At se The Godfather 50th Anniversary er en oplevelse du skal give dig selv

The Godfather 50th Anniversary– Skrevet af Ellen-Karin Myklebust

The Godfather i biografen

An offer you can’t refuse

Rigtig mange har kun set The Godfather og eller trilogien i fjernsynet eller i hjemmebiografen på forskellige formater som VHS-videobånd eller dvd-disks.  Nu er det endelig muligt 50 år efter den ud kom i 1972, at se den i selve biografen. Instruktør Francis Ford Coppola har brugt utallige timer på at restaurere filmen, så den nu fremstår flot i 4K.

Jeg var heldig at se den i en af første forestillinger med filmen i CinemaxX.  Filmaftenen startede med et klip med instruktøren. Filmanmelder Ann Lind Andersen var til stede, og gav en introduktion og en kort filmhistorisk gennemgang til filmen. Hvilken jeg ikke skal bruge skriveplads på at gengive. Inden selve filmen startede, var der igen et lille klip med Francis Ford Coppola.

De to klip var for mig interessante.  Meget kort, så fortæller instruktøren om den usikkerhed der var omkring produktionen, han taler kort om filmens dåbsscene, utilfredshed og påstået fejlcasting (hvilket senere har vist sig modbevist) og den hele tiden overhængende potentielle fyring fra projektet. Et større indblik i dette vil man sikket kunne få i den kommende ti episoder lange miniserie ‘The Offer’ The Godfather TV-series, som jeg forstår, får premiere den 28. april 2022 på Paramount Plus. Et større indblik i dette kan man også tilegne sig i Peter Cowies bog The Godfather Book. I klippet fortæller Francis Ford Coppola blandt andet også, hvordan han brugte egen erfaring som italiensk-amerikaner i filmen. Her taler han om at være en del af en stor familie, den italienske mad, med også at man sagtens kunne bestille og nyde et måltid kinesisk take away. I klippet inden filmen var instruktøren opmuntrende og talte opfordrende til andre filmmagere (kunstnere generelt) om at omfavne der de er unikke – at gøre deres kunst personlig – at bruge noget personligt i den kreative proces. Her er det i mine øjne han giver en medfaktor til, hvorfor et filmprojekt eller andet kunstnerprojekt har mulighed for at lykkes med succes.

Noget andet der slog mig var, at publikum bestod af nogle som aldrig havde set filmen før – nogle havde set filmen over ti gange. Uanset var det uden tvivl en oplevelse, for publikum klappede efter filmen. Så det at se netop denne film i biografen, er ganske enkelt noget, du skal give dig selv.

Hvorfor betragter mange The Godfather som verdens bedste film?

På IMDb ser man, filmen er ratet af 1,8 millioner mennesker fra hele verden, og ratingen ligger for øjeblikket på 9,2.  Det er utrolig flot, og må i sig selv tælle vældig stort i en vurdering af filmen. Man ser også, filmen har vundet 3 Oscars og andre filmpriser og har mange flotte nomineringer bag sig.  I skrivende stund ligger den som nummer to på filmdatabasens liste over de 250 bedste film. Tidligere har jeg set den ligge på første plads. Alt dette foregående er en indikation på, at filmen favner bredt med en historie, som mange bliver betaget af.

Med det foregående taget i betragtning, må man stille spørgsmålet, hvilke andre parametre gør filmen så attraktiv, talt om og fængslende?

I det følgende vil jeg prøve at argumentere for et bud på dette.

Vi har for det første en film om en karakter Michael Corleone (Al Pacino) som ikke kan undgå sin skæbne som Godfather. Dette til trods for eget og faderen Vito Corelones (Marlon Brando) ønske om en helt anden livsbane. I tredje film kæmper Michael fortsat om at komme fri af mafialivets klør. Her oplever vi den kendte Just When I Thought I Was Out, They Pull Me Back In! scene. Vi har en ung Vito Corleone (Robert Di Niro) der som ene og alene dreng kommer til Amerika og skal finde fodfæste, og må jagte den amerikanske drøm for at kunne klare livets skær. Det er altså en historie om en familie og deres skæbne fra trange fattige vilkår til rigdom og magt.

Dertil har vi det med at være italiensk-amerikaner. Den amerikanske historie viser, at italienerne af hvide blev forskelsbehandlet og udsat for vold. Så denne gruppe blev og eller bliver måske stadig opfattet på en klichepræget måde –spaghetti-ædende utro og voldelige macho gangstere der sælger narko. Her må man så stille spørgsmålet, om det nu også er rigtigt, at alle italiensk-amerikanere er magtudøvende gangstere.

‘The Godfather’ sætter i mine øjne dette i et andet perspektiv, med dens evne til at være en fiktiv historie med et meget realistisk islæt – med Vito som nægter at gå ind i narkohandel, og med Michael som er en karakter der prøver at komme ud af og få noget andet ud af dette inficerede miljø.

Skuespillet skal også nævnes. Marlon Brando gør et fantastisk portræt af Vito Corleone. Den hæse stemme, hans fagter med hænderne, hans blik over for sine medskuepiller. Alt sammen noget der får alt, det man har indenbords til at vende sig i både frygt og fascination af karakteren. Senere nægtede Marlon Brando selv at modtage sin Oscarhæder for sin præstation, grundet forskelsbehandling af indfødte amerikanere i filmindustrien. Det satte både filmen og ham som skuespiller uforglemmeligt på landkortet. Så uden at gå for langt ind i dette, vil jeg påstå, denne handlig er den tids markering af om opmærksomhed på, det vi i dag vil kalde diversitet og inklusion.

Al Pacinos portræt af Michael Corleone er ikke til at tage fejl af. Han nailer at frembringe denne karakter, der skal balancere familielivet og det at være en hård og utilnærmelig kynisk mafiaboss. For mig er der uforglemmelige scener at nævne. Som begravelsesscenen, dåbsscenen, restaurant-skyde-scenen, på Sicilien i scenen hvor han taler med Apollonias far, og beder om hendes hånd med flere. Han har en helt speciel uigennemtrængelig attitude af magtdemonstration, som bare er Michael Corleone.  I forbindelse med de to skuespilleres præstationer, kommer jeg i tanke om, jeg en gang læste og nu frit husket, at selv den virkelige verdens mafiabosser siger god for portrætterne og historien i filmen. 

Hvilken indflydelse har filmen haft de sidste 50 år?

Som svar på dette spørgsmål, må jeg indledende sige, man uden tvivl kan diskutere ud fra forskellige holdninger og forudsætninger.

Nogle vil sige, at man stadig stereotypt giver et billede den italiensk-amerikanske kultur ved at fokusere på mafiadelen/båndet til organiseret kriminalitet, spagetthi, pizza og vin, viser en stereotyp italiensk-amerikansk tyk kvinde med mere i både film, tv-serier og reklamer.  Dette er helt sikkert rigtigt. Men man skal huske, at film som ‘GoodFellas’, ‘Donnie Brasco’ og Tv-serier som ‘The Sopranos’ er kreeret for at skabe spænding og underholdning. Jeg mener blot, de ville måske ikke være så fængende og sigende, hvis historien havde været uden det hele sat på kanten af familielivet og kriminalitet eller noget andet. Man skal måske også se et spadestik dybere, hvad historien egentlig fortæller og handler om, som for eksempel ‘The Godfather’.

‘The Godfather’ er lavet i starten af 1970erne. For det første er Francis Ford Coppola italiensk-amerikansk. Hvilket giver en umiddelbar indsigt. Han var for det andet den gang ingen anerkendt filminstruktør og uden succesfulde film bag sig.  Al Pacino, Diane Keaton, James Kaan og Talia Shire var alle ukendte eller undervurderede skuespillere – den sidstnævnte betragtede man som tvivlsomt valgt, grundet meget nær familierelation til filminstruktøren. Studiebosser med flere var også uenige i instruktørens valg af Marlon Brando til rollen som Vito Corleone.  Så her er det forsmag på dårlig komponeret pizza, der ikke ville blive bagt ordentligt færdigt. Senere viser det sig, at valgene var rigtige, og det hele endte med en helstøbt fortælling og flot film, som gav spring frem ad i karrieren for både skuespiller og instruktør.

I tiden inden 1970 er gangsterfilm lavet af ikke italienske-amerikanske instruktører. Det forholder sig som sagt anderledes med ‘The Godfather’. Dens åbningssekvens tager et godt og grundigt opgør med den amerikanske drøm. Hvilket var nyt og en øjenåbner for det amerikanske folk i en tid med Vietnam-krig og Watergate skandale. Filmen er ikke bange for at vise vold så realistiske som muligt.  Det er meget konkret, hårdt og uden omsvøb. Hvem husker ikke filmens hestehovedscene, skydescenen på restauranten og stranguleringsscenen i bilen, vold mod hustruscenen med flere.

Så er man amerikaner, italiensk-amerikaner, eller blot top fan af ‘The Godfather’, vil man forstå Tom Santopietro når han i sin analyse ‘The Godfather Effect ’ fra 2012 udtaler: 

“The film changed Hollywood because it finally changed the way Italians were depicted on film. It made Italians seem like more fully realised people and not stereotypes… it helped Italianise American culture.”

 

 

 

 

The Godfather -50th Anniversary

Instruktør: Francis Ford Coppola

Skuespillere: Marlon Brando, Al Pacino, Diane Keaton med flere 

Genre: Drama, gangsterkrimi  

Spilletid: 2 t  og  55 min

Premiere: 24. februar 2022