» Hylder ’Parasite’, som et mesterværk

Parasite – Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

Sydkoreanske film får sjældent biografpræmiere i Danmark. En undtagelse på dette er ’Train to Busan’, som i 2016 var at finde i enkelte danske biografer. Endnu en undtagelse venter nu – ’Parasite’ er navnet på vinderen af Guldpalmen på dette års Cannes Filmfestival. Efter at have fået ros fra alle leder og kanter er den nu tilgængelig herhjemme.

Filmen drejer sig om den unge mand, Ki-taek, og hans familie, som befinder sig på bunden af det sydkoreanske samfund. De har kun lige akkurat til dagen og vejen og deres dag går primært med at folde pizzabakker til det lokale pizzeria. Dette står imidlertid til at ændre sig – da Ki-taeks ven rejser til udlandet, tilbydes Ki-taek at overtage hans arbejde som hjælpeunderviser for en rig pige. Det takker han ja til og nu øjner han muligheden for at få hele sin familie kørt i position, som hjælpere hos den rige familie.

Mere om plottet vil jeg ikke dele her, da jeg har en klar formodning om, at denne film blot er bedre, hvis man kun ved lidt om den.

Som nævnt indledningsvist, er ’Parasite’ blevet rost til skyerne – og jeg må allerede nu bekende kulør og sige, at det ikke bliver mig der bryder med dette. ’Parasite’ er i sandhed en af 2019’s bedste film og det er der mange grunde til.  Instruktør og manuskriptforfatter Bong Joon-ho leverer en film, som er både morsom, spændende og lynende begavet i sin skildring af det koreanske klassesamfund.

Skuespillet er fremragende over hele linjen – til trods for at jeg ikke taler et ord koreansk, formår skuespillerne med deres kropssprog og mimik at formidle de følelser og tanker de skal.

Den visuelle side er ligeledes i top. Den rige families hus føles sært futuristisk og man har en ulidelig lyst til at gå på opdagelse i det. Det hele opvejes yderligere af filmfotograf Hong Kyung-pyos billeder. De bliver aldrig mastubatoriske eller for selvsmagende, men er derimod virkelig blot stilsikre og kliniske.

Den helt store styrke ved ’Parasite’ er dog hvor elegant den kommenterer på det koreanske samfund. Når en film har en politisk dagsorden, ender det desværre oftest med at blive hysterisk og unuanceret – dette undgår Bong Joon-ho her. Tematikkerne om klassesamfundet og muligheden for at kravle op ad den sociale stige er imidlertid ikke underspillet, men det er hele tiden fortalt med et glimt i øjet og hvor det passer ind i den overordnede fortælling. Man føler sig aldrig talt ned til eller manipuleret med.

Hvis man skal finde noget negativt (og det er saftsuseme ikke let), kan man måske fremhæve at filmens relativt lette tone gør, at man ikke når at blive 100% følelsesmæssigt engageret i karakterne, hvilket også gør at slutningen ikke føles så stærk. Men omvendt er det heller ikke pointen med filmen, så det er i virkeligheden et tyndt kritikpunkt.

Så ja, alt i alt tilslutter jeg mig koret af begejstrede filmelskere, som hylder ’Parasite’, som et mesterværk. Jeg var underholdt, jeg var fascineret og jeg kan ikke vente med at se den igen og opdage alle de ting jeg gik glip af. Den får kæmpestore 5/6 stjerner herfra – og jeg kan bestemt ikke afvise, at den ved gensyn vil snige sig op på topkarakter.