» Malerisk smuk, stille nedsat tempo – passion og begær

Portræt af en kvinde i flammer – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente af filmen med originaltitlen Portrait de la jeune fille en feu. Jeg var i tvivl om dens relevans, og om den kunne nå ud til et bredere publikum. Heldigvis blev jeg positivt overrasket.

Vi er i Frankrig, nærmere betegnet øen Brittany. Historien udspiller sig et sted i de tre sidste årtier i 1700- tallet.

Kunst og portrætmalerinden Marianne (Noémie Merlant) underviser i kunstmaleri og tegning. Hun har malet et billede hun kalder Portrait de la jeune fille en feu. Oversat til dansk bliver det Portræt af den en kvinde i flammer. En dag spørger en af eleverne til billedets baggrundshistorie. Billedet er et slags datidens snapshot, om man vil. Det viser en scene fra en fest gang på øen Brittany.

Marianne var der fordi, hun havde til opgave at male et portræt af den vordende brud Héloïse. Det er ingen nem opgave, da hun viser sig at være mindre samarbejdsvillig. Hun ønsker slet ikke at blive brud. Hun har tilbragt noget tid i et kloster, og er stadig ved at komme sig efter en søsters død. Derfor har Héloïses mor (Valeria Golino)bedt Marianne om at være en slags veninde, som i løbet af dagen skal passe på og ledsage på gåture med mere. Om aften skal hun så male et portræt af Héloïse til den rige brudgom fra Milano. Langsomt, opstår der romantik mellem Marianne og Héloïse. Marianne kan ikke fortie, hvorfor hun egentlig er der. Efter afsløringen opstår det først lidt forvirring og vrede. Dette forsvinder, og Héloïse indvilger alligevel i at sidde model til portrætmaleriet. Romancen vokser sig stærkere. Men livet har andre planer. Myten om Orfeus og Eurydike får en symbolsk betydning. Bogsiden nummer 28 får også en stærk betydning. Musikken til Vivaldis Sommer fra de Fire Årstider, rører en særlig streng i denne romantiske fortælling. 

Kameraet fangede i denne film havet, sommeren, himlen så uendeligt smukt og klart. Det var en fin bred farvepalet. Filmens langsomme tempo kunne jeg enormt godt lide. Det passer fint til den tid historien foregår i – og også den tids levevis. Det gav ro og mulighed for fornemmelsen af at betragte billederne som en slags malerier. Lige som når man går på museum fra billede til billede. Her tænker jeg især på de lidt mørkere scener i køkkenet. Men også andre scener fremstår som de smukkeste kunstværker. Ikke at forglemme billedet Portræt af en kvinde i flammer.

Jeg finder, at historien i Portrait de la jeune fille en feu i høj grad henvender sig til et særligt publikum. Nøjagtigt som i Call me by your name. I nærværende film handler det blot om to kvinder. Det der fangede mig mest i historien, det er det symbolske, jeg fandt i referencen til Orfeus og Eurydike. Det er stærk passion – alligevel går det galt. I myten må Orfeus ikke vende sig om og se på Eurydike på vej op fra Hades. I det han gør det, så forsvinder hun for altid. Den længsel man har efter sin elskede, det at man vil være sikker på sin elskede, den passion der hersker mellem to elskende, det formår skuespillerne virkelig at frem. På den måde når filmen en bredere publikumsskare.

I en anmeldelse som denne kommer man ikke uden om at tale om lyden og brug af musikken i filmen. Mestendels var det blot de naturlige lyde. Tallerken og glas der bliver sat på bordet, havets bølger, døren der smækker. Mange steder var der også helt stille. Det finder jeg igen passende til tiden og stedet historien foregår i. Derfor er det så smukt, hvor musikken får en rolle. Her tænker jeg på scenen ved klaveret, jeg tænker på kvindekoret det synger en folkesang til festen. Ikke mindst tænker jeg på det intense og rørende i operascenen.   

Jeg kan nævne flere gode ting ved filmen. De smukke billeder, historien om passionen, lysten og begæret blev alt sammen fint og sobert fortalt. Men det som gør filmen for mig er det nedsatte tempo, de maleriske billeder og musikkens rolle. Filmen er så klart værd at gå ind og se i biografen.

Derfor får den 5 stjerner af mig.