’The Father’ et sandt mesterværk og repræsenterer det ypperste filmmediet kan tilbyde. Småfejl hist og her spiller ingen rolle, når en film kan fremkalde den reaktion.

The Father – Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

Da dette års Oscarshow rullede over diverse skærme, var Florian Zellers ’The Father’ repræsenteret i adskillige kategorier. Mest omtalt var Sir Anthony Hopkins præstation som den titulære far, der belejligt nok også hedder Anthony, som lever sine sene år med demens. Med støtte fra datteren Anne (spillet af Olivia Colman) og diverse hjemmehjælpere prøver han at få en hverdag til at fungere, men langsomt bliver det mere og mere klart, at den ellers kultiverede og charmerende Anthony er ved at miste sansen for, hvad der foregår omkring ham.

’The Father’ er nu tilgængelig i de danske biografer og kan ses landet over.

Det er ikke spor kontroversielt at påstå, ’The Father’ er en af de bedst spillede film fra sidste år. Olivia Colman, som spiller datteren Anne, er filmens bankende hjerte. Hendes uendelige kærlighed og omsorg overfor sin far, som på elegant vis hele tiden kombineres med en blanding af sorg og en næsten umærkelig frustration bliver spillet hjem med en sådan ømhed, at man skal være lavet af stål for ikke at få en klump i halsen. For mig at se, er det en skandale at hun ikke vandt en birolle Oscar for denne præstation.

Filmens helt stores oplevelse er dog naturligvis Sir Anthony Hopkins, som formår at levere et godt bud på karrierens stærkeste præstation – hvilket ikke siger så lidt, når man tager hans CV i betragtning. Jeg var ganske enkelt tryllebundet fra start til slut. Han spiller simpelthen samtlige nuancer hjem på imponerende vis og man når både at holde af ham og hygge sig i hans selskab, for så 2 minutter senere at være rædselsslagen for ham, for så yderligere to minutter senere at have ondt af ham og bare ønske, at han får den hjælp, han har brug for. Han får det til at se nemt ud og man bemærker stort set ikke de små skift i hans personlighed i filmens løb. Det er en præstation, som man vil tale om de næste mange år.

Filmen er i det hele taget exceptionelt instrueret og Florian Zeller formår at holde en konstant følelse af ubehag igennem hele filmen. Selvom der ligeledes er elementer af komik, sidder man og får dårlig samvittighed af at trække på smilebåndet. Der er scener imellem Hopkins og Colman, som er så knugende ubehagelige, at det næsten tangerer den følelse, man får af at se en god gyserfilm.

Fra et teknisk synspunkt er filmen også utroligt godt lavet. Især er sætdesignet virkelig effektivt og er med til at understøtte den surrealistiske og foruroligende stemning. Ben Smithards billeder er ligeledes utroligt medfortællende og lader os dvæle ved karakternes følelser og ansigtsudtryk. Selv i scener uden dialog, er man ikke i tvivl om deres tanker. En stor ros skal også gå til Yorgos Lamprinos’ klipning, som også rammer plet. Exceptionelt håndværk hele vejen rundt!

Det Oscarvindende manuskript fortjener også al hæder i verden. Det er utroligt nemt at lade en dialogtung film som denne blive overhældt med kikset eksposition og overforklaring, men den formår at holder de fleste følelser i det nuancerede underspil. En sand fornøjelse.

Hvis der til trods for alt det eminente ved ’The Father’ alligevel skal en lille smule malurt i bægeret, bliver det heldigvis hurtigt at gennemgå. Filmen er overordnet set god til at holde fokus på den centrale historie, men den når alligevel at træde vande og blive en smule repetitiv i andet akt. Dog når man ikke at blive irriteret over det før tredje akt ankommer og fejer benene væk under én.

Som nævnt er skuespillet overordnet set fuldstændig mageløst – den eneste som kommer til at virke en smule undervældende i sin præstation, er Rufus Sewell. Han ender med at virke en smule skinger og unuanceret i sit spil, hvis man stiller det overfor Hopkins og Colman. Dog er det heller ikke en dealbreaker.

 

Nogle film er så stærke, at de bliver ved en lang tid efter man har forladt biografen. Film som er så stærke, at de fremkalder en fysisk reaktion og efterlader én med en kombineret følelse af at have været vidne til et sandt kunstværk, men samtidig med at man ikke kan tænke tilbage på oplevelsen uden at få mavepine. Jeg har kun oplevet den følelse en lille håndfuld gange – ’Hereditary’, ’Requiem For a Dream’ og ’We Need to Talk About Kevin’ er eksempler. ’The Father’ gjorde præcis det for mig. Jeg var (og er stadig) rystet og ubekvem ved tanken om den – og samtidig vil jeg se den igen, så snart det kan lade sig gøre. For mit vedkommende er ’The Father’ et sandt mesterværk og repræsenterer det ypperste filmmediet kan tilbyde. Småfejl hist og her spiller ingen rolle, når en film kan fremkalde den reaktion. Den får naturligvis 6/6 stjerner og en kæmpe anbefaling herfra.