Filmen har flere aspekter i et melodrama der ikke helt brænder igennem

The Kindness of Strangers – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Lone Scherfigs film Kindness of Strangers er en film der vil meget. Måske for meget? 

Zoe Kazan spiller moren, og hedder Clara. Hun har to sønner. Jack Fulton, som er Anthony, som er den ældste søn. Finlay Wojtak-Hissong er Jude, og er den yngste søn. De skynder sig ud i bilen, og flygter fra deres hjem en aften eller nat, hvor deres meget voldelige far Richard (Esben Smed) sover tungt. De ender i New York. Der kan de være i fred, mener Clara. Det kræver dog, at de aldrig tilkalder politiet, må sørge for ikke at få parkeringsbøde med mere. Gør de det, finder Richard dem med det samme. Han er politimand, og kan let finde dem via den slags oplysninger.

Nu til en start fortæller Clara sine to sønner, de er på ferie. De skal blive mere dannede, siger hun. Det hun kan, er at tage dem med på sightseeing i byen, samt at gå på biblioteker og sådan. Der sidder de og læser. I mens må hun skaffe mad på en kreativ måde, da hun ikke ejer en dollar. Hun ser sig selv stjæle mad fra receptioner og fester på restauranter og hoteller. Hun må ty til de hjemløses suppekøkken for at kunne holde varmen og brødføde sine sønner. Nogle aftner opholder de sig i bilen tæt på et koncerthus. Herfra kan de høre den smukke musik. Dette liv kan selvfølgelig ikke blive ved med at gå. Men i byen findes nogle venlige sjæle med fuld forståelse for hendes situation. De hjælper gerne. Blandt andet restaurantlederen Mark (Tahar Rahim) som har et særligt godt øje til Clara.

Faren opsporer dem. Han er lige i hælene af sine sønner og hustru. En aften fortæller den ældste søn sin mor om nogle voldsomme voldsbilleder, han har set på sin fars computer. Nu tager Clara for alvor affære, og en venlig advokat hjælper med sagen.

Hvordan det hele ender, skal man selv se på det store lærred. Lidt kysseri og romance kan nok ikke undgås i en sådan historie, nej.

Der er et par vinterscener. Allerførst vil jeg sige, de er uendelige smukke. Dog forstår jeg ikke den stemning vinterscenerne/billederne giver. Af en eller anden grund følte jeg mig sat i anden tid – eller hen til en anden historie. Billederne gav mig også indtryk af noget mere kunstfærdigt, fabelagtigt og sagnagtigt. Det er sikkert bare mig. Jeg undrede mig bare, da jeg synes disse billeder har et helt andet billedsprog end resten af filmen.

Jeg forstår, nogle vil kalde filmen en ensemblefilm. Lidt ligesom Love Actually. Det er dog ikke helt tilfældet, spørger man denne filmseer. The Kindess of Strangeres er det måske tilnærmelsesvis. Ene og alene af den grund at Clara har en meget fremtrædende rolle. Jeg ser hende som protagonisten. Filmen starter med hende, og ender med hende. Hun er slags drivende kraft igennem det hele, så at sige. Personligt ser jeg det mere som en film, hvori historien er om et menneske der finder hjælp i en svær situation hos flere andre mennesker. De kender måske hinanden – eller ej. De bliver måske bedre kendt med hinanden. På den måde er det hele forbundet, for nu at sige det sådan. Samtidig synes jeg, ikke rollerne vægtes lige meget. Jeg ser mere, rollerne bidrage men noget – som humor – en hjælpende hånd for eksempel. Der er visse karakterer, jeg vil vide mere om – ser have en større storyline, hvis jeg skal være med på, at det er en rendyrket ensemblefilm. Jeg tænker her på Bill Nighy og hans karakter Timofey, samt Caleb Landry Jones og hans karakter Jeff.

Zoe, synes jeg, spiller sin karakter glimrende. Hun får fint frem, det at være en mor der må være på højde med og have totalt overblik over situationen. Hun er overbevisende, der hun skal græde og være ked af det. Hun passer super godt til rollen. Esben Smed var bestemt også overbevisende nok som denne voldelige mand. Se blot scenen med hans far, og scenen i vinduet.

Jeg må kort nævne humoren. Jeg grinede da bestemt nogle steder under filmen, eller så humoren og trak på smile båndet. Det var især Bill Nighy og Caleb Landry Jones, der stod for dette. Her tænker jeg på spulestoleigårdenscenen, fixespringvandscenen, og slavevodkascenen og afsløring om accentscenen. Disse gav filmen nogle lette øjeblikke. Det fungerer fint.

Der er tydeligvis et socialrealistisk aspekt med i filmen. Man viser, at mange i New York er endt på gaden – ender på gaden som hjemløs. Vi ser, de sover ude i kulde, regn og slud – får mad og varme tæpper med mere i et suppekøkken. Clara stjæler mad og tigger sig til brusebad og så videre. Hun, som jeg anser for hovedpersonen, gør det i en periode. Hun lader ikke til derhjemme som husmor at have manglet noget som sådan. Hun er heldig, da hun stadig har kræfter og masse mod til at gøre noget. Jeg anser hende som en slags fighter. Er det nok at vise, og derefter kalde det socialrealisme? Ikke helt. Fordi, jeg synes mere, det handler om en mor der kæmper for sig selv og sine to sønner. Dog havner hun i en svær situation rent økonomisk, da hun flygter fra sin mand. Måske også socialt på længere sigt. Det viser mere i min optik, at livet nok så ganske pludselig kan ændre sig. Det sociale aspekt er der, og i filmen viser man det på en lødig og fin måde.

Filmen havde en spændende historie og karakterer. Der var morsomme øjeblikke, og ganske overbevisende skuespil. Alt i alt en historie med flere lag at diskutere ud fra. Måske for mange. I hvert fald kan man sige, mennesker er der for hinanden trods alt. Menneskelige vilkår eller skæbnesituation skal takles uden at give op. Vi mennesker er villige til at modtage hjælp og hjælpe, der den findes. Derfor får den 4 stjerner ud af seks mulige af mig.