Der er noget rungende bibelsk, noget gammelt og en fortællende ny stilhed for fremtiden over den. Det skal ses

The Midnight Sky – Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust

Anmeldelse

Filmen er baseret på bogen Good Morning, Midnight af Lily Brooks-Dalton. Den har jeg ingen kendskab til.  Derfor kan visse ting være svært at argumentere for. Så det følgende er, hvordan jeg ser det i filmen og intet andet. Filmen kan man for øjeblikket streame på Netflix.

Det starter med, vi forstår verden – planeten Jorden, er ved at forgå, da vi mennesker ikke har evnet passe ordentlig på den, og en global katastrofe er realiteten.

Augustine (George Clooney) er en prominent forsker og fremtrædende figur. Han leder med lys og lygte efter andre planeter, som er beboelige for mennesker. Anno 2049 befinder han sig ved Barbeau Observatory, som ligger i den nordlige arktiske cirkel.  Jorden og mennesker kan som sagt ikke længere opretholde livet. Der er en stor evakuering i gang.

Augustine er syg, og kræver jævnligt dialyse. Det, medicin og alt andet har han adgang til på basen. Derfor vil han ikke med, når de andre andre tager af sted.

I al ensomhed kommer tanker og minder frem. Dem ser vi som flashbacks.

Han opdager rumskibet Aether, stadig står til at have en aktiv mission. Han forsøger at kontakte dem.  I det finder han ud af, stedets kommunikationsudstyr og antenne ikke fungerer optimalt.

En dag begynder han at se en 10-årig pige, som også befinder sig ved observatoriet. Han forstår ikke, hvem hun er. Han forstår ikke, hvordan hun kan være efterladt. Han (gen)kender hende overhovedet ikke. Pigen er som døv. Hun bruger slet ingen ord eller aktiverer sit stemmebånd. Hun kommunikerer via tegninger. Hun fortæller, hun hedder Iris (Caoilinn Springall).

På et tidspunkt må Augustine og Iris forlade basen og bevæge sig længere nord på til en anden base. Der håber de på intakt udstyr, og at få kontakt med andre. Vejen dertil er besværliggjort af voldsom snestorm, is der bryder, og en forulykket helikopter.

De når endelig frem til den nordligt liggende base. Der får de kontakt med mandskabet på rumskibet Aether. Augustine fortæller de nedslående nyheder. Astronaut Sully (Felicity Jones) og hendes mand lederen Adewole og andet mandskab oplever selv forhindringer og dødsfald på vej hjem mod jorden. De må stå ansigt til ansigt med en bølge af meteorer som ødelægger, en rumvandring med dødelig udgang med mere. Ikke nok med det. Sully er gravid.

I samtalen opdager Augustine og Sully noget særligt – et særligt bånd. Hvad det består af og går ud på, må man selv se filmen for at finde ud af.

Som man forstår, bliver vi præsenteret for to historier. De har i den sidste ende en sammenhæng. Som tidligere sagt er The Midnight Sky baseret på en bog. Hvor meget eller hvor lidt man har givet sig selv af friheder til at tage fra og lægge til, så det fungerer på film, er ikke til at vide.

Sci-fi-elementerne er der. Visuelt fremstår de ganske fint, klart og tydeligt. Især kunne jeg lide landskabet på planeten, hvor astronaut Sully i sin drøm tager nogle vandprøver. Dog er der steder, hvor man rent filmteknisk kunne have gjort sig mere umage. Et par scener er tydeligvis skudt med green-screen. Det gør bestemt ingenting. Det kunne blot fremstå bedre og mere naturligt. Ellers var der mange smukke og fine scener og billeder filmen igennem. Det er vellykket og fungerer.

Skuespillet var solidt og absolut ganske overbevisende. Det er der ikke noget graverende at komme efter. Caoilinn Springall, som skal kommunikere på den specielle måde, gør det rigtig fint. George Clooney skuespil er også solidt. Felicity Jones er perfekt til rollen. Det giver flotte points.

Jeg finder mange fine temaer at nævne, som er på linje med en god sci-fi. Vi har det apokalyptiske, som følge af naturvidenskaben ikke har evnet at forklare, så mennesker kunne forstå at passe bedre på planeten Jorden. Vi har alt det flotte med teknik og rumskibsrejser, det foregår i en nær fremtid også videre. 

Et tema som jeg godt kunne tænke mig var vist noget mere indgående er netop det med hvordan klima, og hvorfor planeten jorden går under. Et andet tema som jeg kunne tænke mig var der, var det mere filosofiske, tanker bag denne apokalyptiske hændelse. Det med at være alene og syg i en sådan situation, kunne også være uddybet noget mere. 

Nu er det jeg må understrege, at jeg ikke ved, hvordan det ovennævnte fremstår i bogen. I filmen mangler det for at få et mere fuldendt produkt og en mere afrundet historie.  Min pointe er, at jeg ikke ved, hvilket manuskriptmateriale George Clooney har haft at arbejde med som instruktør – ej heller, hvilke valg man har gjort sig, og prioriteringer man har været nødt til at efterkomme for ikke at gøre filmen alt for lang. Dog er det langt fra den flotte film Good Night, and Good Luck, og også den særprægede film Suburbicon. The Midight Sky er ganske enkelt anderledes og sci-fi.  

Musikken er vældig smuk. Men nogle steder forstod jeg ikke, hvorfor det var klavermusik eller symfoniske passager. Jeg havde foretrukket mere sci-fi-agtige musikalske lydlandskaber og kollager. Det ville give noget til historie, billeder og scener.

Filmens slutning er meget smuk og sigende. Der er noget rungende bibelsk, noget gammelt og en fortællende ny stilhed for fremtiden over den. Det skal ses. Det giver flotte points.

The Midnight Sky er altså en film som på den visuelle side fremstår meget fin og flot. Historien halter på visse punkter. Skuespillet er solidt. Selve slutningen er vidunderlig smuk. Stjernehimlen er klar og tydelig med de tre kolossalt store, flotte og skinnende stjerner filmen får af mig.