Disney forsøger at finde flere aspekter frem i historien om Mulan. Det er desværre sværere at realisere end som så…

Mulan – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Historien om Mulan kan man ifølge Wikipedia spore tilbage til en meget gamle kinesisk folkesang fra Wei dynastiet (386–535). På engelsk kalder man den Ballad of Mulan.  Her har vi altså inspirationen bag nutidige teaterstykker, litteratur og film.

Denne anmeldelse skal handle om Disneys live-actionfilm Mulan (2020).

Det er meget kort fortalt om Mulan (Yifei Liu). Hun er en meget livlig (drenge)pige, som i stedet for sin gamle og fysiske nedslidte far, drager ud i krig på kejserens befaling. I samtidskulturen er det ilde set. En pige skal gifte sig til et godt parti, og på den måde fastholde familiens ære. Mulan er et helt andet sted i livet og som person. Hun træner hårdt sammen med de andre i delingen, bliver dygtig og har evner for at lede. Hun møder, og redder kejseren. Det giver hende et helt særligt liv og status.

Jeg undgår ikke at nævne hverken Disneys live-actionudgave eller animationsudgaven af Mulan.  

Lad mig slå fast. Mulan fra 1998 er ikke blandt mine Disney-favoritter.  Denne live-actionudgave bliver desværre heller ikke filmen, jeg må se igen og igen.

Jeg vil et øjeblik rekapitulere animationsfilmen. Jeg kunne ikke forholde mig til filmens musical-elementer, og det at Mulan sang.  I min verden passer det slet ikke til en karakter som Mulan – ej heller til selve historien.  Det er ikke en historie om personer på et teater eller i filmverdenen, hvilket er en af definitionerne på musicalgenren.

De gags der er indskrevet, er også svære for mig at forstå. Det gjorde historien til noget, den ikke er.  Det var alt for over the top, og morsomhederne var for skøre i forhold til historien.

Animationsfilm eller ej – det virker bare ikke.  Historien kalder på noget større, og har potentiale til at grave dybere i visse emner.  Det forsøger man i Mulan (2020). Det giver points.

I live-actionudgaven har man så ændret ved at trække noget fra og skrive noget til. Man har sikkert indset, at de skøre indslag i originalen absolut ikke ville fungere. Det skal have ros. Man har indskrevet en ny karakter. Det er heksen Xianniang. Rollen spilles af Li Gong. Det giver noget til historien. I hvert fald et præg af fantasy og eventyr – så at man ikke foregiver, at dette er en rigtig historie.

Det har man sikkert også gjort for at kunne genskabe aspektet om tro og det tankefulde, der også findes. Ikke mindst når vi taler om en slags frigørelse for Mulan. Dette både som kvinde og person. Det sad jeg og ventede på, skulle få et stærkt udtryk i originalen. Det kom aldrig.  Det kommer mere frem i live-actionfilmen. Det er positivt.  

Går vi tilbage til originalen, kunne jeg sagtens se det flotte og potentialet i kampscenerne. I Mulan (2020) får jeg fornemmelsen af det, jeg kalder wire-movie. Det er som om, man gerne vil lave nogle flotte, dog action packed, martial arts-scener, som man kender fra film som blandt andre The House of Flying Daggers og Hero. Det er desværre ikke lykkes at få frem på en smuk og gennemført måde.

Mange af scenerne virkede kunstige og en location virker optaget med green-screen eller i et studio. Det tæller ned ad. Desværre.

Nogle vil sige, det vil klæde Mulan (2020), at sproget var kinesisk.  Det er smag og behag. Men noget tyder på, at det ville tilføre historien og filmen autenticitet. Det er nok mindre relevant i en animationsudgave. Det er op til den enkelte.

Som filmentusiast havde jeg glædet mig til denne film. Det blev desværre en skuffelse. Den får 3 stjerner ud af 6 mulige. Måske er det selve historien, og det kulturelle aspekt det gør det svært at gennemføre et stykke fiktion som Mulan på ordentlig vis, ligegyldigt, hvilken udgave.