“Se og tænk periodedrama og spiondrama – glem instruktøren – så er filmen underholdende” 

Officer og Spion – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Hovedfokus i denne anmeldelse om filmen Officer og spion er som periode og spiondrama.

Det er for at undgå inddragelse af instruktørens baggrundshistorie. Trods man kan studere sig frem til det, så undgår jeg, hvad jeg kan læse ind i filmen via dette. Allerhøjst vil jeg overfladisk nævne det der til sidst. Det har jeg valgt, fordi jeg ikke ønskede at se, fortolke, dømme og danne en mening om filmen ud fra instruktør Polanskis personlige perspektiv, så at sige.

Det er også valgt for, at undgå overfortolkning af filmen, uhensigtsmæssigt at lægge noget i det, nedgøre, kritisere hvor det bliver til skæld og smæld, samt drage paralleller og sidestille det med kunstneren/filmmageren selv, og også for at lære sig selv at se et stykke kunst for derefter at komme med saglig og respektfuld kritik. Vi må huske på, det trods alt er et gæt og egen personlig holdning, hvis vi påstår, kunstneren har haft en agenda med sit givne værk, og det fremstår på en entydig måde fordi sådan eller sådan.

Officer og spion er baseret på en begivenhed i Frankrigs historie, som jeg meget heller vil vide mere om. Man kan også læse, at filmens manuskript er baseret på Roberts Harris bog An Officer and a Spy, som på fransk har den originale titel J’Accuse fra 2013.

Officer og spion handler kort om denne jødiske mand Alfred Dreyfus (Louis Garrel) der bliver beskyldt for forræderi. Han mister sin militære rang, bliver smidt ud af hæren, sendt i eksil og i fængsel på Djæveløen. Ved nærmere undersøgelser og af efterretninger viser det sig, at mistænkeliggørelsen er ubegrundet, og sker på et forkert grundlag. Så Dreyfus bliver anklaget og dømt uretmæssig og lovstridigt efter alt at sige. Det opdager officeren Colonel Georges Picquart (Jean Dujardin). Derefter bruger han godt 10 år på at afsløre og korrigere dette.

Filmen ser historien fra Colonel Georges Picquart side. Han vil og skal afsløre denne menneskelige uretfærdighed blandt godt satte militærmænd og politikere med stor magt. Det er ingen let sag i en tid, hvor der er stigende og stor antipati og foragt over for jøder. Det besværliggør det hele. Så Picquart forsøger at se bort fra dette, og tilsidesætter sin egen personlige modstand mod Dreyfus, så godt han kan.   

Jeg synes, skuespilleren Jean Dujardin gør det flot. Meget af skuespillet ligger i øjnene. Så han er fint overbevisende for mig med sit nedtonede portræt af en karakter, der må finde sin egen vej, egen autoritet, samt banke sig igennem en dyne af magtsyge mænd der ikke lytter, og som kun lader deres egne personlige holdninger og meninger regere.

Skulle man have ladet historien lade sig fortælle fra Dreyfus, den forurettede i historiens side, ville det blive noget andet. Så ville det nemt blive for navlepillende og alt for personligt, og misse noget.  Det gælder det historiske perspektiv om det antisemitiske og det nærmest uigennemtrængelige politiske og militære system med mere.

Vi må et øjeblik, tale om billedsproget. Det er smukt, og der er keret for detaljen. Jeg kan godt lide den grå, mørke farvepalet og den mørke lyssætning. Det giver noget til den mørke plet, som Dreyfus-sagen er i Frankrigs historie. Jeg finder nogle flotte panoramabilleder og billeder med dybde. Man er aldrig i tvivl, og man kan se, hvad der foregår hele tiden. Kostumerne og settings er flotte og gennemførte.  

Sjovt nok, synes jeg, visse scener virkelig også gav stemning af spionfilm. Se blot, scenen med papiret og skrifteksperten. Ikke mindst scenen, hvor de skal ind i den skjulte bygning og lokaler. Se skudscenen. Se stake out scenen. Se scenen med den gennemrodede lejlighed.  Se også scenen, hvor man kører afsted i en af Europas første automobiler, som var det i en James Bond film-agtigt. Se også avisscenen, som om et (mafia)netværk og medsammensvorne bliver afsløret. Sådan foregik det helt sikkert den gang, hvor man ikke havde denne tids teknologiske remedier og grej.

Nu kunne jeg komme ind på fægtescenen som overflødig. Det er den nok også i realiteten – vellykket eller ej. Dog, en kommentar må være, at det blot giver noget til filmen som periodedrama.  

Mangler jeg noget i historien, er det mere af, hvordan Dreyfus selv oplever situationen. Jeg savner også en eller to mere dybdegående scener, som viser noget om dynamikken mellem Dreyfus og Picquart. 

Så nu her til sidst vil jeg udtrykke, jeg sagtens og højst sandsynlig kan se, tolke og gætte mig frem til, hvad Polanski personligt gerne vil sige med denne film. Man kan også sige, jeg forstår hans interesse i historien og kan drage paralleller. Men her synes, jeg man i nok så høj grad har formået at lave et periodedrama – et spiondrama, som jeg vælger at fokusere på. Til forskel for filmen A Rainy day in New York af Woody Allen som jeg i al for høj grad fandt gennemsyret af Woodys egen personlige historie. 

Når jeg ser på filmen, som den fremstår, er den flot lavet. Jeg fik viden om Dreyfus-sagen.  Jeg synes, setting og kostumer er gennemførte, og skuespillerne gjorde det flot. Derfor karakteriserer jeg filmen som god. Så jeg kvitterer med 4 blinkende stjerner ud af 6 mulige

Officer og spion

Instruktør: Roman Polanski

Medvirkende:  Jean DujardinLouis GarrelEmmanuelle Seigner

Originaltitel: J’ACCUSE

Genre: Historisk drama, spionfilm

Spilletid:  2 t. 12 m

Premiere: 17. september 2020