» En smuk, levende og opløftende film

The Biggest Little Farm – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Hvordan kan vi mennesker være med til at hjælpe jorden på vej – så den kan blive ved med at være levende og sund – så det stadig er muligt af kunne dyrke afgrøder? Det kræver viden og hårdt arbejde. Uden tvivl. Dokumentarfilmen Den største lille gård er et bud på, hvordan man kan drive et bæredygtigt landbrug.

John og Molly Chester er et ægtepar som bor i Californien. Han er naturfotograf. Hun er interesseret i at lave mad. Den skal laves med egne dyrkede afgrøder. De har en drøm om at drive et bæredygtigt landbrug. Den drøm går ikke let i opfyldelse. De bor i en lejlighed, og en dag anskaffer de sig en hund. Todd viser sig at være en særlig hund. Hans pels er sort, og hans øjne er hvidblå og lysende. Hans blik gennemborer alt. Han ser ganske enkelt direkte ind i din sjæl og hjerte. Todd bryder sig ikke om at være alene i den lille bylejlighed om dagen. Todd gør. Han gør og forstyrrer naboerne så meget, at ægteparret får en opsigelse af lejemålet og må flytte fra lejligheden.  De har lovet, at Todd aldrig mere skal skifte ejere og på den måde et hjem. Nu er det at drømmen om en gård, den begynder at tage form og kan virkeliggøres. Der er en del der skal på plads med hensyn til økonomi, et passende sted med mere. Samtidig må John og Molly forberede sig grundigt og læse sig frem til, hvordan man driver en gård og dyrker afgrøder, så alt er bæredygtigt.

Dagen oprinder, hvor de kan flytte hen til deres nye hjem i Ventura County. Jorden viser sig at være forpint, tørlagt og hverken til at skovle eller dyrke noget i. Arbejdet begynder nu ligeså langsomt. Trin for trin. På et tidspunkt får de hjælp af en ekspert. Han bliver deres mentor. Nu bliver det mere og mere klart, både forståelsen for og hvordan et kredsløb i naturen fungerer, og også hvordan dette kan udnyttes og hjælpes på vej. Så det er ikke en let opgave. I den proces er der mange skridt frem og tilbage.

Denne dokumentarfilm er lavet over en lang årrække. Vi følger som sagt John og Mollys hårde arbejde. Det er ikke kun hårdt fysisk arbejde. De skal forstå naturens kredsløb – hvordan det hele balancerer og er i harmoni. Derfor bliver vi også præsenteret for nogle af gårdens dyr. Vi har selvfølgelig Todd. Han er den observerende. På den måde inspirerer han John, der som Todd begynder at iagttage mere og mere for at se og forstå, hvordan det hele hænger sammen. Der er også to andre hunde. De har til opgave at holde øje med alle fårene. De skræmmer og løber også efter the trickster, altså prærieulven. Der er også mange ænder og høns. Ikke mindst er der den meget store gris Emma. Hun er gravid. En hane ved navn Greasy møder vi også. Emma og Greasy har et særligt forhold.

Jo længere vi kom ind i filmen, jo mere engageret blev jeg. Det er forfriskende, at vide nogen arbejder så hårdt og tager sig tid til at forstå naturen så indgående – at ville dyrke afgrøder så det er bæredygtigt. Det er der brug for i disse tider med et kæmpe og stigende befolkningstal verden over, storbyer, klimaforandringer også videre. Det skal der til for, at vi mennesker i den sidste ende ikke udpiner jorden og dens ressourcer, så vi en dag pludselig ikke kan høste frugter og andre afgrøder. Kort sagt, det er vigtigt at blive ved med at sætte fokus på bæredygtighed og grøn livsstil.

Filmen har for mig et overraskende moment. Jeg bliver vist noget, jeg i hvert fald ikke har set før. Jeg vil ikke afsløre, hvad det er. Vil man vide det, må man ind og se filmen. Men det er spændende og utroligt, at et dyr på en gård kan producere noget så stort med overraskelse(r) inden i. Dyrene er helt klart det morsomme og lette indslag i filmen. Her tænker jeg især på scenerne mellem grisen Emma og hanen Greasy. De er sjove, og de fik gang lattermusklerne hos mig og andre i biografsalen. Filmen består af et par tegnefilmsekvenser, meget fine og smukke naturscener, men også billeder der er knapt så kunstfærdige. Tegnefilmene er mere informative og med en vis fart på. Skulle man dokumentarisk fortælle dette, ville det blive langtækkeligt og kedeligt. Så det er en udmærket kontrast til de smukke billeder af landskab, træer, blomster, dyr og vandløb. Så det fungerer. I den forbindelse kan man sige, at det økonomiske aspekt i alt dette ikke får nogen nævneværdig plads eller kommentar. Jeg har kun et modspørgsmål til dette. Er dette ikke en privat sag, som et filmpublikum ikke behøver detaljeret indsigt i?

Filmens tema er vigtigt. Det vedrører os alle et eller andet sted. Jeg synes, denne dokumentar har en fin balance mellem det informative, det smukke, og det sjove. Den var opmuntrende – opløftende – og alle i biografsalen gik der fra i godt humør.

Derfor får den 5 strålende stjerner af mig ud af seks mulige.