» En gang i mellem støder man på en filmperle

Sorry We Missed You – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Efter at have set filmen og tænkt over titlen Sorry we missed you, så får den en slags dualistisk betydning. Den helt konkrete arbejdsrelaterede betydning, og betydning der mere er personlig og medmenneskelig. Det er en interessant tanke.

Sorry we missed you er en virkelighedsnær og meget aktuel fortælling. Enhver familiefar og familiemor og børn kan på et eller andet plan nikke genkendende til historien, og finde at egen dagligdag måske ikke er så forskellig endda. Den daglige kamp for at få det hele til at hænge sammen er noget, vi alle står ansigt til ansigt med. For nogle er det sværere end for andre, grundet social status og muligheder.

Filmen foregår i Storbritannien. Det er ikke nemt at få det hele til at køre på skinner. Økonomien, arbejdssituationen og familielivet. Der er efterdønninger af finanskrisen i 2008. Det er svært at finde et arbejde. Arbejdsmarkedet er kynisk, brutalt og meget hårdt Det må Ricky Turner (Kris Hitchen) sande. En dag er han så heldig at få et arbejde som fragtmand/pakkebud. Det er et arbejde med en vis frihed og selvbestemmelse. Dette er dog med visse modifikationer. Der er selvfølgelig visse regler og systemer at følge. Der er stadig en boss, der bestemmer. En arbejdsplads er en arbejdsplads, hvor man gør tingene på en bestemt måde. Samtidig er der ikke meget rum for, at noget skal kunne ændre en dag og dagsplanen. Sker det, er det som den ene ulykke efter den anden bare kommer uden forvarsel. Abbie Turner (Debbie Honeywood) er Rickys hustru, med hvem han har en søn Sebastian (Rhys Stone) med kælenavnet Seb. Deres datter hedder Liza Jane (Katie Proctor). Abbie arbejder i sundhedsvæsnet og tager sig af de ældre borgere, så godt hun kan – så langt hun kan.  Men også her er der en vis medmenneskelighed, man må se bort fra, fordi der ikke er tid og mulighed for at tage sig ordentlig af den enkelte, fordi arbejdet skal udføres og man skal hurtig videre. Det gør det heller ikke nemmere, at man tranporterer sig selv med offentlig bus for at komme til og fra borgerne. Familielivet lider under disse arbejdsvilkår. De arbejder fra tidlig morgen til sent aften. Liza Jane som går i tredje eller fjerde klasse må se sine forældre blive mere og mere udmattede. Sebastian der går i ottende eller niende klasse er svær at nå ind til, og han kører meget sit eget løb. I familien holder man egentlig meget af hinanden. For tiden er det dog svært at få talt sammen og være der for hinanden, grundet dagens forskellige tidskemaer. Dette til trods. Ricky og Abbie forsøger at få det hele til at køre. De forsøger, så godt de kan at følge med og være med i børnenes liv. Mobiltelefonen bliver brugt flittigt. Det er ikke nemt på samme tid at skulle takle arbejde og en teenagesøn, der ikke har det nemt og derfor havner i en lidt kedelig situation. Dette går ud over familielivet. Og på en måde påvirker dette også arbejdslivet.

Definitionen på en socialrealistisk historie er at den fortæller om samtidens sociale forhold, set ud fra den mindst bemidlede samfundsklasses perspektiv. I samme åndedrag er publikum opfordret til at vælge side. Filmen følger det førstnævnte til punkt og prikke. Denne filmseer oplevede dog ikke at skulle vælge side eller tage stilling til en eller anden uretfærdighed. Historien er relaterbar, den viser den arbejdende mand og kvindes daglige virkelighed. Jeg finder andre grunde, hvorfor min sympati falder entydigt hos og stort på Rickys side. Det er ikke fordi, jeg synes det er synd for ham. Det er ikke, fordi jeg synes han er svag og har brug for hjælp. Jeg oplever Ricky handlekraftig, selvstændig og med klart sprog til at tale sin sag. Samtidig forstår jeg for eksempel bossen, og de arbejdsregler der er sat op. Disse forstår Ricky at leve med og at følge. Han ved, det er den måde, han vinder størst på. Familiesituationen, er nogenlunde på samme måde. Her er Ricky heller ikke bange for, at være den som sætter grænser (gode som dårlige – rigtige eller ej) for at takle situationen bedst muligt. Han gør, hvad han kan. Nej, min sympati falder på Rickys side, da den situation han er i, den er hjerteskærende og svær. Derfor ønsker jeg, han skal overvinde alle strabadser og vanskeligheder. Så jeg vil bestemt sige, historien er god og fængende. Jeg kan også godt lide, at der i historien ikke er klar linje mellem det gode og onde, der er ingen superhelt eller storfjende. Filmen efterlader mig dog med et par ønsker. Det ville klæde historien, at lære bossen bedre at kende med hensyn til, hvorfor system og arbejdsgang er valgt på den måde, der beskrives.  Og også, hvordan medmenneskeligheden i den grad så nemt kan argumenters bort. Sønnen og datterens oplevelse af alt det de gennemgår, ville jeg også gerne have et større indblik i.

En gang i mellem støder man på en filmperle. Det lige præcis det jeg vil kalde filmen Sorry missesd you. Det vil jeg, fordi jeg finder filmen veldrejet, velskrevet og absolut vigtig. Det er en hjerteskærende film. Derfor får den 5 meget store og klare stjerner af mig.

Sorry We Missed You

Instruktør: Ken Loach

Medvirkende: Kris HitchenDebbie HoneywoodRhys Stone

Genre: Drama

Spilletid: 1 t. 41 min.

Premiere: 12. december 2019

 

Trailer