Fremragende med et tema man ikke lige tænker over - Hyldest til kvindelige astronauter der er mødre

Proxima – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Proxima. Det er ugens film. Lad mig begynde med det at sige, jeg havde en dejlig biografoplevelse og filmoplevelse.

Titlen

Hvorfor hedder filmen Proxima? Det betyder på latin, næste. Jeg kan kun se, det henviser til, at missionen skal foregå længere ud i rummet end man tidligere har været. I et interview i filmen bliver der sagt noget lignende, som jeg frit citerer: Tidligere astronauter tog til månen. Jeg er af Mars-generationen.

Jeg kan naturligvis kun skrive om filmen, som jeg ser den. De, som læser og er uenige i mine synspunkter, har lov til at modargumentere.

Resumé

Proxima er historien om Sarah Loreau (Eva Green). Hun er astronaut. Hun er den heldige at blive udvalgt til en 1-årig mission ude i rummet blandt astronauter fra hele verden.  Sarah har en datter Stella (Zélie Boulant) som går i anden, tredje eller fjerde klasse. Hun er ordblind til en vis grad. Matematik volder stort besvær. Det er svært at lære og få med sig det med at gange. I det daglige efter arbejde tager Sarah sig meget af Stella. Om aften inden sengetid tilbringer de meget tid sammen.   

Nu er tiden kommet til, at Sarah skal i seriøs træningslejr, inden hun skal sendes ud i rummet. Det forgår i Rusland. Derfor er det Stellas far, som nu skal passe og se efter hende. Det er svært for mor og datter at være adskilt. Datter savner mor. Mor savner datter. Hun er nok også bekymret for om faren nu også kan klare opgaven.

Træningen i Rusland er hård. Den er ikke for svagelige kvinder eller mænd. Hverken på det fysiske eller bevidsthedsmæssig plan. Her må Sarah balancere det hele, så godt hun kan. Karrieren, morderrollen, træningen. Det giver nogle hårde dage, og mobilen bliver brugt nok så flittigt.

Tema

Jeg skriver, Proxima er en hyldest til kvindelige astronauter, der er mødre.  Det holder jeg fast i. Hvorfor? Fordi, dem som begynder at tale om machismo, har set et tema, som kun bliver nævnt få gange. Det mandsdominerende bliver måske tydeliggjort i løbet af filmen en tre gange. Det er ikke nok for mig til at kalde det et tema, som filmmagerne vil sige noget mere med og lade være et slags hovedtema. Bevares! Det er der. Dog, anser jeg det blot som et sidetema. I min optik er det mandsdominerende en kontrast til moderskabet, og den kvindelige hovedperson, Sarah. Måske kan man anskue det – at Sarah må klare børneopdragelse – karriere – ikke er sammen med Stellas biologiske far – gør at filmen ønsker have noget realistisk over sig. Men nej! Jeg køber den ikke. Jeg synes, ikke historien higer efter at skulle være realistisk i den forstand. Jeg ser det mere som en historie, der i skriveprocessen er blevet, som den er. Jeg ser, filmmageren har valgt sit udtryk, og det er blevet, som det er – for mig, en hyldest til kvindelige astronauter der er mødre. Her er det pakket ind i historien om, hvad der sker/kan ske mellem mor og datter under tiden i træningslejren. 

Skuespillet

Jeg synes, Eva Green gør det glimrende, og er vildt godt castet til denne rolle. Hun gør det fantastisk! Det er også anderledes at se hende i denne rolle. Jeg husker hende især i rollen som Miss Peregrine i Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children og som Madelaine i Salvation. I Proxima finder jeg hendes skuespil vældig overbevisende, og det når publikum.  I det hun fint får moderrollen og moderinstinktet frem – og det at være ene kvinde blandt de mandlige astronautkolleger. Hun er Mother, Mama med stort M. Samtidig kæmper hun for sin plads på holdet bestående af mænd. Hun finder ud af, og hun ved at gebærde sig blandt disse. Hun klarer den hårde træning med bravur. Det er dog ikke uden udfordringer og tilbageslag. Mellem mor og datter er der en glimrende og tydelig skuespillerkemi. Det fungerer, spørger man denne filmseer. Se blot, scenen der datter beder mor om at gå sin vej.

Billedsiden

Selve farvepaletten kan til tider være lidt grå og mørk. Det er naturligvis smag og behag. Sådan er det. Visse steder finder jeg nogle smukke scener. Nogle kan være ganske symbolske. En af de flotte scener er for eksempel scenen mellem mor og datter i swimmingpoolen. Jeg finder symbol i historien, når mor og datter taler om ulve. Jeg finder det symbolsk, at datteren får plakater af heste. Se blot den sidste scene, og hvad datteren ser ud af vinduet fra bussen. Det er også flot. Stjernen man ser, danner sig, i det rumraketten skydes til vejrs, er også på en måde symbolsk. Datteren hedder Stella. Hvilket både på latin og italiensk betyder, stjerne. Jeg synes, det er en bemærkelsesværdig detalje. Jeg kan afsløre, de allersidste billeder får mig til at tænke – en hyldest til kvindelige astronauter der er mødre. Det fungerer fint, og sætter det i perspektiv. I hvert fald for denne filmseer.

Hvor mange stjerner? 

Vi har altså en film, jeg finder, har glimrende skuespil. Den formår at fortælle hvad en kvindelig astronaut, der er mor, sagtens kan gennemleve – når man ved, man ikke skal se familie, især sit barn eller sine børn i meget meget lang tid. Der er flotte og symbolske billeder og scener.

Der skal traditionen tro falde stjerner ned over filmen. Som man forstår, fandt jeg fremragende elementer i filmen, jeg hyggede mig med at se filmen. Samtidig indeholdt historien for mig et tema, jeg ikke lige til dagligt tænker over. En hyldest til kvindelige astronauter der er mødre. Derfor får den 5 stjerner så flotte som stjerneskud ud af seks mulige af mig.

Proxima

Originaltitel: Proxima

Instruktør: Alice Winocour

MedvirkendeEva GreenZélie BoulantMatt Dillon

Genre: Drama, action

Spilletid:  1 t 47 m

Premiere: 16. juli 2020

 

Trailer