forklarende og åbenbare, virkede irriterende på mig. Jeg husker ikke i detaljer. Men for eksempel, er der vist overskriften Milla møder Moses, som man sagtens kunne undvære efter min mening. Der er også en vældig smuk scene med overskriften What the Dead Said to Milla. Den er i min optik mere passende at medtage som overskrift. Da den understøtter og fortæller noget om protagonistens personlighed, samt hendes indre tankeverden og sindsstemning. Ikke mindst understøtter sollyset og de skygger/ det mørke det skaber i billedet her yderligere. Dybest set behøver jeg som filmseer kun billedet i scenen.

Hvis jeg skal gennemskue. hvorfor overskrifterne er der, er forklaringen måske, at der også er tiltænkt en slags skruktur. Jeg ved det ikke. Det er valgt sådan. Det accepterer jeg. Længere er den ikke. 

Trods protagonistens alder synes jeg, man her har formået at lave en historie, som ikke er sådan helt teenage-agtig. Til forskel for A fault in our Stars og Midnight sun og også til en vis grad i Clouds, hvor jeg mere får denne teenage-vibe. I Milla fokuseres der mere på det alvorlige og glædesfyldte ved livet. Det fornemmer hvert fald denne filmseer i strandscenen, i den virkelig smukke dansescene, i violinspillescenen med flere. Ikke mindst med udtalelser fra Milla, hvor man fornemmer en karakter, der i den grad accepterer livets smukke og guddommelige side i det uperfekte. Hun er også klar over, hun selv langt fra er perfekt.

Musikken må jeg kort nævne. Ikke blot er moren og Milla musikalske. Den valgte musik til filmen er blandet. Det virker denne gang. Som filmseer fik jeg ikke fornemmelse af, at musikken per se skulle fortælle mig, hvad jeg skulle føle. Det var min oplevelse. Den var der som et slags frisk pust.

Når jeg skal uddele stjerner, kommer denne film langt. Jeg giver den anbefaling samt 5 stjerner ud af 6 mulige. Der er noget usentimentalt over filmen, der fortæller om livets alvorlige side over for glæden og det livsduelige. Det er virkelig en flot film af Shannon Murphy, som de fleste kender som instruktør af kortfilm og miniserier.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust

Milla

Instruktør: Shannon Murphy 

Medvirkende: Elisa Scanlen, Toby Wallace, Ben Mendelsohn, Essie Davis med flere. 

Spilletid:  1t. 58m

Genre: Drama, komedie 

Dansk premiere: 05. november 2020