“Stærkt og ægtefølt skuespil i en stærk historie der skaber større hjerterum” 

Systembryder- Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Denne perle af en film fanger med sit skuespil og historie fra start til slut.

Man må bare se, hvad der sker.

Benni (Helena Zengel) er 9 år. Hun er en fyrig og aggressiv ung dame. Hun råber, skriger og bander som en værre havnearbejder. Hun kan ikke bo hjemme hos sin mor. Dertil er hendes opførsel alt for utilregnelig og svær at takle. Situationer eskalerer ganske enkelt. Det kan moren slet ikke finde ud af at håndtere i et lille hjem med to andre børn og en kæreste. Morens mand og Benni ryger i totterne på hinanden for et godt ord.  Derfor er det de sociale myndigheder og pædagoger, der må tage sig af Bennis ve og vel. Det viser sig, at være en svær og ganske umulig opgave. Benni oplever derfor, hun bliver kastet rund i systemet og fra sted til sted. Hun finder ingen ro. Hun har for vane, at kalde de voksne ved Hr. eller Fru efterfulgt af deres efternavn. Hun kalder de ansatte på institutioner for, pædagog. En anden ting er, at Benni ofte vågner i en våd seng. En voksen person må se til, så hun får bare lidt undervisning og lærdom med sig. Det er her, Micha (Albrecht Schuch) træder til. Han forstår umiddelbart Benni og hendes enorme vrede og opførsel. Han har selv en vis livserfaring med sig på den bane. Han foreslår derfor en periode på en hytte ude i en skov, hvor Benni kun skal forholde sig til ham som den voksne, de daglige gøremål og naturen. Nu er det, at Benni begynder at åbne mere op. Hun kalder ham endda ved navn. Så noget sker. Men det er ikke nok. Mere skal til.  Benni er ikke til at stoppe.

Da jeg sad og så filmen, var der helt sikkert nogle stærke scener, som jeg lagde mærke til. Disse scener fortæller rigtig meget om Benni ifølge denne filmseer.  Vi har det, jeg vil kalde ekkoscenen. For mig er det en stærk scene, da det er en nedslående erkendelse og virkelighed, som Benni verbalt udtrykker her. Det er en larmende – stille- sigende scene, som jeg ser det. Det er lige på og hårdt for en sådan pige på 9 år. Vi har morgenscenen, hvor Micha så at sige træder et skridt forkert i al glemsomhed og må arbejde hårdt på at få Benni glad igen. Hun er ked af det, vil forstås og respekteres, som jeg ser det. Det jeg vil kalde korridorscenen, er også en for mig sigende og fortællende scene. Her viser Benni overfor Frau Bafané (Gabriela Maria Schmeide), hun er i stand til at se situationen ude fra og udvise forståelse for andre. Så scenerne vidner om, at Benni hungrer efter forståelse, basal omsorg, ro, generel kærlighed og venlighed, er i stand til at tænke og erkende og ikke kun tænker på sig selv med mere. Der kan nævnes flere scener. De omtalte scener er blot nogle, jeg har valgt.

Den unge skuespillerinde Helena Zengel formidler dette på en formidabel og stærk måde. Man er ikke et sekund i tvivl, hvor hun er på følelsesskalaen. Hun står skridsikkert i denne rolle. Måden hun for sagt tingene på er spot on. Måden hun bruger kroppen på formidler karakterens personlighed, aggressive tendenser også videre lige på kornet. Det er virkelig flot og føles ægte og i visse scener meget ukunstlet.

Jeg vil ikke nævne musikken i særlig høj grad. Dog foreslår jeg, man lytter til sangen der til allersidst. Det runder flot af og giver et slags poetisk indslag. Den rammer historien og Benni perfekt i stemning og ord.

Skulle jeg savne noget i filmen og dens historie, så måtte relationen mellem Benni og hendes mor gerne uddybes noget mere. Alligevel er det flot, som det står, da man er fuldt ud klar over, hvad der foregår.

Filmens persongalleri fangede mig. Historiens tema skaber fokus samt større forståelse for, hvordan et utilpasset barn råber om hjælp. Den fortæller også om, hvor uigennemtrængelig og begrænset et system er og kan være. Denne film fortjener og får af 5 store klart lysende stjerner ud af 6 mulige.