‘No time to die’ er den perfekte slutning på en æra.

‘No time to die’  – Anmeldt af Nanna Hjorslev 

Anmeldelse

Endelig kan vi gå i biografen og opleve Daniel Craig slutte rollen af som Agent 007, James Bond, efter 5 storslåede film og en ventetid på 6 år. ‘No time to die’ skuffer bestemt ikke. Det er den perfekte slutning på en æra.

James Bond er pensioneret og er klar til at nyde sit nye liv med kæresten Madeleine.  Men før han kan vinke farvel til fortidens traumer, besøger han gravstedet for sin første store kærlighed, Vesper Lynd, som vi møder i ‘Casino Royale’. Madeleine gemmer dog også på en kompliceret og hemmelighedsfuld fortid.  Den bliver vi introduceret til i det klassiske bond-anslag, hvor der er skruet op for visuelle effekter og dramaturgi.  Nydeligt og storslået lyder det, da Billie Eilish udgave af Bond sangen spiller over skærmen. James Bond får dog ikke lov at lege pensioneret i særlig lang tid, for da organisationen Spectre dukker op i en ny sag, kaldes han tilbage som agent.  En russisk forsker, som arbejder på et nyt og særdeles farligt våben, er blevet kidnappet. Snart er store dele af menneskehedens befolkning i fare.  Bond må derfor kaste sig ud i en ny og hæsblæsende sag.

På trods af at der er den længste spilletid på en Bond film nogensinde, er det langt fra den der føles længst. ‘No time to die’ formår at imponere og fange vores opmærksomhed og det i næsten hele sin spilletid på 2t og 45 minutter.

Filmskaberne har overgået sig selv på alle punkter.  Lige fra det klassiske jakkesæt til de visuelle effekter. Som altid er Bond iklædt lækre jakkesæt, kører fede biler og falder ind i den ene bond-babe efter den anden.  Men ‘No time to die’ skiller sig væsentligt ud fra de resterende film.  Daniel Craigs, James Bond, har siden ‘Casino Royale’ været under forandring.  Han startede ud som usårlig, kold og følelsesløs, men er nu blevet både menneskelig og elskelig. OG det klæder ham i den grad!

For ja, 007-sagaen byder på flere skuddueller, car chasing, drinks og damer. Men hvor er det rart at se, at filmserien har tilpasset sig 2021 (og nej, jeg mener ikke, at 007 titlen bør gives videre til en kvinde), og hvor er det ikke mindst fyldestgørende at se en menneskelig James Bond.  Det er efter min optik, noget af det filmene har manglet allermest.

‘No time to die’ er den perfekte slutning på Daniel Craigs Bond. Jeg er spændt og skræmt på samme tid for, at se hvor de nu vil tage filmserien hen.  En ting er dog sikkert, hvis du endnu ikke har købt billetter til ‘No time to die’, så bør du hoppe ind og gøre det nu!

No time to die

[rating=5]

Instruktør: Cary Joji Fukunaga

Medvirkende: Daniel Craig, Ana de Armas,  Rami Malek, Léa Seydoux, Lashana  Lynch, Ralph Fiennes, Christoph Waltz,  Ben Whishaw,  David  Dencik

Genre: Action, thriller, krimi

Spilletid: 2t  og 45 min 

Premiere: 30. september 2021