Hvis du kun ser én film i biografen i år, så sørg for at det bliver 'Tenet'

Tenet – Anmeldt af Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen

Anmeldelse

At beskrive Christopher Nolans nyeste værk ‘Tenet’ efter kun at have set den én gang, er alt andet end nemt. I virkeligheden beskrives tilgangen til filmen bedst, af en af karaktererne: ”Prøv ikke at forstå det. Føl det!” og det er nok i virkeligheden med disse briller at man skal give sig i kast med ‘Tenet’ når man ser den for første gang -for man kommer helt sikkert til at ville se den igen!

Nolans nye film gør ondt i hjernen hvis man er typen der partout skal fatte al information første gang man ser den. Som så mange gange før, leger Nolan i ‘Tenet’ med koncepter om tid, men denne gang er det med en fart og tyngde som kan slå luften ud af selv de mest hærdede biografgængere. Konceptuelt er filmen et mindfuck. Et mindfuck som dog, jo mere du tænker over det, vikler sig selv ud og bliver til en elegant og hektisk spionthriller.

På samme måde som Christopher Nolan flot udfoldede sine tanker om tid og rumforskydninger i ‘Inception’, leger han også her med tilgangen til hvordan tid skal forstås. Uden at gå for meget i detaljer med filmens egentlige handling, som bør opleves, kan man dog godt sige at ‘Tenet’ opererer med tid som noget andet end den lige linje vi opfatter den som. Den er noget mere fleksibel og kan som sådan gå i to retninger, frem og tilbage. Det ændrer selvfølgelig på konceptet om årsag og virkning og hvad der kommer først, men det bliver først for alvor komplekst når man roder personer ind i ligningen. Personer som nu kan opleve og agere i tid som både bevæger sig fremad og tilbage. Hvis du er helt forvirret nu, er det forståeligt. Essensen af det hele er dog dette: Hvad vil der ske med et hændelsesforløb som ikke kun påvirkes kronologisk, fra A til B, men som også kan udspille sig fra B til A. Det er den grundlæggende præmis i ‘Tenet’. Det er det som for alvor får de små grå på overarbejde, men samtidig er det med til at fastholde seeren i et jerngreb, for man ved aldrig hvad der kommer.

Læs også: Hvorfor er Christopher Nolans film bare så gode?!

Tilsætter man spionorganisationer, trusler om udslettelse og massive actionsekvenser, til hele dette bizarre tidskoncept, har man opskriften på en klassisk Nolansk actionbasker. Filmen boltrer sig i visuelle dristigheder i bedste Bourne, Bond eller Mission Impossible stil, men gør det med en elegance og fortælleteknisk overlegenhed at man ikke kan andet end at måbe over spektaklet der udspiller sig på lærredet.

Filmen er lige vel nok tung når det kommer til forklarende dialogudvekslinger, men bliver man først opslugt af universet glemmer man det hurtigt og hungrer nærmest efter mere udpensling af Nolans magiske univers.

Filmen er et abnormt ambitiøst projekt hvis lige man sjældent ser og trods en hårdhændet tilgang til eksposition er filmen præcis lige så spændende og visionær som man efterhånden forventer det af Christopher Nolan.

Hvis du kun ser én film i biografen i år, så sørg for at det bliver ‘Tenet’.