I min opfattelse var The King of Staten Island alt andet end kedelig. Jeg blev nok så engageret i historie og karaktererne. På skalaen nærmer filmen sig interessant og god. Det gør den, fordi jeg finder en vis dybde i historien.” 

The King of Staten Island – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Historien og karaktererne i The King of Staten Island er på mange måder uden et blink som for åben mikrofon.
Scott Carlin (Pete Davidson) er denne unge mand som endnu ikke er fyldt 25. For ham er det stadig efter rigtig mange år svært at takle det med sin fars død. Det skete i tjenesten som brandmand. Scott bor stadig derhjemme. Hans dage går med at hænge ud med kammeraterne i kælderrummet. Der ryger de fjolletobak, drikker velsagtens også mere end, hvad godt er. En gang imellem udveksles der dollars for pastelfarvede piller gennem kældervinduet. Scotts yngre søster skal starte på et college, der ikke ligger voldsomt langt væk. Scott er slet ikke den studentikose og højglanspolerede type. Langt fra. Alligevel. Han har da en drøm – drømmen om at åbne en tattooshop, hvor gæsterne også kan nyde et måltid mad. Om idéen er god og realistisk, er der delte meninger om. Scott øver sine tegne-tatoverings-skills på kammeraterne. Eksekveringen og tegningernes udfald er tvivlsomme. Kammerraterne vil derfor ikke længere være forsøgskaniner. Moren er bekymret. Sønnens drøm og manglende evner til at skabe flotte tatoveringer efterlader hende meget betænkelig.
Scott må og skal øve sig seriøst meget.
En dag sker der noget.
Som i et held i uheld møder Carlin familien Ray (Bill Burr). Han og moren forelsker sig i hinanden. Han er også brandmand. Morens chance for ny kærlighed falder ikke i god jord. Det bryder Scott sig ikke om. På en måde kommer det for tæt på. Det giver alt for stærke minder og tanker.
Scott må en dag efter et mislykket røveri, som det lykkes ham at flygte fra, se sig selv stå uden tag over hovedet. Om man vil, så tager moren radikale opdragelsesmetoder i brug overfor sønnen. Han bliver sat på plads. Det er på brandstationen, hvor Ray arbejder. Hjælpen findes. Der bliver han yderligere sat på plads. Det bliver lærerigt på alle måder for Scott.
Jeg må sige, langt hen ad vejen holder jeg mig på plussiden i min opfattelse, når det gælder filmen The King of Staten Island.
Men jeg må sige. I ugens løb har jeg set film eller serie, hvis valg af sprogbrug ikke huer mig. Det samme gælder for nærværende film. Sprogbruget er mit største kritikpunkt. Jeg vil ikke gå i detaljer. Jeg kan sagtens forstå, og jeg ser en sammenhæng mellem miljø, historie, karakterer og sprogbrug. Det kan jeg. Netop derfor er sprogbruget i The King of Staten Island ganske passende. Men jeg bliver meget hurtigt træt af for ofte at høre bandeord. Jeg har det bare sådan. Det er ikke for at være politisk korrekt, stram i betrækket eller agere sprogpoliti. På alle måder er jeg sikker på, at historien ville stå ligeså stærkt eller stærkere, hvis man undgik at skulle gætte koder til f- ordet. Det samme gælder karaktererne. Man må gerne modargumentere. Filmen taber desværre points hos mig grundet sprogbrug. Det er min holdning og opfattelse. Det står helt og holdent jeg fast ved. Punktum.
Nu, må jeg komme ind på det med det komiske. Mange kender måske Pete Davidson fra komikerscenen. Tydeligvis har man i manuskriptet skrevet sætninger ind, som skal være morsomme. Jeg er på ingen måde den rette til kvalificeret at dømme komiske punchlines. Det blev aldrig ubehageligt morsomt eller dummorsomt. Jeg fandt en alvor i det, som jeg finder passende til historien. Jeg synes, det fungerer, og jeg smilede da et par gange under filmen.
The King of Staten Island er delvist biografisk. Det gør noget. Det giver dybde til historien om denne skæve eksistens af en ung mand, der skal finde sig selv, bearbejde sin sorg og lavpraktisk klare livet. Den lige på og lineære måde som historien fortæller det på, kan jeg godt lide. Det fortælles realistisk uden tilbageblik, kunstgreb, julemagi og andre fiksfakserier. Det fungerer fint, for så bliver historien ikke for navlepillende.
Pete Davidson passer perfekt til rollen. Det er rigtig godt castet. Han lader til fulde at forstå sin karakter. Der er noget ærligt over karakterens fremtoning på lærredet ifølge denne filmseer. Muligvis skinner komikeren i Pete Davidson på en måde igennem. Det gør mig ikke noget, da det giver noget underfundigt, skælmsk og jovialt til karakteren i min optik.
Marisa Tomei, synes jeg, spiller mere skuespil. Hun fungerer fint, men måske lidt for karikeret visse steder. Det er OK, da jeg sagtens forstår, hvad hun vil vise og fortælle med karakteren.
Musikken har jeg ingen videre kommentar til. Det som jeg lagde mærke, var nogle sange, som jeg fandt fint tilpasset filmens generelle miljø og historie.
Alt i alt en fin filmoplevelse. I min opfattelse var The King of Staten Island alt andet end kedelig. Jeg blev nok så engageret i historie og karaktererne. På skalaen nærmer filmen sig interessant og god. Det gør den, fordi jeg finder en vis dybde i historien. Derfor fortjener den 4 flotte og solide stjerner ud af 6 mulige af mig.

The King of Staten Island

Instruktør: Judd Apatow

Medvirkende: Pete DavidsonBel PowleyRicky Velez 

Genre: Komedie, Drama

Spilletid:  2 t. 17 m

Premiere: 10. september 2020