Jeg måtte faktisk på et tidspunkt holde mig for ørene…

Playground – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse af Playground

‘Playground’ er lavet af den belgiske instruktør og manuskriptforfatter Laura Wandel. Filmen er shortlisted til en Oscar for Bedste udenlandske film. Filmen vandt også kritikerprisen i Cannes i 2021. Den har i følge IMDb vundet 24 filmpriser rundt omkring i verden, og har 14 nomineringer. Dramaet er ratet af over hundredetusind mennesker, og ligger nu på 7,3. 

Filmen er værd at se, ikke blot på grund af ovenstående, fordi filmen evner med sin historie og kameraarbejde at fortælle en vigtig historie. 

Vi må have in mente – på den ene side kan en film underholde som I Top Gun: Maverick, Marvel-film og så videre. På den anden side kan man finde en film, som faktisk lærer en noget ved at sætte et fyrtårns lys direkte og fokuserende på et emne.  

Netop det sidste er filmen ‘Playground’, som denne anmeldelse skal handle om.

Vi er i Belgien. Vi møder skolepigen Nora (Maya Vanderbeque). Det er ikke en entydig positiv oplevelse at begynde i skole. Hun vil helst være sammen med familien, og er ikke rede til skolegårdens legerum, hverken på det sociale område eller for sit mentale helbred skyld. Hendes storebror Abel (Günter Duret) er heller ikke interesseret i at være sammen med sin søster i skoletiden. Hvorfor, opdager Nora ret hurtigt. Hvilket betyder, hun gerne vil gøre noget for at afhjælpe situationen. I det forehavende bliver hun stoppet af Abel selv. Og ikke for at afsløre for meget må Nora selv tage nogle enkle knubs i den forbindelse. Det hele eskalerer, og de voksne bliver indblandet.  Det er ikke meget at hente fra den side. I hvert fald ikke på et dybere plan. Så Nora kommer ud på en rejse og opdager livsvilkår, som hun i den sidste ende må se i øjnene og lære at leve med, i forhold til de begrænsninger hun har som barn og også opdager de voksne har. Hun gør hvad hun kan, hvilket i den sidste ende giver en flot og stærk slutning på filmen. 

Som man forstår, handler historien om et barn og børnene i dette barns skole. Børnene i denne skole er ikke søde ved hinanden. På ingen måde. De voksne bryder ind, men spørgsmålet er, hvor meget en voksen kan gøre – skal blande sig – kan blande sig – eller også rettere ved at gøre. I hvert fald rent praktisk.   

Kameraet viser på bedste vis, at denne historie skal ses fra et barn synspunkt. Det er i konstant i et barns højde. Det er flot ved, at de voksne enten bøjer sig ned mod barnet, sidder ved siden af barnet, og er derved i øjenhøjde med barnet, eller at de voksne rent naturligt er højere end et barn, og vi derfor ser de voksnes torso i kamerarammen. 

En anden ting som slog mig ved ‘Playground’, er fraværet af musik. Fra start til slut er det reallyden som gælder. Det giver noget til eftertanken om filmens tema og budskab. Med hensyn til lyden kan det være lidt voldsomt at høre så mange børn lege sammen i skolens skolegård. Jeg måtte faktisk på et tidspunkt holde mig for ørene, da lyden blev for kraftig og gennemborende. Det var det eneste jeg brød mig mindre om. Men jeg forstod sagtens, hvorfor musikken ikke skulle være med og give noget til filmens billeder og historie. På denne måde er filmen mere realistisk og kunstlet. Hvilket igen giver det hele noget genkendeligt, noget man kan relatere og forholde sig til i det virkelige liv.    

Det foregående kan for nogen virke kedeligt og uden ramasjang. Men jeg er urokkelig i mit argument om, at film også kan give en vis dannelse. 

Man hører, at børneskuespillere er noget særligt, og de kan være vanskelige at arbejde med. Det lader til man har fundet en god måde, hvorpå man får børn og unge teenagere til at være så naturlige som overhoved muligt, når kameraet følger dem.  Til denne film er der også før selve kameraet rullede gjort et kæmpe forarbejde.  Man har ganske enkelt brugt tid for at lære hinanden at kende.  Her har man brugt tid i arbejdsgrupper for at danne søster bror bånd for eksempel. Børnene fik en tilvænningsperiode med kameraet, de blev forklaret en situations begyndelse og så gik det derfra. Instruktøren fortæller, at hun lærte filmens protagonist at svømme.  Det skabte en relation mellem dem. Lige så stort forarbejde blev der gjort af Instruktøren Sarah Gavron til hendes film ‘Rocks’.  I den sidste ende giver det noget til skuespillet. I ‘Playground’ virker børnene naturlige. Skuespillerne skal have mange flotte roser, for det virker. Især Maya Vanderbeque og Günter Duret. 

Så vi har en historie jeg siger er fokuseret, skuespillerne er gode, og at det giver noget særligt med fravær af musik. Jeg ender på 5 meget flotte og blinkende stjerner ud af 6 mulige, der når ud til alverdens børn og voksne. 

Playground

Instruktør: Laura Wandel

Skuespillere: Maya Vanderbeque, Günter Duret, Lena Girard Voss med flere. 

Genre: Drama

Spilletid: 1t  og  12min

Premiere:  23.  juni  2022