» Alt i alt var det en god biograftur og filmoplevelse

Smagen af Toscana – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse:

Måske skal man kende lidt til italiensk sprog, kultur, og ikke mindst madkultur for at kunne se filmen for hvad den er. Måske skal man have studeret forholdet mellem lærer og elev – måske endda selv have erfaring med det i livet. Måske skal man forstå restaurationsverden med dens kokkes måde at lave mad på, tjenere og ejere.

Filmen hedder på italiensk “Quanto basta” som egentlig betyder noget i retning af “nok er nok”. Hvilket for mig er en mere passende og sigende titel på filmen. Derfor forstår jeg ikke titeloversættelsen “Smagen af Toscana”. Men lad nu det ligge. Det er valgt. Sådan er det.

Filmen handler om mesterkokken Arturo (Vinicio Marchioni) som har problemer med temperamentet. Det er svært for ham at takle, og er endt i fængsel for en kort stund. Han skal nu, efter løsladelse, have samfundstjeneste. Det får han et sted, hvor psykologen Anna (Valeria Solarino) – sammen med nogle unge mennesker med aspergers syndrom eller autisme – dyrker egne grønsager og laver mad. Nu skal Arturo være deres kokkelærer. Det går i og for sig ganske fint, og han må gøre en indsats for lære at omgås disse mennesker. Her møder han så Guido (Luigi Fedele), som har en lugtesans og nogle smagsløg uden lige. Guido kommer med i en madkonkurrence. Her skal Arturo guide Guido. Der sker så små forviklinger på deres køretur hen til stedet, hvor det hele skal foregå, også under konkurrencen.

Da jeg sad og så filmen, var der mange fine billeder fra Toscana. Det nød jeg, og det gav noget fint at se på. Dog var det ikke så episke og betagende naturscener, som man kan se i andre film. Men smukke nok til at se Toscanas skønhed. Hvis du forventer en film, hvor man næsten smager maden gennem lærredet, bliver du skuffet. For det er slet ikke maden, det handler om. Kernepunktet i filmen er den rejse Arturo tager som kok, og det at skulle lære madlavningskunsten fra sig – eller rettere hvordan han bliver en god læremester for unge dygtige kokketalenter, som på visse punkter allerede er dygtigere. Det synes jeg, filmens historie rammer spot on. Lærer og elev går på en måde sammen, og de er hinandens inspiration – de respekterer og accepterer hinanden, for den de er. Der lærer af hinanden så at sige.

Selve skuepillet er det så som så med. Arturo er gennemgående overbevisende. Dog må jeg sige, jeg ikke altid var overbevist om, hvordan Luigi Fedele fortolker karakteren Guido. Muligvis handler det om, at jeg ikke ved nok om asperger og autisme. Så jeg lader det stå åbent, og accepterer det er således, han er blevet instrueret og har valgt at spille karakteren Guido.

Musikken er ikke dårlig. Jeg ønskede bare nogle gange en anden feel.  Et sted for eksempel synes jeg musikkens tempo var for hurtig til billederne. Måske handler det om, at musikken skulle understøtte, hvordan det egentlig er i et køkken, og ikke hvad disse unge udfordrede mennesker egentlig har af tid og tempo i sig.

Alt i alt er det en feel-good film om en lærer og elev skrevet ind i en historie om en kok og hans møde med unge madinteresserede. Måske kunne jeg ønske mig, filmen havde et punch ned ad i smerte for at give historien mere spil og nuance. Jeg sidder bare og tænker på, hvordan det komiske i den franske komedie KOKKEN så fint kommer frem. Jeg tænker på den amerikanske film BURNT, hvor smerte og dyk ned i sig selv er nødvendigt for at komme videre.  I den første er det komiske meget vellykket med indslag at grine af filmen igennem. I den sidstnævnte er det maden, og det med at overkomme sine egne mørke sider man har fokus på.

Alt i alt var det en god biograftur og filmoplevelse, hvor jeg nød det italienske sprog med mere. Jeg synes filmen skal have 3 stjerner, da den fint fortæller om forholdet mellem lærer og elev.