Filmen favner en tragikomisk og feelgood nerve

Rose – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse af Rose

 

Niels Arden Oplev er aktuel i de danske biografer med filmen ‘Rose’. Mange husker ham som instruktør af film som ‘Ser du månen, Daniel’, ‘ Kapgang’ og ikke mindst ‘Mænd der hader kvinder’ fra 2009. Han har også instrueret episoder på forskellige serier, så som ‘Vikings: Valhalla’ ‘Rejseholdet’ og ‘Taxa’ blandt flere. ‘Rose’ er også skrevet af Nils Arden Oplev selv, og er en film, man finder i den personlige ende af skalaen. Den er inspireret af en bustur hans søster Maren Elisabeth var på for 25 år siden med søsteren Kirsten og hendes mand Per. Ikke desto mindre favner den en tragikomisk og feelgood nerve, i en historie der rummer et bredt spektrum af personligheder.

Historien er ganske som at køre i bus lige ud ad landevejen, komme ud på den danske motorvej, og i fuld fart på den tyske autobahn for at ende i Paris, en kærlighedens by.  Både på busturen og i Paris, sker der ting og sager. Det er måske heller ikke så let for Vagn (Anders W. Berthelsen) og Ellen (Lene Maria Christensen) der har Inger (Sofie Gråbøl) med. Hun er skizofren. Hvilket hun ikke lægger skjul på. Måske er det denne åbenhed der gør, trods forviklinger, at Inger redder visse situationer, da hun taler udmærket fransk, men også på en måde gennemgår en slags realisation af sig selv og en erkendelse af fortidens skygger. Ikke mindst handler det om familierelationer, især forholdet mellem de to søstre.

Filmen er altså baseret på Niels Oplev Arden egen virkelighed med søsteren, Elisabeth. Deraf den meget personlige historie. Når det er sagt, kan jeg som anmelder ikke vide, hvilke oplevelser man viser i filmen er udført med akkuratesse – eller hvilke man har skrevet ind og filmet for underholdningens skyld, for at det fiktive og dramatiske skal hænge sammen. Et eller andet sted er det også ligegyldigt, for film er film, og fortællingen skrevet og filmet lige præcis sådan, man gerne vil dele sin historie. Hverken mere eller mindre.

Sofie Gråbøl fortæller i et interview, at hun fandt visse kropsholdninger og måden at bruge stemmen på i et møde med den rigtige Elisabeth, og baserede og blev inspireret til sit skuespil af det. Det er bestemt en flot præstation, der vidner om evne til at sætte sig ind i karakteren. Hun får det skizofrene frem i sit portræt ved hele tiden at balancere mellem gode og dårlige øjeblikke. Samtidig fornemmer man, og ser i øjnene en person, som er ved siden af sig selv og kæmper imod mørke og destruktive tanker. Derfor er det så opløftende, at karakteren har en skæv og ond sætning, som betyder det stik modsatte.

Alle skuespillere skal have ros. De gør et fabelagtigt arbejde som en for eksempel stivsindet og dumstædig viceskoleinspektør (Søren Malling). Eller som den gemytlige og venskabelige buschauffør Ole (Peter Gantzler). Eller svogeren Vagn (Anders W. Bethelsen) der gerne vil beskytte og være der, og ikke mindst Christian (Luca Reichardt Ben Coker) som accepterer og har en umiddelbar forståelse af Inger. En som skal have ros for sit flotte skuespil, er Lene Maria Christensen. Hendes portræt som søsteren Ellen rammer plet på overbevisende måde. Hun og Sofie Gråbøl har en fin skuespilkemi, især i den rørende scene hvor søsterparret sidder på sengekanten og forstår hinanden fuldt ud.

Historien balancerer så fint mellem det komiske og det alvorlige. Det er tragikomisk. Men ender med en feelgood vibe, trods alt ikke er i skønneste orden. I hvert fald grinede og jeg det andet publikum under de samme scener. Alvoren kunne mærkes hos alle i biografsalen, under scener som var alvorlige.

Jeg kan kun varmt anbefale denne film, og af mig får den 5/6 stjerner.  

Rose

Instruktør: Niels Arden Oplev

Skuespillere: Sofie Gråbøl, Lena Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler, Luca Reichardt Ben Coker med flere 

Genre: Drama, komedie 

Spilletid: 1 t  og  46 min

Premiere: 24. februar 2022