Militærfruer kan selv – venskab opstår – sangen er vigtig

Sangklubben – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Sangklubben er en film inspireret af Military Wives Choirs som er dannet af kvinder på britiske militærbaser, og fungerer som netværk og velgørenhed. Det første registrerede kor dannedes i 2010 i Catterick Garrison, England ifølge Wikipedia.

Det står ikke hundrede procent klart for mig, hvorfor filmens originale titel Military Wives er blevet til Sangklubben på dansk. I min egen oversættelse bliver det til Militærfruer. Titlen på dansk er måske inspireret ud fra dialogen i filmen, hvor et kormedlem ytrer sin mening om, at kvinderne endnu ikke kan kalde sig for et kor. Vedkommende finder ordet sangklub mere rammende og præcist efter deres musikalske evner og formåen. I hvert fald på daværende tidspunkt. Stadigvæk vil jeg dog mene, originaltitlen får baggrundshistorien bedre med.

Kristin Scott Thomas spiller den anspændte, tilsyneladende lidt stramtantede og kølige militærfrue, Kate. Hendes mand og mange andre på militærbasen er sendt til Afghanistan. Hun skal derfor have tiden til at gå. Det skal de mange andre kvinder på militærbasen også. De mødes, diskuterer og skriver ideer ned. Nogle starter blødt op med en strikkeklub. Den ender med nogle thekandevarmere, der ser kassable ud og med en masse vin.

En dag bliver de enige om at ville synge i stedet for.

Kvinderne er på ingen måde erfarne (kor)sangere. Kate forsøger at være en så professionel en korleder som muligt. Selv om hun tilsyneladende ikke har erfaring overhovedet. Over for hende har vi den mere musikalske Lisa, som spilles af Sharon Horgan. Hun er mere afslappet og tilbagelænet. Hun tænker mere på bare at få gang i syngeriet – at få kvinderne til at bruge stemmen frit og ubesværet – uden at bedømme stemmekvalitet og sangteknik også videre. 

Der sker nogle forviklinger mellem de to korledere Lisa og Kate. Det bliver et bekendtskab der sættes på prøve, og ender i et ganske fint venindeskab.

Kate kæmper stadig med sorgen over tabet af sin soldatersøn. Det kommer til udtryk igennem en masse teleshopping. Lisa kæmper også. Hun er alene om at styre hus og teenagedatteren, i de perioder hendes mand er ude på opdrag. Militærkvinder har det tilfælles, at de må klare ærterne selv.

I filmen undgår vi ikke telefonopkald til nærmeste familie om natten. De kan være behagelige som ubehagelige. Kommunikationsmulighederne er måske afskåret. Det handler jo da om den udsendte soldats nuværende position og velbefindende på godt og ondt. En af soldaterne kommer desværre ikke hjem i live. Kvinderne i koret er der så for den efterladte. De støtter, så godt de kan.

Kvinderne bliver efter mange korøvelser så habile og dygtige sangere, at de synger til den omtalte soldats begravelse. Militærets ledere engagerer endda kvinderne til at synge i Royal Albert Hall til Festival of Remembrance.

Uden tvivl fungerer de to karakterer Kate og Lisa ganske fint. Kristin Scott Thomas er et glimrende valg til denne nærmest forkrampede personlighed. Der er noget forfinet og meget britisk over hende i min optik. Samtidig viser hun karakterens sorgproces på en tydelig og skridsikker måde. Begge dele er flot, og tydeligt spillet. Lisas karakter som modspil fungerer glimrende.

Historiens tempo og opbygning fungerer fint med naturlige skridt. Jeg mener, langsomt og sikkert opstår mere og mere forståelse mellem de to korledere. Det går også skridt for skridt frem ad med sangen. Det er helt fint.

Der er nogle velkendte numre fra 80érne med i filmen, Only you og Time after time blandt andet. De synger også et stykke velkendt klassisk musik. Det lyder af noget til sidst. Se blot begravelsesscenen, scenen i tunnelen, og koncertscenen. Jeg kan godt lide, at koret til den store koncert synger en sang, som Lisa har skrevet. Den er inspireret af ting sagt og skrevet af de udsendte soldater til deres kvinder derhjemme. Det giver det hele en vis originalitet.

Inden jeg giver stjerner, må jeg sige, jeg finder mere dybde i den norske film Vi er Gutta og også Heftig og begejstret. Jeg finder mere feel-good over den britiske komedie Fisherman’s Friends. For den sags skyld også over de to Sister Act film. Alle nævnte film fortæller noget om det fælleskab, der ligger i det at synge med i et kor. Her i filmen Sangklubben, synes hovedhistorien at fokusere på venskabet mellem to korledere. Der er mindre fokus på selve sangfællesskabet, som jeg ser det.  

Alligevel ender jeg på 4 ud af seks stjerner, grundet skuespillet, der synes stærkt nok og den genkendelige musik, som de fleste kan nynne med på.

Sangklubben

Instruktør: Peter Cattaneo

Medvirkende:   Kristin Scott ThomasSharon HorganEmma Lowndes, Gaby French, Lara Rossi, Amy James-Kelly

Original title: Military Wives

Spilletid: 1 t. 52 min.

Genre: Drama, musikfilm, komedie 

Premiere: 25. juni 2020

 

Trailer